Jesus alene
C H Spurgeon

Psalme over Rom. 10, 10-18.

Mel.: Enhver, som tror og bliver døbt.

Ved Hjertets Tro den arme Sjæl
Frikjendes som retfærdig;
Med Mundtro gaar det aldrig vel,
Og aldrig blir du værdig
Til Himlens store Æres Krands,
Hvis Hykleriets usle Glands
Du ei itide slipper.

Her sjunges Tro i Kirkerne;
Af Tro hver Hykler skryder,
Han aldrig angrer Synderne,
Guds Bud han stadig bryder;
Hans Tro er stum udi hans Mund,
Men se, udi den sidste Stund
Slet ingen Tro han eier.

Naar Æren ei i Fare staar,
Naar ingen Sjæl dig skader,
Naar Livet du beholde faar,
Naar Verden dig ei hader,
Naar Alting gaar dig vel i Haand, -
Da vel en Hykler gjerne kan
Bekjende Gud med Munden.

Men gjør blot Mundsbekjendelsen
Vel nogen Synder salig?
Nei, Ingen har den reddet end.
Den Flok er fast utallig,
Der løst bekjender Christi Navn,
Til i Afgrundens aabne Favn
Bekjenderne opsluges!

Lad Verdens Børn anfalde dig
Paa Liv og Gods og Ære,
Fordi du ei gaar Syndens Sti,
Men følger Jesu Lære;
Lad se, om du bekjender nu!
Ak, snarere fornægter du,
Lig Petrus i Paladset.

Om dig Halshugning truede,
Naar Christus høit bekjendtes, -
Dit Liv i·Fare svævede, -
Da vist du snart omvendtes,
Da sikkert nægted du og svor:
Jeg Christmn og hans Ord ei tror,
Den Mand jeg ikke kjender.

Angriber Verden Liv og Gods
Jeg denne List faar bruge;
Jeg kan ei kjæmpe mig til blods,
Naar Verden vil opsluge
Hver Sjæl, der følger Herrens Bud,
Da med min Mund jeg nægter Gud,
Men Hjertet skal bekjende.

O, Falskhed! nei det gaar ei an;
Du handle maa oprigtigt.
Gaa midt i Døden som en Mand;
Bekjende det er vigtigt.
Om Bøddeløxen luede
Og dig med Døden truede,
Skal Christus dog bekjendes.

Nu gjælder det at prøve sig,
Hvad du i Nøden gjorde,
Naar Verden vilde myrde dig,
Om du bekjende turde.
Det er ei Kunst at tale nu,
Men, arme Sjæl, hvad gjorde du,
Om Livet skulde springe?

Hvad gjorde du, om og det gjaldt
Sin Eiendom at miste?
Sig, mon du ei fra Troen faldt
Ved slig en Lod at miste?
Om du dit Gods beholde fik,
Saafremt du blot fra Troen gik, -
Mon Jesum du bekjendte?

Mærk, hvem der ret paa Christum tror,
Tilstamme ei skal komme;
Paa Troen Freler jo beror,
Det styrker alle Fromme.
Men Troen maa du fatte ret,
Thi ellers bliver du saa let
Evindelig bedragen.

Her fordres Tro, har Skriften sagt,
(Det Ord skal evig stande),
Men ei til Tro du bliver bragt
Ved Lys med Løgn at blande.
Nei, Syndens Vælde dødes skal,
Du frelses ei i andet Fald,
Skjønt du om Troen taler.

I Længsel tit man sætter Tro,
Men dette bør forklares,
At ei man bygger paa den Ro,
Som Hver kan vederfares.
Thi skal din Længsel være fand,
Du i den hele Verden kan
Kun Jesum eftertragte.

Men Usling, du, som længes mer
Kanhænde efter Verden, -
Som mest paa Muld og Rigdom ser
Og Livets usle Færden!
Saalænge Synden er dig kjær
Langtmer end Jesus Christus er, -
Forbandet er din Længsel!

En Varme uden varig Frugt,
En flygtig Ild i Sjælen,
Som lige hastig bliver slutt,
Det tænker Syndetrællen
Er Troens ægte Længsel Nei,
Den usle Længsel duer ei;
Til Tro der mere fordres.

Den Hidsige skal blive mild,
Forsonlig den Hævnfulde.
Og den, som gik i Lyster vild
Og rent fordærves skulde,
Han skal opstaa fra alskens Synd,
Fra Kjødets Lyst og Verdens Dynd;
Da tror han ret paa Christum

Hvo ukydsk er skal blive ren
I Gjerning, Ord og Tanke.
Afstaa fra Last, og vær ei sen!
De, som i Lyster vanke,
Har endnu aldrig Jesum set;
Nei, Synden maa formegtes ret,
Da først du tror paa Christum.

Ulydigt Barn bliv lydig nu,
Naar Tro i Hjertet virkes.
Ak, arme Barn, hvad siger du,
Kan dette hos dig mærkes?
Fortorner du din Far og Mor,
O da forvist du ikke tror
Paa Herren Jesum Christum.

(L. Linderot.)