Uden penge og uden betaling
C H Spurgeon

"Uden Penge og uden Betaling." Es. 55, 1.

(Oversat med nogle faa Ændringer fra Engelsk.) 1878,

Nu vel, hver den, som tørster, komme hid til Vandene, og I, som ikke have Penge, kommer hid, kjøber og æder; kommer, kjøber uden Penge og uden Betaling Vin og Mælk.

De aandelige Velsignelser, der forjættes og gives os i Evangeliet, indeholde Alt, hvad et Menneske kan trænge til. De beskrives i vort Kapitel som "Vand", forfriskende og rensende, - det "Livsens Vand", hvoraf Ingen, som drikker deraf, skal tørste igjen. De beskrives dernæst som "Vin", Glædens Vin, oplivende, styrkende, "der gjør Menneskehjertet glad"; en Vin, hvori der ingen Smerte er, men Fylde af hellig Fryd. Disse Velsignelser betegnes for det Tredie som "Mælk"; thi Mælk er næsten det eneste Næringsmiddel, der indeholder Alt det, der er nødvendigt til et Menneskes Underhold, og derfor er det et Billede paa Evangeliets fyldestgjørende Egenskaber. Hvo der modtager Jesu Christi Evangelium, har Alt det, hans Sjæl kan komme til at trænge til for Tid og Evighed, saa at Vand og Vin og Mælk yder et fuldkomment Livsophold og Glæde og Tilfredsstillelse for vore Hjerter. Efter Texten bydes dette Forraad for vore Sjæle os for Intet. Vi skulle kjøbe det, det vil sige, vi skulle eie det med ligesaa god Ret og fuld Forvisning, som om vi havde kjøbt det; men Kjøbet skal ske "uden Penge", og for at vi ikke skulle tage feil og mene, at, ihvorvel ikke Penge i bogstavelig Forstand kan blive brugt, dog en eller anden Belønning skal tilbydes Gud, tilføies der "uden Betaling". - Det dobbelte Udtryk er høist træffende og bortrydder engang for alle fra Guds Naadesbevisninger hver Tanke om, at de ere tilfals paa en eller anden Maade. Evangeliet kan ikke kjøbes for Guld. Dine Skatte ere værdiløse, om du vilde udose dem for Christi Fødder. Hvad bryder han sig om Guld og Sølv. Eiheller skulle de skaffes tilveie ved Kundstab og Visdom, som er Tankens Rigdom, Sjælens Penge. Et Menneske kan vide Meget, men hans Kundskab kan alene opblæse ham eller forøge hans Fordømmelse. Eiheller kunne Guds Naadegaver erholdes ved menneskelig Fortjeneste. I Sandhed! Fortjenstlighed kan der ikke tales om hos Mennesker; kald det Mangel paa Fortjenstlighed, og du er da paa ret Vei. Om vi havde gjort Alt det, vi burde have gjort, burde vi dog have gjort det, og selv i dette Tilfælde vilde vi dog være unyttige Tjenere. Bort med Bemærkningen om Fortjenstlighed som mulig for faldne Mennesker. Den Dag, der saa Adam uddreven af Paradiset, udslettede det Ord: "menneskelig Fortjeneste" af Sandhedens Ordbog. Enhver Slags Gave til Gud under Synspunktet af derved at skaffe sig hans Velbehag er udelukket ved Udtrykket "uden Penge". Nogle have dromt om, at de kunde gjore et Bytte, siden de ikke kunde kjøbe; derfor bringe de frem for Gud istedetfor indvortes Herlighed smukke ydre Ceremouier, og istedetfor en fuldkommen Retfærdighed tilbyde de en udvortes Annammelse af Sacramenterne. Selv om de ikke have holdt Lovene, have de dog paa en Maade iagt- taget samme; selv om de ikke have elsket deres Gud af deres ganske Hjerte, have de idetmindste bøiet Knæ under en Præsts Handling. Saaledes ville de tuske med Herren og give ham Skikke og Ceremonier til Betaling for hans Naade. De indbilde sig, at der ligger et. Slags Trolddomskraft i Brugen af visse Ord og Stillinger, uden at Hjertet er med, og at Gud derved bliver bevæget til at udslette deres Synder. Andre, der ikke ere slet saa afsindige, ere faldne i den samme Vildfarelse under en anden Form. De tænke sig, at et «vist Maal Følelse vil forskaffe dem Naadens Gaver; de maa ængstes til en bestemt Grad og bringes til at skjælve til et vist Maal og fortvivle, om de nogensinde skulle komme til at haabe paa Naaden. Saaledes gjore de Vantro, der er Synd, til en Forberedelse sor Naaden, og Fortvivlelse, som er en Forhaanelse mod en naadig Gud, ophøie og forherlige de som en Skikkethed til at modtage hans Godhed. Atter Andre have drømt om, at en delvis Forbedring, Fremsigen af Bønner, Borttestamentering as Gods, Tilslutning til orthodox Lære eller Udøvelsen af Barmhjertighedsgjerninger sikkert vil forskaffe dem Naadens Gaver. Til Hver og En af dem kommer denne Evangeliums Erklæring: Guds Kjærlighedsgaver ere at faa "uden Penge og uden Betaling". Jeg vilde ønske, jeg vidste, hvorledes jeg skulde fremstille denne Sandhed i saadanne Ord, at Enhver kunde forstaa mig og Ingen misforstaa mig. Hvorsomhelst et Menneske frelses, frelses han, fordi Gud frelser ham for Intet, ikke fordi der var Noget hos ham selv, der erhvervede Frelfen, eller nogen særegen Dygtighed hos ham, hvorfor Gud skulde fri ham og ikke en Anden. Guds Naadegaver ere absolut frie i den mest uindskrænkede Betydning af dette Udtryk. Intetsomhelst Godt bringes af Mennesker eller ventes fra Mennesker for at tjene som Anbefaling til Naaden; men Alt gives gratis og modtages af os "uden Penge og uden Betaling". Ved denne ene Tanke vil jeg dvæle, i det Haab at Guds Aand vil gjøre det klart for Eders Sjæle.

