Mark Prædikener

Tærskning

Esaias 28, 27-28: "Thi Dild tærskes ikke med Tærskevogn' 'og Vognhjul gaae ikke hen over Kommen; men Dild afslaaes med Stav, og Kommen med Kjæp. Brødkorn stødes smagt, thi man tærsker det ikke evindelig; og driver man sine Vognhjul og sine Heste derover, knuser man det ikke.«

Gud har underviist Mennesket i den Kunst at dyrke Jorden. Mennesket vilde være omkommet af Hungersnød, inden han selv opfandt denne Kunst; derfor lærte Herren ham Begyndelsesgrundene i Agerbruget, dengang han udjog ham af Edens Have; saaledes som Profeten beretter os det: »thi Gud underviser ham om den rette Maade, hans Gud lærer ham den.« (Es 28.26) Gud har lært Mennesket at pløie, at sønderbryde Jordklumperne, at saae de forskjellige Kornsorter, og udtærske de forskjellige Sædarter.

Den østerlandske Landmand forstod sig ikke paa at tærske med Maskine, saaledes som vi gjøre; dog lagde han baade Opfindsomhed og Betænksomhed for Dagen i sin Fremgangsmaade. Undertiden blev et eller andet tungt Redskab ført hen over Kornet for at tvinge Kjærnen ud. Det er det, der menes i den første Sætning i vor Text med »Tærskevognen,« saavelsom i den Sætning: (Es 41.15) »see jeg gjør Dig til en skarp ny Tærskevogn med mange Tænder.« Hvor Tærskevognen ikke anvendes, rullede de ofte et tungt Hjul af en Arbeidsvogn hen over Straaene. Hertil hentydes der i den følgende Sætning: »og Vognhjul gaae ikke hen over Kommen.« De havde ogsaa Pleiler ikke ulige dem, vi bruge, og til mindre Sædarter, som Dild og Kommen, brugte de simpelthen en Stav eller Kjæp. »Dild afslaaes med Stav, og Kommen med Kjæp.«

Her er hverken Tid eller Sted til at give en grundig Fremstilling af Tærskning. Vi finde al ønskelig Oplysning herom i Bøger, der omhandle denne Gjenstand; men Meningen med dette Billede er, at ligesom Gud har lært Agerdyrkerne at skjelne de forskjellige Sædarter fra hinanden, idet de tærske dem, paa samme Maade skjelner han ogsaa i sin uendelige Viisdom imellem de forskjellige Slags Mennesker. Han forsøger os ikke alle ligemeget, 'eftersom han seer, hvor forskjellig vor Sindsbeskaffenhed er. Han lader os ikke alle gjennemgaae den samme Syndsbevidsthedens Dødskamp og Kvaler, vi blive ikke alle gjennemtærskede med de samme Rædsler. Han lader os ikke alle udstage de samme Familiesorger eller legemlige Sorger; En slipper med kun at blive slaget med en Kjæp, medens Andre have en Følelse, som om de bleve nedtrampede af Hestehove under deres tunge Trængsler.

Gjenstanden for vor Betragtning er for det første Tærskning: alle Sædarter trænge til at tærskes, alle-slags Mennesker trænge dertil. For det andet: der skal tærskes med Skjønsomhed; og for det tredie: Tærskningen vil ikke vare evig; thi det andet Vers af vor Text siger: »Brødkorn stødes smagt; thi man tærsker det ikke evindelig, og driver man sine Vognhjul og Heste derover, knuser man det ikke.«