I. Og forst bemærker jeg disse Ords overraskende Natur; thi det er saare overraskende for Menneskeheden at høre, at Frelse er "uden Penge og uden Betaling." Det er saa overraskende for dem, at de klareste Udtryk ikke kunne faa dem til at satte det, og om du end fortæller dem det 1000 Gange om Dagen, blive de dog ved med at mene, at du mener noget Andet. De kunne ikke bringes til at tage det som bogstaveligt sandt, at de faa Alt for Intet, Frelse gratis og evigt Liv som ren Gave af Himlens Kjærlighed Ja, der er Nogle, der sidde denne Morgen i dette Hus, som kjende Frelsens Vei og ere frelste -, og de ville sige Eder, at i mange Aar borte de Evangeliet ret tydeligt udlagt, men at, indtil Gud den Hellig Aand oplyste dem, forstode de ikke i Virkeligheden, hvad der mentes med, enfoldig Tro paa Jesus, og de kunde ikke faa sig til at tro, at da og der, just som de vare, skulde de blot modtage Guds Frelse, saa vilde den være deres egen. De vare ikke istand til at tro, at Evangeliet kunde være noget saa Simpelt, de kigede efter et Mysterium, Vanskeligheder og en indviklet Forberedelse; de forstode nok Ordene, men forfeilede den rette Mening. Evangeliets Naade og frie Tilbydelse gik over deres forstand. Det er ikke noget Usædvanligt, at Børn af gudfrygtige Forældre, der have hørt Evangeliet fra deres tidligste Ungdom, dog ere uvidende om Frelsens Vei, idet de have forfeilet at lære denne simple Sandhed, at Frelsen er Guds frie Gave og alene kan modtages som saadan. Nu! hvorfor se Menneskene ikke det? Hvorledes gaaer det til, at de, naar de endelig indse det, overraskes derved? Jeg troer, det kommer forst af: Menneskets Forhold til Gud og dets forkerte Dom om ham. Menneskene tro, at Gud er en haard Herre. Den Mands Ord, som skjulte sit Talent i et Klæde, nemlig: "Jeg vidste, du var en stræng Mand, der samler, hvor du ikke spredte", er netop den Tanke, som Massen af Menneskene har om Herren. De anse ham for smaalig, haard, stræng, og mene, at hans Lov fordrer Mere af Menneskene, end den skulde; de mene, at han burde have gaaet mere komfældigt tilværks med en stakkels, vildfarende skrøbelig Dødelig som Mennesket. Naar den Hellig Aand da overbeviser Menneskene om Synd, beholde de fremdeles haarde Tanker om Gud og frygte, at han kan ikke være naadig nok til at udslette deres Synder. Idet de dømme Herren efter deres eget Maal, kunne de ikke tro, at han vil tilgive frit, og skjøndt de blive mindede om den store Forsoning, som sætter Gud istand til at være retfærdig og dog retfærdiggjøre den Ugudelige, mene de dog, at fordi de selv ikke kunne lettelig tilgive Fornærmelser imod dem, maa Gud være ligesaa langsom til at tilgive, som de ere, og maa indtrængende bønfaldes med og belønnes med Bodsøvelser, vindes ved Løfter eller røres ved Taarer, før han kan blive bragt til at elske af Hjertet saavelsom til at være villig til at vise sin Naade. Lidet kjende de det mægtige Kjærlighedshjerte, der banker i Jehovahs Barm; lidet forstaa de, at hans Inderste brænder af Længsel efter at slutte sine Børn til sit Bryst, og at han har erklæret: "Saasandt jeg lever", siger den Herre Gud, "har jeg ikke Behag i den Ugudeliges Død, men at den Ugudelige vender om fra sin Vei og lever." Lærer da, I Mennestens Sønner! at "saa høit som Himlen er over Jorden, saa høie ere hans Veie over Eders Veie og hans Tanker over Eders Tanker". Han venter paa at være naadig og er villig til overflødigen at tilgive de Ugudelige, om de kun vende om til ham.

Uden Tvivl gjør ogsaa Menneskets Vilkaar under Faldet det vanskeligere for ham at fatte, at Guds Gaver ere "uden Penge og uden Betaling"; thi han finder det som Lov, at han er dømt til at arbeide for næsten Alt, hvad han tiltrænger. - "I dit Ansigts Sved skal du æde Brød" er Indskriften paa vor Slægt. Ønsker Mennesket Brød, forlanger Jorden, at han graver for det eller arbeider paa en anden Maade. Under Civilisationens kunstmæssige Vilkaar kommer næppe Noget til os af sig selv, men maa kjøbes for Penge. Mennesket finder, at han er paa et Sted, hvor det visselig ikke skeer "uden Penge og uden Betaling", naar han kjøber Noget. Penge og Betaling maa der være i hans Hænder paa hvert Torv og i hver Butik, eller han maa gaa bort, og derfor er han let tilbøielig til at slutte, at naar det gaaer saaledes til i denne af Synden fordærvede Verden, maa det Samme være Tilfælde i Christi Rige; og naar han da finder, at han ikke for Gjerninger kan kjøbe Guds Velbehag, anseer han det for sælsomt og er længe om at tro, at det kan være sandt. Han læser Ordene "uden Penge og uden Betaling" og tænker, at der maa være Noget skrevet mellem Linierne, der skal modificere Meningen; thi der maa ganske vist være Noget at gjøre eller at føle, for en Synder kan modtage Naadens Gaver. Fremdeles kommer Mennesket ihu Menneskenes almindelige Regel mod hverandre; thi hvad kan der i denne Verden faas for Intet uden det, som er Intet værd? Intet for Intet er det gængse System. Ingen Handelsmand tænker paa at handle uden at have Fordels deraf, og dersom en Mand blev tvungen til at sælge uden Betaling, vilde han nok gjøre store Øine og erklære, at saa vilde han snart blive Fallent. I Omgang med vore Medmennesker maa vi ganske naturlig vente - efter den gyldne Regel - at komme til at give den Vederlag for, hvad vi modtage. Rigtignok løfter den christelige Religion sande Troende op til en Stilling, i hvilken de ere villige til at give uden at haabe at faa igjen, men den almindelige Regel trindtomkring er, at du maa betale, hvad du faaer. Kan du klæde dig? Kan du varme dine Hænder om Vinteren? Kan du finde et Ly for dine Børn? Kan du faa en Seng at hvile dine trætte Lemmer paa - uden Penge? Og saaledes er "uden Penge og uden Betaling" noget helt Nyt, og Mennesket forbauses derover og kan ikke tro, det er sandt.