I. Altsaa for det første trænge vi Alle til at tærskes. Nogle have den taabelige Forestilling om sig selv, at de ingen Synd have; men disse bedrage sig selv, og der er ingen Sandhed i dem. Selv de bedste Mennesker ere i det høieste dog kun Mennesker; og eftersom de ere Mennesker, ere de ikke fuldkomne, men behæftede med Skrøbelighed. Hvad er Hensigten med at tærske Sæden? Er det ikke at skille den fra Straa og Avner? Selv hos de bedste Mennesker findes der altid et vist Maal af Avner. Det er ikke Sæd alt-sammen, hvad der ligger paa Logulvet. Selv de gyldne Neg, som med saa megen Glæde ere bragte i Huus, indeholde ikke lutter Sæd. Hveden hænger fast ved Straaet, som for en Tid var nødvendigt for den. Hvedekjærnen er indhyllet i en Skal, som hænger fast ved den, selv naar den ligger paa Tærskeloen. Og hos de gudfrygtige Mennesker er der noget overflødigt, noget, som maa borttages, Vi synde enten ved Efterladenhed eller ved Overtrædelse. Enten i Sindelag, eller i Bevæggrund, eller i Mangel paa Nidkjærhed, eller i Mangel paa Skjønsomhed ligger vor Skrøbelighed. Undslippe vi een Vildfarelse, begaae vi gjerne den modsatte. Om vi end ere retfærdige, forinden vi udføre en Handling, fare vi gjerne vild enten i Maaden, hvorpaa vi udøve den, eller ogsaa blive vi hovmodige efter at have udført den. Om Synden end kastes ud af Hoveddøren, prøver den paa at trænge ind igjen ad Bagdøren, eller den kryber ind ad Vinduet eller ned igjennem Skorstenen. De, som ikke kunne see Synden hos sig selv, de ere ofte blændede af den Røg, den fremkalder. De ere saa gjennemvaade, at de slet ikke mærke, at det regner. Saavidt mine iagttagelser gaae, har jeg ikke fundet et eneste Menneske, som de gamle Theologer vilde have kaldt ubetinget fuldkommen; det fuldkomne Menneske er et Væsen, som jeg haaber at faae at see i Himlen, men ikke i denne arme, faldne Verden. Vi trænge alle til en saadan Afvaskning og Udrensning, som Logulvet har til Hensigt at bevirke hos os.

Nuvel, Tærskning er gavnlig, idet den afbryder Forbindelsen imellem den gode Sæd og Skallen. Det forstaar sig, dersom Kornet let vilde slippe ud af Skallen, behøvede det kun at afrystes. Der vilde da ingen Brug være hverken for nogen Stav eller Kjæp, langt mindre for Hestefødder eller Vognhjul til at udskille det. Men det er Sagen: vor Sjæl ligger ikke blot i Støvet, men det »hænger derved« (Psalm 119.25). Der finder en farlig Forbindelse Sted imellem den faldne menneskelige Natur og det Onde, som er i Verden ; og den Forbindelse er det ikke let at bryde. I vore Hjerter hade vi enhver syndig Vei, og dog maae vi med Sorg bekjende: »idet jeg vil gjøre det Gode, da hænger det Onde ved mig.« (Rom 7.21) Undertiden, naar vor Sjæl raaber allerstærkest efter Gud, da er en hellig Tilskyndelse tilstede hos os, men hvorledes vi skulle udrette det, som er godt, det formaae vi ikke at udfinde. Kjød og Blod have Tilbøieligheder og Svagheder, som - om de end ikke i og for sig ere syndefulde dog gaae i den Retning. Attraaen behøver kun en ringe Tilskyndelse for at spire frem og blive til Lyst. Det er ikke let for os at glemme vor egen Slægt og vor Faders Huus, selv om Kongen høflig faar Lyst til vor Skjønhed- (smlgn Psalm 45.12). Vor Natur, der ligesom er i Udlændighed, mindes Ægypten og dets Kjødgryder, selv om Mannaen er i vor Mund. Vi bleve alle fødte i det Ondes Huus, og nogle af os ere opfostrede paa Uretfærdigheds Skjød, saa at vore første Forbindelser vare med Verdens Børn. Det, som ligger i vor syndige Natur, er vanskeligt at faae Bugt med.

Tærskningen anvendes netop for at bringe os til at give slip paa de jordiske Ting og tvinge os bort fra det Onde. Hertil behøves en guddommelig Haand, og Intet uden Guds Naade kan gjøre Tærskningen eftertrykkelig. Noget har Tærskningen bevirket, naar Sjælen ikke mere føler sig lænkebunden af sin Synd, og Synden ikke længer skjænker nogen Glæde eller Tilfredsstillelse. Dog, eftersom Tærskningen aldrig er tilendebragt, forinden Sæden er skilt fra det Hylster, som omslutter den, saaledes har Revselse og Straf heller ikke naaet sin Hensigt, saalænge Guds Folk ikke opgiver det Onde i enhver Skikkelse og afskyer al Uretfærdighed. Frigjøre vi os selv fra Straaet og have intet videre at gjøre med Synden, da hører Pleilen op at virke. En ikke ringe Tærskning har været nødvendig for at bringe Nogle af os nogenlunde nær til dette Maal, og jeg er bange for, at der maa mange flere tunge Slag til, forinden vi naae den fuldkomne Adskillelse derfra. Fra en vis Slags Synder lykkes det os ved Guds Bistand let at skille os allerede paa et tidligt Stadium i vort aandelige Liv; men naar disse ere bortjagne, kommer der en anden Række af Synder tilsyne , og Arbeidet maa begyndes forfra. Den fuldkomne Fjernelse af vor Forbindelse med Synden er et Arbeide, der kræver guddommelig Kundskab og den Helligaands Kraft, og kun ved den alene vil det kunne fuldføres.

Tærskning gjøres nødig, for at vi kunne blive brugbare ; Hveden maa ud af sit Hylster, før den kan blive tjenlig. Vi kunne kun ære Gud og velsigne Menneskene, naar vi ere gudfrygtige, ufordærvede, ubesmittede, og uden Forbindelse med Syndere. O Du Sæd fra Herrens Logulv! Du maa tærskes og knuses, eller ogsaa maa Du gaae tilgrunde som en værdiløs Dynge! Usædvanlig Brugbarhed nødvendiggjør som oftest en usædvanlig Modgang.

Dersom vi ikke saaledes blive adskilte fra Synden, kunne vi ikke opbevares paa Sædloftet. Guds rene Hvede maa ikke besmittes ved at sammenblandes med Avner. Intet besmittende maa paa nogen Maade indlades i Himlen, derfor maa alslags Ufuldkommenhed paa en eller anden Maade udskilles fra os, forinden vi kunne indtræde i den evige Saligheds og Fuldkommenheds Tilstand. Ja selv her kunne vi ikke have et sandt Fællesskab med Faderen, uden vi daglig aflade fra nogen Synd.

Kan hænde, at Nogle af os for Tiden ligge paa Logulvet og lide under Tugtelsens tunge Slag. Ja, hvad saa? Nu, lad os glæde os derved, som et Tegn paa vort Værd i Guds Øine. Dersom Hveden kunde raabe og sige: »det store Vognhjul er gaaet hen over mig, Huusbonden bryder sig ikke om mig,« da vilde vi øieblikkelig svare: Huusbonden lader ikke Vognhjul gaae hen over Græs og Nælder; kun over den kostelige Hvede lader han sit Vognhjul kjøre og Oxernes Hove trampe. Netop fordi Hveden har Værd for ham, gaar han strængt tilværks dermed og skaaner den ikke. Tro ikke, troende Menneske! at Gud hader Dig, fordi han tugter Dig; men forstaa det rigtig og see, at han ærer Dig ved hvert et Slag, han tilføier Dig. Herren siger saaledes: »kun Eder har jeg kjendt af alle Folkeslag paa jorden, derfor vil jeg hjemsøge Eder for alle Eders Misgjerninger.« Amos 3.2) Eftersom et fuldkomment Sonoffer er bleven bragt ved den Herre Jesus for Folkets Synder, saa vil han ikke straffe os som en Dommer; men da vi ere hans kjære Børn, vil han tugte os som en Fader. I Kjærlighed revser han sine kjære Børn, at han maa fuldkommengjøre dem i sit Billede og deelagtiggjøre dem i sin Hellighed. Staar der ikke skrevet: »jeg vil bringe dem under min Pagts Lænker?« (smlgn Ezech 20.37) Har han ikke sagt: »jeg har luttret Dig, men ikke med Sølv, jeg har prøvet Dig i Elendigheds Ovn?« (Es 48.10 dansk bibsl: som sølv) Dømmer derfor ikke efter Øiesyn eller efter Kjødets Fornemmelse, men dømmer i Troen, og forstaar, at ligesom Tærskningen er et Vidnesbyrd om Hvedens Værd, saaledes er ogsaa Tugtelsen et Tegn paa Guds Velbehag i sit Folk !