Der er fremdeles noget Andet, der hjælper Mennesket ind i denne Vanskelighed, nemlig hans naturlige Stolthed. Han holder ikke af at være fattig overfor Gud. Massen af Menneskene har i Almindelighed en eller anden udmærket Side, som i deres egen Mening ophøier dem over Andre. Du vil finde et stort Flertal af de høieste Klasser fuldkomment overbeviste om, at de ere den Fattige langt overlegne, at Arbeidsklasserne virkelig ere en lavere Slags Væsener i Sammenligning med den. Du vil finde en lignende Stolthed blandt de arbeidende Klasser, der bringer dem til at mene, at de ere Landets rette Marv og Ben, en haardnakket Uafhængighed kalder man det tidt, men naar det trænger ind i Religionen, er det slet og ret ond Opblæsthed. Stolthed er indvævet i Menneskets Natur. Den fortabte Søn blev en fortabt Søn paa Grund af sin Uafhængighedsfølelse, han forlangte sin egen Del af Godset at gjøre med, som han lystede. Efter at være bleven et fortabt Barn var hans Tid optaget med at øse ud - han forødte sine Penge i et udsvævende Liv; han holdt af at spille den sine Herre og øse ud. Selv da den fortabte Søn kom til sig selv, stak den gamle Forestilling om Betaling endnu i ham, og han ønskede at blive en Dagleier, for at han kunde betale med Arbeide, hvad han ikke kunde med Penge. Vi holde ikke af at frelses af Kjærlighed ogsaa ikke have et Hjørne at sidde og bryste os i. Vi ønske at samle Forraad til en lille Selv-Lykønskning. Du fornærmer en sædelig Mand, om du siger ham, at han maa frelses paa samme Maade som en Tyv og Morder, endog det er ikke mere end Sandheden. For en Kvinde af rene Sæder at blive fortalt, at den samme Naade, som frelste en Marie Magdalene, er nødvendig til hendes Frelse, deri er der Noget saa Ydmygende, at hendes Harme reiser sig; og dog er det Virkeligheden; thi i alle Tilfælde skeer Frelsen "uden Penge og uden Betaling".

Endnu Et: alle de Religiouer, der have været til i Verden som Menneskeværk, lære at Guds Gaver maa kjøbes eller fortjenes. Træk en Linie, og du skal finde, at paa den ene Side lærer Evangeliet fri Naade, medens den hele Række af falske Religioner, fra Hedenskabet nedefter gjennem Muhamedanismen til Papismen, alle kræve en Betaling sor Frelsen. Farisæerne mener, Ingen kan faa den, uden han bærer en bred Tankerem og faster to Gange om Ugen. Hedningen vil svingle og dingle med en Krog i sin Ryg eller rulle sig atter og atter Hundreder af Mil eller pine sit Legeme eller foretage store Ofringer paa Afgudens Alter. Muhamedaneren har sine Pilgrimsgange og en Skare af fortjenstfulde Bønner. Hvad Papisten angaaer, er hans Religion Fortjeneste og Betalen fra Begyndelse til Ende, ikke blot for Sjælen, mens den endnu er i Legemet, men selv naar den er skilt derfra; thi der betales en Taxt fremdeles for Messer for de Døde. Mennesket vilde gjerne kjøbslaa med Gud og gjøre Guds Naadetempel til en Auctionsplads, hvor Enhver byder saa højt, han kan, og forhverver Frelse, om han kan naa et vist Maal: men her staaer det rundhaandede Evangelium med alle den uendelige Naades Skatte oplukkede og alle Himlens Lader med Dørene tagne af deres Hængsler, og det raaber: "Hvo der vil, lad ham komme og tage Livets Vand uforskyldt;" det beder hverken om Penge eller Noget af Menneskets, men forherliger den algode Faders uendelige Naade deri, at han har Barmhjertighed, over hvem han vil have Barmhjertighed mod, og aabenbarer sin Naade mod den, der ei fortjener den.