Husk imidlertid ogsaa, at ligesom Tærskningen er et Tegn paa Hvedens Ureenhed, saaledes peger Tugtelsen ogsaa hen paa den Kristnes nærværende Ufuldkommenhed. Saafremt I ikke mere vare knyttede til Synden, vilde I heller ikke mere revses ved Trængsel. Lyden af Pleilen høres aldrig i Himlen, thi den er ikke et Logulv for de Ufuldkomne, men er de fuldkomen Helliggjortes Lade. Tærskevognen er derfor et ydmygende Kjendetegn ; og saalænge som vi føle den, skulle vi ydmyge os selv under Guds Haand, thi det er klart, at vi endnu ikke ere fri for vor faldne Naturs Straa og Avner.

Paa den anden Side er Tærskevognen en Forjættelse om fremtidig Fuldkommenhed. Vi underkastes en Tugtelse af Guds Haand, som vil gjøre sin Virkning; ved hans Omsorg og Viisdom skulle vi renses fra Syndens Skaller. Vi føle vel Stavens Slag, men vi blive eftertrykkelig skilte fra det Onde, der i saa lang Tid har omsluttet os, og vi skulle tilvisse engang blive rene og fuldkomne. Enhver Tilbøielighed til Synd skal tærskes ud. »Daarlighed er knyttet til den Unges Hjerte; men Tugtens Riis skal drive den langt fra ham,« (Ordspr. 22, 15.) Dersom vi, der ere onde, dog kunne have Held med vore Børn, ved vor usle ufuldkomne Tugtelse, hvor meget mere skal Aandernes Fader bringe os til at leve i ham ved sin hellige Revselse? Dersom Kornet vidste, hvor nødvendig Brugen af Pleilen er, da vilde det opmuntre Tærskeren i hans Gjerning; og da vi kjende Meningen med alle vore Trængsler, lad os da prise dem og med Frimodighed give os hen under dem. Vi have Tærskning behov, Tærskningen er et Beviis for vort Værd i Guds Øine, og er den end et Beviis paa vor Ufuldkommenhed, saa borger den dog for vor endelige Renselse.

II. For det andet vilde jeg gjøre den Bemærkning, at Guds Tærskning foretages med stor Skjønsomhed: «thi Dild tærskes ikke med Tærskevogn.« Den lille stakkels Dild, denne lille Sædart, der kun bruges til at kryddre Kager med, den skal ikke knuses med et tungt Hjul, thi under en saa stræng Behandling vilde den sønderslaaes og ødelægges. »Og Vognhjul gase ikke hen over Kommen;« denne lille Sædart vilde knuses aldeles under saa stor en Vægt; det vilde være taabeligt at give den en saa haard Behandling. Dild slaaes let af Stænglen ved »at slaaes med en Stav ,« og Kommen behøver kun et Slag af, en Kjæp. For svage Sædarter bruger Landmanden milde Midler, de haardere Kornsorter forbeholder han en strængere Fremgangsmaade. Lad os betænke det, eftersom 'det giver en værdifuld aandelig Belæring!

Betænk, min Broder, at Din og min Tærskning ligger i Guds Haand! Vor Tugtelse lægges ikke i nogen Tjeners Haand, langt mindre i Fjendehaand; »vi ere revsede af Herren selv!« Smlgn 1 Kor 11.32) Den store Huusbonde beder selv personlig Arbeideren om at gjøre baade dette og hint, thi de kjende ikke Tiden og Veien, medmindre den guddommelige Viisdom veileder dem; de vilde drage Hjulet hen over Kommen eller prøve paa at tærske Hveden med en Stav. Jeg har seet Guds Tjenere forsøge begge disse taabelige Fremgangsmaader : de have knust det bløde og svage , og behandlet dem, som trængte til en alvorlig Tilretteviisning, med Partiskhed og Blidhed. Hvor strængt kunne ikke nogle Præster, Ældste eller andre gode Mænd og Kvinder gaae tilværks imod sky og svage Sjæle; dog behøve vi ikke at frygte for, at de ville ødelægge de trofaste, thi hvor megen Plage de end volde dem, saa vil Herren dog ikke overgive sine Udvalgte i deres Hænder, han vil vide at styre pines feilagtige Strænghed, og vogte sine Egne fra at ødelægges derved. Hvor glæder jeg mig ikke herover! thi der gives Mange nutildags, som gjerne vilde knuse de Svage til Støv, om de kunde!