Saaledes har jeg nu talt om denne Kjendsgjernings overraskende Natur, men jeg skulde endnu tilføie, at skjøndt jeg har saaledes vist Grunde for vor Overraskelse, burde Menneskene dog ikke være helt saa forbausede, som de ere, om de vilde tænke sig en Smule om; thi de bedste Velsignelser, vi eie, komme overhovedet uforskyldt til os. Hvad Betaling har du betalt for dit Liv? og dog er det saare kosteligt. Mange, mange Penge, ja, Alt hvad du eier, vilde du give for det. Hvad betaler du for den Luft, du aander? Hvad Betaling giver et Menneske for det velsignede Solskin? Det undrer mig, man ikke har en lystig Lov om at gjemme Solftraalerne, saa at Herrerne i Landet alene kunde glæde sig ved de muntre Straaler, mens den Fattige skulde være skyldig til Straf for Tyveri, hvis han tragtede efter Solskinnet! Nei, man kan ikke indespærre Solens Lys, Gud har givet det frit, og for den Fattige er det ligesaa frit som for Fyrsten. Liv og Luft tomme til os "uden Penge og uden Betaling". Og vore Evner med - hvem betaler for Øiets Syn. Øiet, som farer hen over Landskabet og beruses i Skjønhed, hvad Told betaler det? Øret, som horer Fuglenes Sang ved Daggry, hvad Betaling er givet for det? Sanferne ere os frit skjænkede af Gud, og ligesaa er det med Søvnen, der giver dem Hvile. I Nat, naar vi lægge vore Hoveder paa Puden, vil den fattige Mands Søvn være ligesaa fod som hans Savn, der hviler paa Edderdun. Søvn er et Himlens Gode, der ikke er tilfals, du kan ikke kjøbe dig en sund og rolig Blund, alle Minerne i Potosi kunne ikke kjøbe et Blund af den Art, Gud giver til Skibsdrengen paa det rullende Skib. Det er da klart, at nogle af de bedste Velsignelser, vi eie, komme til os ad den frie Gaves Vei, ja, og komme ogsaa til den Uværdige; thi Duggen vil glimre imorgen paa Græsset paa Gnierens Mark, og Regnen vil falde i rette Tid paa den Ondes voxende Korn, han som bespotter sin Gud. De Betingelser, som nære Hvede og Byg og andre Jordens Frugter, gives til Atheistens Avlsgaard saavelsom til den Gudfrygtiges Marker, de falde ens for den Onde og den Gode; thi "Herren er god mod Alle, og hans Miskundhed strækker sig til alle hans Gjerninger". Derfor burde vi overhovedet ikke blive saa overraskede ved, at hans Naadegaver ere frie.

II. For det Andet, kjære Venner! ønsker jeg at vise Eder Nødvendigheden af den Kjendsgjerning, der omtales i vor Text. Der var en Nødvendighed hvorfor Evangeliets Gaver maatte være "uden Penge og uden Betaling", en trefold Nødvendighed.

For det Første fra Giverens Beskaffenhed. Det er Gud, som giver. Oh, Mænd! vilde I have ham til at sælge sin Tilgivelse? Kongernes Konge - vilde I have ham til at falbyde Forladelse til Menneskenes Sønner for saa og saa Meget pr. Hoved? Vilde I have ham til at sælge sin Helligaand, og vilde I komme som Simon Magus og byde ham Penge for den? Vilde I have ham til at give Eder som Belønning for Fortjeneste Optagelse i sin Famlie, at I maa blive hans Sønner, og prale endogsaa i Himlens Sale af, at I ved Eders egne gode Gjerninger kravlede op til denne Værdighed. Tal ikke saa overvættes stolt! Den store Konge har anrettet en stor Nadver -, vilde I have ham til at kræve en Pris i Entree og sidde som en Opkræver ved Naadeportene og standse Enhver, der kommer, for at se, om han har bragt med en Værdi at betale for at træde indenfor? Nei, Nei! det ligner ikke vor Gud; han bærer sig ikke saaledes ad. Tænk efter om, da den fortabte Søn kom tilbage, hans Fader da holdt sin Søn i Kvarantæne for at se, om han havde et pænt Sundhedspas! Tænk dig ham sige: "Min Søn! har du medbragt en Gave til at forsone mig?" Parablen vilde blive ødelagt ved Hentydninger til noget Saadant. Dens Straaleglans ligger i Faderens frie Kjærlighed, der ikke begjærede Undersøgelser, men trykkede til sit Bryst det angrende Barn, som det var. Gud, den store Fader, skulde ikke staa saa lavt i Eders Tanker, som at han skulde tænke paa at forlange Betaling af Eder! I krænke ham, naar I mene, at I skulle gjøre Noget og føle Noget og bringe Noget i Eders Haand som Anbefaling til ham. Kunde I male Eder Jesus for Øine gaaende omkring i Palæstina og sælge sine Helbredelser, idet han sagde til den blinde Tigger: "Hvormeget har du levnet af Almisserne, af Barmhjertighedsgaverne at give mig for at faa dit Syn?" eller sigende til Martha og Maria: "Bring mig hid Alt, hvad I eie, saa skal jeg opvække Eders Broder Lasarus?" O, jeg afskyer at tale derom, det gjør mig syg at forestille mig noget aadant. Hvor utaalmodig maa da Herren ikke være over Eders Selvretfærdighed, over Eders Forsøg paa at handle og tuske med ham! O! det er ikke med Eders Kammerater I have at gjore; I have at bestille med Kongernes Konge, hvis rige Hjerte forsmaaer Eders Stikpenge. Frelsen maa gives uden Betaling, siden det er Gud, der giver den.