Ligesom Herren ikke har overgivet os i menneskelig Magt, saaledes har han heller ikke givet os i Djævelens Magt. Satan kan vel sigte os som Hvede" (Luk 22.31), men han skal ikke tærske os som Dild. Han formaar vel at bortrive Avnerne fra os med sin urene Aande, men Behandlingen af Guds Sædekorn skal ikke gives i hans Haand; »Herren elsker de Retfærdige.« (Psalm 146.8) Ikke den ringeste Deel at Forsorgen er overladt til Tilfældet; Herren anordner den og bestemmer Tiden, Styrken og Stedet. Den guddommelige Beslutning lader Intet være uvist; den høieste Kjærlighed beskjæftiger sig selv med de mindste Begivenheder i det daglige Liv. Hvad enten vi maae føle Tærskevognens Tænder, eller Rytterne fare hen over vore Hoveder, eller vi taale den guddommelige Haands svagere Berøring, saa er Alt forud bestemt, og Bestemmelsen er taget af den ufeilbare . Viisdom. Lad dette være en Kilde til Husvalelse for de Bedrøvede!

Læg dernæst Mærke til, at de Redskaber, som benyttes ved Tærskningen af os, ogsaa ere valgte af den store, Huusbonde. Ifølge vor Text er Landmanden i Østerland forsynet med forskjellige Redskaber; saaledes ogsaa vor Gud. Ingensomhelst Tærskemaade er behagelig for den Sædart, som den anvendes paa; enhver af dem synes tilvisse særlig ubehagelig for den, der lider under den. Vi sige: »jeg 'troer, at jeg vilde kunne taale alt Andet bedre end netop denne Trængsel.« Vi raabe: »havde det blot 'været en Fjende, der havde bibragt mig disse Slag, da vilde jeg have kunnet taale dem,« og saaledes fremdeles. Maaskee den svage Kommen taabelig indbilder sig, at Hestehoven vilde være en mindre forfærdelig Prøvelse end Kjæppen, og Dilden vilde maaskee være istand til at foretrække Vognhjulet for Staven ; heldigviis er Sagen lagt i en, ufeilbar Dommers Haand. Hvad forstaar Du Dig derpaa, Du arme Lidende? Hvorledes vil Du kunne dømme om, hvad der er Dig tjenligt? »Ak !« raaber en Moder, »jeg brød mig ikke om Fattigdom, men at miste mit elskede lille Barn, det er dog altfor forfærdeligt!« En Anden klager: »jeg vilde gjerne have skilt mig af med Alt, hvad jeg eiede, men at blive bagtalt, det skjærer mig i Hjertet,« Der er ikke Tale om at gjøre os til Behag, idet vi tugtes. Dengang jeg gik i Skole og havde min Onkel til Lærer, da hændte det ofte, at han sendte mig ud efter et Spanskrør til ham. Det var intet behageligt Ærinde, og jeg lagde Mærke til, at det aldrig lykkedes mig at finde en Stok, som syntes den Dreng tilpas, som skulde føle Slagene af den. Enten var den for tynd eller ogsaa for tyk; og som en Følge deraf truedes jeg af Delinkventen med fortjent Straf, hvis jeg ikke en anden Gang gjorde mine Sager bedre. Jeg lærte af denne Erfaring, at man aldrig maa vente, at Guds Børn ere fornøiede med den Svøbe, hvormed de straffes. I smile af Sammenligningen, men I kunne da ogsaa, smile af Eder selv, naar I finde Eder selv raabende: »al anden Trængsel. Herre! kun ikke denne! al anden Sorg, kun ikke denne « Hvor taabeligt at vente en behagelig Prøvelse; det vilde da ophøre at være nogen Prøvelse. Næsten ethvert virksomt Lægemiddel er ubehageligt; næsten enhver virksom Operation er smertelig; ingen Prøvelse synes mig i Øieblikket glædelig, tvertimod sørgelig, og dog er det den rette Prøvelse. ikke mindre den rette, fordi den er bitter.

Læg ogsaa Mærke til, at Gud ikke blot udvælger Redskaberne, men han vælger Stedet. Landmændene i Østerland have store Logulve, paa, hvilke de, udbrede hele Bunker Korn, og lade sag Heste og Vognhjul gaae hen derover; men i Italien har jeg ofte lagt Mærke til, at der i Nærheden af Huusdøren befandt sig en mindre Rundkreds af fasttrykket Leer eller Cement, og her har jeg seet Bønderne udbanke deres Haveprodukter paa, en mere omhyggelig Maade, end det vilde kunne skee med større Hobe paa den større Plads. Nogle Gudfrygtige nedtrykkes ikke af det dagligdags i Livet, men de lide under særegne Bekymringer i deres Sjæls Inderste; de slages paa et mindre, særlig for dem bestemt Logulv; men Behandlingen er ikke af mindre Virkning.

Hvor taabelige ere vi ikke, naar vi sætte os op imod Herrens Anordning, eller tale, som om vi vare berettigede til at vælge vore egne Sorger! Skulde det være efter Dit Sind? Skulde et Barn vælge Riset? Skulde Sædekornet befale over den, som tærsker det? Bør disse Ting ikke overlades til den høieste Viisdom? Nogle beklage sig over den Tid, paa, hvilken de blive prøvede; det er haardt at blive lemlæstet i sin Ungdom, at blive fattig i sin Alderdom, eller at miste sin Ægtefælle, naar Børnene ere smaae. Men i alt dette er der dog Viisdom. En Deel af Lægens Duelighed ligger ikke alene i at skrive en Recept, men tillige i at bestemme den Tid, paa hvilken Lægemidlet skal tages. Een Drik' vil være gavnliget om Morgenen, en anden vil gjøre mere Virkning om. Aftenen; saaledes veed Herren bedst, naar vi skulle drikke den Skaal, som han har beredt os. jeg kjender et kjært Guds Barn, som lider under en tung Prøvelse paa sine gamle Dage; jeg bevarede ham gjerne for den paa Grund af hans Svaghed ; men vor himmelske Fader veed bedst, hvad der er os tjenligt, og vi maae lade det staae til ham. Tærskeredskabet, Stedet, Maalet, Tiden, Enden, det er altsammen fastsat af den usvigelige Kjærlighed.

Det er interessant i vor Text at lægge Mærke til, at Tærskningen begrændses. Huusbonden er ivrig efter at faae Sæden udbanket, men han passer omhyggelig paa, at den ikke ødelægges ved en altfor haard Fremgangsmaade. Hans Hjul er ikke bestemt til at knuse, men til at tærske; Hestehovene skulle ikke sønderbryde, men adskille. Hans Hensigt er at skille Kommen fra sit Hylster, men han vil ikke ovenikjøbet drage en tung Tærskevogn hen over den for yderligere at knuse og ødelægge den. Paa samme Viis holder Herren Maade i al sin Revselse. Fat flod, prøvede Ven! Du skal revses efter Din Trang , men ikke efter Fortjeneste; Trængslen skal være saadan, at Du kan bære den. Som Styrken er, saaledes skal og Prøvelsen være;' Hveden maa mærke Hjulet, men Dilden skal ikke fornemme Noget tungere end en Stav. Ingen Gudfrygtig skal fristes over Formue, og Grændsen er bestemt af en Kjærlighed, der aldrig har tildeelt Nogen et unødvendigt Slag.