Dernæst maa den uddeles for Intet - paa Grund af Naadegavens Værdi, saaledes som En har sagt træffende. "det er uden Betaling, fordi det er uvurderligt". Du kunde ikke forestille dig en passende Betaling for Velsignelsen, derfor maa den blive tildelt uden Betaling. Jeg vil sætte, at jeg er sendt herhen af høiere Myndighed at sælge en Juvel af 20,000 Millioner Kroners Værdi. Jeg er forpligtet til at sælge Eder den nu, men jeg er vis paa, at I kunne ikke kjøbe den for nogen den værdig Betaling: Alt hvad I kunde byde, vilde udgjøre en saa ringe Del af dens Værdi, at jeg vilde hellere give den bort end nedsætte Juvelens Ry ved at tage en saadan Bagatel for den. Evangeliet er en saa kostelig Ting, at, om det skulde kjøbes, kunde hele Verden ikke betale det, og derfor maa det, om det overhovedet skal kjøbes, nødvendigvis være "uden Betaling". Det kostede den Herre Jesus hans Blod; hvad har du nu at byde? Indbilder du dig, at du kan kjøbe det med saa usle Gjerninger? Gud selv maatte blive et Menneske og bløde og dø for at bringe Syndere evigt Liv, og tænker du, at dine Taarer og Knæfald og Pengegaver og Hjertets Rørelser kunne kjøbe dette Gode, der ikke kan kjøbes. O, tro mig! fordi det er saa rigt, maa det gives bort, om vi skulle faa det i Eie.

Og der reiser sig en anden Grund nemlig fra Menneskets overvættes store Fattigdom. Naadevelsignelserne maa gives "uden Penge og uden Betaling"; thi vi have ingen Penge eller Betaling at bringe. Jeg talte forleden Aften til søgende Sjæle og fremsatte denne Sag paa en meget ligefrem Maade, og det vil ieg igjen. Jeg sagde, jeg vil antage, der er en frygtelig Hungersnød iblandt Eder, som der er i Indien, og at alle Eders Penge ere forbrugte, og at I Alle tilsammen have ikke saa Meget som en Hvid iblandt Eder. Nu sendes jeg med Brød, og jeg ønsker at sælge Eder det og begynder med at sige: "Nu da der hersker Hungersnød, kunne vi naturligvis gjore os Fordel af Eder, I maa derfor vente, at Betalingen stiger; men vi ville være meget moderate; vi ville lade Eder faa et 8 IZ Brød for 1 Krone." I sige: "Vi finde ikke Feil ved Prisen; men vi have ikke en Øre at betale med. Ak, Herre! vi kunne ikke kjøbe af dig." Godt, godt! saa ville vi nedsætte Prisen ned; I skulle have det for den gængse Pris for HusholdningsBrød. Kom! I kunne ikke høre Noget mere rimeligt end det; ville I saa have det? "Det er intet urimeligt Forlangende," sige I, "Prisen er meget god, men endnu er det til ingen Gavn for os. Vi vilde med Glæde kjøbe; men vi eie ikke en Døit iblandt os; hvad kunne vi vel gjøre?" Kom da, saa ville vi nedsætte Prisen en hel Del; vi ville lade Eder faa det bedste Brød for 2 Øre for 8 IZ. Have I nogensinde hørt Brød til saa lav en Penge? Nu kunne I sandelig fylde Eders Børns Munde hver Dag til saadan en Pris. "Ak!" raabe I, "det er os til ingen Nytte; vi kunne end ikke finde 2 Øre." Godt! saa ville vi sætte Betalingen ned til 1/2 Øre for et Brød, og hvem har nogentid for hørt om Brød til den Pris? Men dog, med Taarer i Eders Øine, raabe I til mig: "O, vi kunne ikke bedre faa det for 1/2 Øre, end vi kunne kjøbe det for 1 Krone, thi vi have ikke en eneste Hvid tilovers." Kom da, jeg maa stige helt ned til Eder, I skulle have det for slet Intet. Tag det, siger jeg, for Ingenting, og jeg vil endda give Eder et Stykke oven i Kjøbet; jeg vil give Eder Noget over Vægten Jeg seer, I undre paa, hvad jeg mener dermed. Lyt til disse Ord: "Tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du blive salig og dit Hus"; det er det Stykke over og mere, end du bad om og nogensinde tænkte. Er det ikke en god Slutning, at Gud maa give evigt Liv for Intet, fordi du har Intet at byde som Betaling. Skal du have evigt Liv, passe ingen Udtryk sig for dine Omstændigheder uden Naadens. Tænker paa, kjære Venner! da den døende Røver hang ved Christi Side; sæt da, at den Herre Jesus Christus havde fastsat som Regel, at et Menneske skulde leve et helligt Liv en Uge og saa arve Velsignelsen. Hvorledes! da havde Røveren maattet dø uden Velsignelsen! Et Evangelium med Alt for Intet passede sig - for den døende Røver. "Jeg tilstaaer det", siger En. Ak min Vent da kan du sikkert ikke være i en vække Stilling. For nogle Aar siden fik jeg en meget stor Compliment sagt af en Herre, der havde til Hensigt at saare mig dermed. Han gjorde sig lystig over min Prædiken og bemærkede, at den vilde aabenbart bedst passe for den laveste Klasse Negere. Jeg modtog det som en ærefuld Tilstaaelses; thi den, der kan naa og velsigne den sorte Mand, vil ikke prædike forgjæves for hvide Folk. Jeg har hørt fortælle om en Prædikant, om hvem de, der vilde rive ham ned, sagde, at han vilde gjøre rigtig godt ved at prædike for gamle Kjærlinger. Aa! saa vil han gjøre det for Andre med. Jeg antager, han vilde egne sig for gamle Kvinder, fordi ere paa Gravens Rand, og at det er der, hvor vi Alle ere; thi vi ere; Alle meget nærmere ved Graven, end vi tænke. Fri Frelse egner sig for den Usleste af de Usle, og den egner sig ligesaa godt for den mest Dydige. Gives Alt for Intet, kan Ingen være saa fattig, at han lukkes ude fra Haabet; faaes Frelsen "uden Penge og uden Betaling", behøver ingen Sjæl at være den foruden. Sikkert er PriseN bragt lavt nok ned. Vanskeligheden er, at Betalingen er for lav for den menneskelige Stolthed. Syndere ville ikke stige derned til. Medens enhver anden Sæ1ger ellers finder, at han kan ikke faa sine Kjøbere op til sin Pris, er det min Vanskelighed, at jeg ikke kan faa mine Kjøbere ned til min; de ville bestandig prange og tinge om at gjøre Noget, være Noget eller love Noget, hvorimod her ere de Vilkaar og de eneste Vilkaar, paa hvilke evangelisk Naade kan faaes: "Uden Penge og uden Betaling". Du skal have den frit, men Gud vil Intet vide as din Gaan paa Akkord med ham. Tag Naaden, tag imod den, just som du er, du er velkommen til den; men om du tøver, indtil du bliver bedre, vil netop din bedre Tilstand gjøre dig vaerre; om du venter indtil du bliver skikket, vil netop din Skikkethed blive din Uskikkethed, din Sult er din Skikkethed for Føde, din Nøgenhed er din Skikkethed for at blive klædt, din Fattigdom er din Anbefaling til Godgjørenheden. Din Synd, din Elendighed, dit Hiærtes Haardhed og Halsstarrighed gjør dig kun til en skikket Gjenstand sor den forunderlige Naade og for den forbausende Forvandling, som guddommelig Magt kan virke i Mennesker. - Det er absolut nødvendigt, at Naade-Velsignelserne ere "uden Penge og uden Betaling", og Gud være priset, at de ere saa.