Det er let nok at tale saaledes med koldt Blod, men noget ganske andet er det, at huske det, naar Pleilen gjennemtærsker Eder; dog har jeg personlig erfaret denne Sandhed baade paa Sygeleiet og i den aandelige Anfægtelses Ildovn. Jeg takker Gud ved enhver Erindring om mine Sorger; jeg tvivlede ikke om hans Viisdom dengang, og har ingensinde siden havt Aarsag til at mistvivle om den. Vor store Huusbonde forstaar, hvordan han skal skille os fra Hylsteret, og den Maade, hvorpaa han udfører sin Gjerning, giver ham Krav paa vor evige Tilbedelse. Det er en stor Trøst at vide, at Prøvelserne aldrig overskride den af Gud fastsatte Grændse.

Den gamle Lov bød fyrgetyve Slag mindre end eet, (see noten S 264) og i alle vore Revselser finde vi altid dette »mindre end eet.« Mangfoldiggjør Herren vore Trængsler indtil hundrede, da skeer det, fordi de ni og halvfemsindstyve ikke virkede efter hans Hensigt; men alle Jordens og Helvedes Kræfter tilsammen formaae ikke at føie eet Slag til udover det bestemte Antal. Vi skulle aldrig underkastes nogen overflødig Tærskning. Herren driver aldrig nogen Leg med sine Gudfrygtiges Følelser. Han bedrøver ikke gjerne, og derfor kunne vi være forvissede om, at han aldrig tilføier noget unødvendigt Slag.

Huusbondens Viisdom i Begrændsningen af Tærskningen overgaaes langt af den Viisdom, hvormed Gud sætter Grændse for vore Sorger. Nogle slippe med smaae Trængsler, maaskee paa Grund af, at de ere skrøbelige og ømfindtlige. Den lille Have-Urt kan ikke slaaes for stærkt uden at tage Skade ; de af Guds Hellige, som bære paa et svagt Legeme, maae ikke behandles strængt, og de blive det heller ikke. Muligviis have de ogsaa en svag Aand, og det, som Andre vilde lee af, vilde være Døden for dem; de skulle tages vare paa, som man tager vare paa sin Øiesteen.

Dersom I ere fri for Trængsler, saa beed heller ikke om nogen saadan; det vilde være en stor Daarskab. For kort Tid siden mødte jeg en Broder, som sagde, at han var meget bestyrtet over, at han ingen Trængsler havde. Jeg sagde da til ham - »gaa dog ikke og plag Dem med Betænkeligheder derover; men glæd Dem medens De kan.« Det var et underligt Barn, der vilde forlange at faae Straf. Visse elskelige og lysende Hellige have en saa mild Aand, at Gud ikke udsætter dem for den samme Behandling, som han giver Andre ; de trænge ikke dertil og kunne ikke taale den; hvorfor skulde de da ønske sig den ?

Saa er der atter Andre, som ere dybt nedtrykte; men hvad gjør saa det, naar de høre til en fortrinlig Sædart, en Sædart af større Brugbarhed, forbeholdt høiere Formaal? Lad disse ikke beklage sig over at være underkastede en sværere Tærskningsproces, just fordi deres Brugbarhed er større. Det er Brødkornet, som maa nedtrampes under Rytternes Fødder og føle Tærskevognens Hjul; saaledes maae de Brugbareste gjennemgaae den strængeste Forberedelse. Der er ikke En af os, som ikke vilde sige: »gid jeg dog var Morten Luther eller formaaede at spille en saa ædel Rolle, som han har gjort.« Ja, men bortseet fra de udvortes Farer, han udstod i sit Liv, saa var denne mærkelige Mands indvortes Erfaringer af den Natur, at Ingen af os kunde ønske at føle noget lignende. Han blev hyppig plaget af Satans Anfægtelser og drevet til Fortvivlelsens yderste Grændse. Til Tider reed han paa Stormens Hest som en Verdensbehersker, til andre Tider kunde han efter en Kamp med Paven og Djævelen gaae hjem, og kaste sig nedbrudt og skjælvende paa sit Leie. I see kun Guds Helte paa Prædikestolen eller paa andre offentlige Steder; I veed ikke, hvad de ere ligeoverfor Gud i Løndom. I kjende ikke deres indre Liv; ellers vilde I opdage, at Brødkornet er knust, og at de, som ere meest brugbare til at trøste Andre, selv ere underkastede hyppig Trængsel. Misunder intet Menneske; thi I veed ikke, hvorledes han maaskee behøver at tærskes for at blive retfærdig og for at bevares saaledes.

Brødre, vi see, at Gud viser Skjønsomhed i Henseende til Maaden, hvorpaa han revser sit Folk ; lad os udvise en kjærlighedsfuld Forsigtighed, naar vi paa samme Maade have at gjøre med Andre. Vær mild og dog bestemt ligeoverfor Eders Børn; og er det Eders Pligt at sætte en Broder i Rette, da gjør det med Mildhed. Driv ikke Eders Heste hen over den 'svage Sæd. Husk paa, at Kommen slaaes af med en Stav og knuses ikke med et Hjul. Tag en rigtig let Kjæp. Maaskee det var det bedste, om I slet ikke brugte Kjæppen, men lagde dette Arbeide i forstandigere Hænder. Gaa I kun ud at saae og overlad saa Tærskningen til Eders -Ældste.

Lad os dernæst have en fast Tro paa Guds Skjønsomhed, og være forvissede om, at han gjør, hvad Ret er imod os. Lad os ikke ængstelig tragte efter at befries for Sorger. Naar vi bede, at Kalken maa tages fra os, lad det da skee med Tilføielse af: »dog skee ikke min Villie. Allerbedst er det, om vi frivillig skille os ved vore Avner. Den fornuftigste Maade, paa hvilken vi kunne undgaae Pleilen, er saa hurtig som muligt at see at blive af med Hylsteret. »Gaar ud fra dem!« (2 kor 6.17) Skiller Eder fra Synden og fra Syndere, fra Verden og Verdsligheden, Tærsknings-Processen vil saameget desto snarere blive fuldført. Gud gjøre os vise i denne Henseende!

III. Det er kun' med faae Ord vi kunne behandle det tredie Hovedpunkt, som er: at Tærskningen ikke vil vare evig.

Tærskningen vil ikke vare alle vore Dage, selv herneden: »Brødkorn stødes svagt, thi man tærsker det ikke evindelig.« O nei! »I et lidet Øieblik har jeg forladt Dig, men jeg vil tage Dig til mig med stor Barmhjertighed.« (Es 54.7) »Han skal ikke bestandig gaae i Rette, eiheller beholde Vrede evindelig.« (Ps 109 3.9) »Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igjennem; om Aftenen gjæster os Graad, men om Morgenen Frydeskrig. (Ps 30.6) Glæder Eder, I Sorgens Døttre! Lader Eder trøste, I Trængselens Sønner! Haaber til Gud, thi I skulle dog prise ham, som er Eders Mods Styrke! Regnen falder ikke til alle Tider, heller ikke vil Skyerne altid vende tilbage. Sorg og Sukke skulle bortfly. Tærskning er ikke en Fremgangsmaade, som Kornet trænger til hele Aaret rundt; thi som oftest hviler Pleilen. Lov Herren, Du, min Sjæl! Herren vil dog bringe sine banlyste Børn hjem.

Fremfor alt vil Trængselen ikke vare evig af den Grund, at vi ville være bortgangne til en anden og bedre Verden. Vi skulle snart føres til et Land, hvor der hverken gives noget Logulv eller nogen Tærskevogn. Undertiden synes det mig, som hører jeg Herolden kalde paa mig. Basunen lyder: »staa op og afsted! sadler op og afsted! Forlad Leiren og Kamppladsen, og vend tilbage med Seir!« Natten er skredet langt frem for Nogle af Eder, men Morgenen bryder frem. Dagslyset baner sig Vei over hine Høie. Dagen kommer - den Dag, som aldrig mere skal svinde. Kom, æder Eders Brød med Fryd, og gaar fremad med et glad Hjerte; thi det Land, som flyder med Mælk og Honning, ligger ikke langt borte fra Eder! Saalænge indtil Dagen bryder frem og Skyggerne flygte bort, skee den store Hunsondes Villie, og maatte Herren herliggjøre sig selv i os! Amen!