III. Mit tredie Punkt er dette: den heldbringende Indflydelse af denne Kjendsgjerning. Er det "uden Penge og uden Betaling", hvad da? Jo, for det Første sætter det os istand til at prædike Evangeliet for enhver Skabning. Jesus Christus sagde: "Gaaer nd i al Verden og prædiker Evangeliet for alle Skabninger. Hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig, men hvo som ikke troer, skal blive fordømt." Dersom vi skulle se efter en eller anden Betaling i Skabningens Haand eller en eller anden Dygtighed i Skabningens Sjæl eller en eller anden Fortrinlighed i Skabningens Liv, kunde vi ikke prædike Naaden for alle Skabninger; vi maatte da prædike den for vel forberedte Skabninger, og da vilde denne Forberedelse være Pengene og Betalingen. Jeg er bedrøvet over, at nogle af mine Brødre nære den Forestilling, at Evangeliet kun skal prædikes for visse Slags Mennesker. De tør ikke prædike Evangeliet for Alle og Enhver; de forsøge at prædike det for de Udvalgte. Sandeligt havde Herren ment, at de skulde foretage Adskillelsem, vilde han have sat et Mærke paa sine Udvalgte. Saa sandt som jeg ikke kjender de Udvalgte og ikke har Befaling at indskrænke min Prædiken til dem, men er budet at prædike Evangeliet for hver hans Skabning, er jeg taknemmelig for, at Evangeliet er fremsat paa en saadan Maade, at ingen Skabning kan være for fattig, for slet, for elendig til at annamme det; thi det er "uden Penge og uden Betaling". Det dukker ned paa selve Bunden. I Sandhed det omfatter den mest Fornedrede, Nedværdigede og Foragtede af vor Slægt, hvosomhelst han end er. Hvis jeg, før jeg prædiker Evangeliet, først har at se efter et vist Maal Skikkelighed hos et Menneske, da kan jeg ikke prædike Evangeliet for Nogen uden Saadanne, hvem jeg troer, eie den Skikkethed; men om Evangeliet skal prædikes frit uden Betingelser eller Spørgsmaal om Forberedelser eller noget forud Nødvendigt, om dette er Evangeliet, at "Hver den, der troer paa Jesus, dømmes ikke", da kan jeg gaa til de mest fornedrede Buskmænd eller vilde Ashanti'er eller utæmmede Modok'er og fortælle dem de gode Nyheder; vi kunne tale om Barmhjertighed til Skjøger og Røvere og bære det glade Budskab ind i de værste Huler. Vi kunne trænge ind i Lastens Smuge og Krat, bestandigt med den samme Bøn fra Himlen: "Den Ugudelige forlade sin Vei og den Uretfærdige sine Tanker og omvende sig til Herren, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade." Det at Guds Barmhjertighed er "uden Penge og uden Betaling", sætter os istand til at prædike til hver Mand og Kvinde og Barn, født af en Kvinde.

Læg nu for det Andet Mærke til, at det har den heldbringende Virkning: at al Stolthed lukkes ude. Er det "uden Penge og Betaling", saa have I rige Folk ikke det allerringeste Fortrin fremfor den Fattigste af Fattige i denne Sag. Eders Stade kan være yderst respektabelt, men Gud tager ikke Hensyn til Personer. I kunne være regnede blandt Folk af Rang og Stand i Samfundet, men i Guds Øjne er den ene Rang ligesaa slet som den anden, og alle Menneskers Stand forgaaer. Guds Naade kommer til Dronningen paa Thronen og Tiggeren paa Gaden med det samme Budskab, "uden Penge og uden Betaling", saa at den Stolthed, der kommer af Rigdom, tilintetgjøres ganske ved Evangeliet. Og saaledes er det ogsaa med Fortjenestens Stolthed. Du har været saa god og barmhjertig, og du er saa udmærket og saa religiøs og saa Alting, som du burde være, og du drømmer om, at der vist er en privat Indgang, en reserveret Dør for Personer med dine Egenskaber; men nej! min Herre! Porten er saa snæver, at du maa gnide Skuldre med Røvere og Drukkenbolte og Mordere, om du nogensinde skal indgaa til det evige Liv. Der er kun en Vei og det er Naadeveien. "Hvor er altsaa vor Roes? den er udelukket. Formedelst Gjerningernes Lov? Nei, men formedelst Naadeus Lov." Saadanne, som frelses, synge aldrig "vel gjort" til sig selv, men naar de komme i Himlen, forherlige de Naaden alene,

Der Værkets Krone er
I Evigheden lang;
Vel har den Slutningssten fortjent
I Himlen Jubelsang

Hvilket Slag i Ansigtet det er for den menneskelige Ærgjerrighed, og hvor meget den dog trænger dertil! thi den er uforskammet i yderste Grad. "Ganske sikkert skjælner du dog mellem den fortræffelige, dydige Mand og Saadanne, der aabenbart ere Forbrydere." Ja, jeg giør en stor Forskjel, naar Talen er om vort Forhold til hinanden indbyrdes, men nu tale vi om Naaden, og efter Sagens Natur gjælde disse Forskjelle ikke, hvor Barmhjertighed og ikke Fortjeneste er Regelen. Der er kun den ene Regel for alle Mennesker: "Hvo som troer paa ham, dømmes ikke, men hvo, som ikke troer, er allerede domt, fordi han har ikke troet paa Guds Søn." En anden Virkning fremdeles af den Kjendsgeruing, der omtales i vor Text, er, at den forbyder at fortvivle. Fortvivlelse - hvor er du henne? Jeg har en titunget Svøbe at pidske dig bort med! "Uden Penge og uden Betaling": Hvo kan da fortvivle? Du føler i din Lomme, men finder Intet der: Du behøver Intet, Frelsen er "uden Penge". Du har ransaget dit Hjærte og finder Intet der! Du behøver Intet, for du kommer til Jesus; thi hans Naade er "uden Betaling". Du har set tilbage paa din svundne Livshistorie, det er Altsammen mørkt og tomt. Det er Sandhed, men Jesus Christus er kommen til Verden sor at søge og frelse det, som var fortabt. Men du kan ikke finde et eneste forløsende Træk i din Karakter. O, men Gud har fundet en Forløser, mægtig til at frelse, og om du hviler i ham, vil han frelse dig fra dine Synder. Hvo du end er, naar evigt Liv faaes for Intet, er du ikke for arm til at faa det. Det er umuligt, at du kan være falden for lavt for Evangeliet; thi Jesus Christus er istand til at frelse ganske og aldeles dem, der komme til Gud ved ham.

Jeg selv var en lang Tid forvirret ved den Tanke, at jeg maatte have et eller andet overordenligt Snu eller mærkværdig Aabenbaring eller særegen Erfaring og have Noget at fortælle, saadant som jeg havde hørt Godtfolk fortælle om; men da de glade Tidender vare tydeliggjorte sor mig ved den Helligaand, var jeg, som om jeg havde annammet en ny Aabenbarelse. "Seer til mig og vorder frelste, alle Jordens Ender" lød som en ny Sang i mine Øren. Mit Hjerte sprang af Glæde over dette Syn. Christus blev naglet til Korset, og jeg skulde se paa ham og være frelst. Ret som Kobberslangen blev opløftet paa Slangen og Hver, der saa, blev helbredet fra Slangebiddene, saaledes var der for mig evigt Liv og Salighed i at se paa Jesus paa Træet. Hvorfor forstod jeg ikke det før? Ja, hvorfor? Hvorfor forstaa Nogle af Eder det ikke? Jeg beder Gud den Helligaand lade Eder se det idag; thi det er den store Sandhed, der vil frelse Eders Sjæle. Altfor Intet og Christus selv at eie for Bønnen derom. Visselig maa denne Sandhed kunne trøste den mest Forsagte.

Dernæst indgyde vor Texts Ord Taknemmelighed, og denne Taknemmelighed bliver Grundvolden for Hellighed. Se engang her! Dette Menneske er frelst for Intet, hans Synd tilgivet overensstemmeude med Guds frie Naadesbevisning. Hvad tænker du, han siger? "O, min Gud, min Gud! hvor har jeg ikke beløiet dig! hvor har jeg dog vanæret dig! Hvad dig angaaer, har du været overvættes barmhjertig mod mig. Du har udslettet mine Synder, du har gjort mig til dit Barn, du har givet mig din Søn til Forløser. Min Gud! o, jeg elsker dig! Hvad kan jeg gjøre for at vise, at mit Hjerte hører ganske dig til?"

"O, lad mig vandre i dit Bud
Til Glæde for min Aand
Og aldrig synde mod min Gud
Med Hoved, Hjerte, Haand!"

Verden siger, at et frit Evangelium vil faa Menneskene til at agte Synden ringe. O, det er Syndens Død, det er Dydens Liv, det er den bevægende Kraft til Hellighed, og naar det trænger ind i Sjælen, avler det Nidkjærhed for Herren.

"Tal om Moral! den bedste Sædelære
Er Kjærlighed til dig, Guds Lam! der for mig døde".

Den bedste Sædelighed udspringer af Taknemmelighed for Tilgivelse og Naade og levende Haab, modtaget som Gaver fra Himlen.

Bemærk saa atter, at Modtagelsen af Frelsen "uden Penge og uden Betaling" frembringer i Sjælen de ædle Dyder. Hvad mener jeg hermed? At det Menneske, der er blevet frelst for Intet, for det Første med Hensyn til sine Medmennesker føler, at han maa omgaaes dem kjærligt. Har Gud tilgivet mig? da kan jeg villigt tilgive dem, der have forset sig mod mig. Det er den første Tilskyndelse, der reiser sig i en Sjæl, som modtager Tilgivelse fra Gud at jage alt Fjendstab mod sine Medmennesker bort. Jeg tilgiver villigt de faa Penninge, som min Medsynder skylder mig, naar jeg kommer ihu de tusinde Talenter, der bleve eftergivne mig ved min Guds uendelige Barmhjertighed. Den, der ikke tilgiver, er aldrig selv bleven tilgivet; uforskyldt, tilgiver strax Andre. Ja, han gaaer end videre, han siger: "Min Gud har nu været saa god mod mig, og jeg vil derfor være god mod Andre, og som Gud er god mod den Utaknemmelige og Onde, saaledes vil jeg ogsaa være det." Finder han, at han har givet sine Almisser tit en uværdig Person, skrumper han ikke derfor sammen indvendig og siger: "Jeg skal ikke give mere". "Hvorledes!" siger han, "giver Gud ikke Liv og Lys til Mennesker, der bestandigt foragte ham? da vil jeg velsigne Menneskenes Børn, selv om de foragte mig til Gjengjæld." Dette avler i ham en Velvilligheds Aand; han længes efter at se Andre frelste, og derfor ofrer han sig selv for at bringe dem til Jesus Christus. Dersom han havde kjøbt sin egen Frelse, tør jeg sikkert sige, han vilde være stolt deraf og ønske at bevare den for sig selv; lig en lille Aristokrat vilde han ikke ønske, at En og Hver af Demokratiet skulde trænge ind i hans Privilegier; men siden Evangeliet kom uforskyldt til ham, hører han Mesteren sige: "I have annammet for Intet, giver for Intet!" og han gaaer bort at uddele det Livsens Brød, som Jesus saa gavmildt lagde i hans Haand.

For det Andet - hvad Gud angaaer - skabe de frie Naadegaver, idet de arbeide ved Helligaandens Magt og Virksomhed, ædle Dyder i os ligeoverfor Gnd. Nu kunne vi sige: "Elsket af min Gud, jeg brænder titter Af Kjærlighed saa inderlig til ham." Naar vi erfare, at Jesus har frelst os, fole vi, at vi kunne lægge vort Liv ned for ham. Selvfornægtelse udspringer heraf, ja Selvets Død er Følgen af eir rig Erfaring af fri og uindskrænket Naade. Elskede Herren mig, da der var Intet i mig at elske?. Elskede han mig med frivillig Kjærlighed, for Verdens Grundvold blev lagt? Gav han hen i Døden sin Søn for mig, en skyldig Synder, tabt og fortabt ved Faldet? Da vil jeg give Alt, hvad jeg eier, til Gud og føler at -

"Selv om Pligten ei det bød,
Det trak dog Intet fra
Min Kjærlighed til Gud, som vil
Jeg Alt skal give hen."

Det er det naturlige Skud af den store Lærdom: "uden Penge og uden Betaling".

Og saa til Slutning, Elskede! kan jeg ikke tænke Noget, der vil foraarsage ivrigere Tilbedere i Himlen end dette. Det var aabenbart dette, Gud tilsigtede, da han søgte sin Forherligelse ad Forløsningens Vei. Der var Aander i Himlen, som kunde tilbede ham, Engle, som kunde dyrke ham og forblive trofaste mod ham; men han ønskede at skabe Væsener, der skulde være ham nærmere end Engle, skjøndt ogsaa i en vis Forstand endnu længere borte. En Engel er ren Aand, Mennesket er for en Del Legemlighed. Gud besluttede, at en Skabning, der var baade Aand og Stof skulde løftes op over Engle, skulde komme ham nærmere, end rene Aander nogentid kom, skulde i Sandhed blive i Slægt med ham gjennem hans Søn. Saaledes blev hans Søn et Menneske, at, naar Gud er Alt i Alle, Mennesket skulde staa Gud nærmest, skabt til at have Herredømme over alle hans Hænders Gjerninger, med alle Ting lagte under hans Fødder. Læg nu Mærke til, at medmindre der var sket en eller anden Anvendelse af Almagten, der havde borttaget fra Mennesket hans høie Attribut som frit handlende Væsen, kjende vi ingen anden Maade, paa hvilken Gud kunde sikre den evige Lydighed, ærbødige Kjærlighed og bestandige Ydmyghed hos saadanne Skabninger, som vi have talt om, end ved en følelig Erfaring af Forløsningen, saa at de for bestandigt skulde erkjende, at Alt, hvad de eiede, var uforskyldt Gave af Guds uindskrænkede Naade. Naar de da se paa Kronen og lade Palmen vaie, komme de ihu, at de ere blevne udfriede fra den frygtelige Afgrund og den skidne Sump. Naar de stirre paa deres blændende hvide Klæder og staa for Guds Throne som Verdens Herrer og Fyrster af himmelsk Kongeblod, vil ingen Stolthed nogensinde flygtigt berøre deres fuldkomne Sjæle, fordi Erindringen om den forløsende Naade og døende Kjærlighed og Velsignelser givne uden Penge og uden Betaling ville bevare dem ydmyge for Herren. O, om de havde givet Noget, om de havde gjort Noget, om de havde fortjent Noget vilde det have fordærvet det Hele og efterladt en Aabning, hvorigjennem Fristelsen til Selvforherligelse kunde trænge ind. Ethvert Guds Barn vil i Evighed erkjende, at han er frelst af Naade, Naade, Naade, fra først til sidst, fra Begyndelse til Ende; og saaledes ville evindeligt alle de Forløste prise Herren foruden anden Tvang end den, de finde i deres eget Bryst, prise ham i Udtryk sum disse: "Værdig er du, o Guds Lam! Thi du blev slagtet og har forløst os til Gud ved dit Blod og har gjort os til Konger og Præster for Gud."

Herren lede Eder Alle til at annamme hans guddommelige Frelse "uden Penge og uden Betaling".

Amen! Amen!