Jesus alene
C H Spurgeon

IV. Det Punkt, som vi nn ville betragte, er: Rettigheden til at tro, eller hvorfor et Menneske vover at tro paa Christus.

Er det ikke uforstandigt af et Menneske at tro, at Christus skal frelse ham, især naar han ikke eier noget Godt hos sig? Er det da ikke en Formastelse at forlade sig paa Christus? Nei, mine Venner, det er det ikke. Det er et herligt Værk af den Helligaand, at man lærer at trodse alle sine Synder samt at tro og besegle, at Gud er sanddru, og at forlade sig paa Christi Blods Fortjeneste. Men jeg vil spørge Eder: Hvorledes kan et Menneske vove at tro paa Christus? "Jo", sige Nogle, "jeg sætter min Tro og Fortrøstning til Christus, naar jeg føler Aandens Virkninger i mig." Da tror du aldeles ikke paa Christus. "Jo", siger en Anden, "jeg tænkte, at jeg havde Ret til at tro paa Christus, naar jeg følte noget Godt hos mig." Du har aldeles ingen Ret til at tro paa Christus af en saadan Grund. Hvorledes faar da et Menneske Rettighed til at tro paa Christus? Den er her. Christus siger, at Mennesket skal gjøre det; det er vor Rettighedl Christi Ord er det, som giver Synderen Rettighed til at tro paa Christus, - ikke hvad han føler, hvad han er, eller hvad han ikke er, men hvad Christus har befalet ham at gjøre - nemlig tro. Evangelium lyder saaledes: "Tro paa den Herre Jesus, saa skal du blive salig." "Den, som ikke tror, skal fordømmes." Troen paa Christus er saaledes en Pligt, som er lagt paa os, ligesaavel som det er en salig Formaning; og hvor vel er det ikke, at det er en Pligt; thi der kan aldrig blive Spørgsmaal om, om et Menneske har Ret til at gjøre sin Pligt. Af den Grund altsaa, at Gud befaler mig at tro, er jeg berettiget til at tro," hvem jeg saa end maatte være. Evangeliet er sendt til alle Mennesker. Nu vel, jeg hører til denne Slægt,- jeg er jo et Menneske, og Evangelium befaler mig at tro, og jeg gjør det. Jeg kan ikke have gjort Uret i at gjøre det; thi jeg er befalet at gjøre det. Jeg kan ikke gjøre Uret i at lyde et Guds Bud. Nu er det et Guds Bud til alle Mennesker, at de skulle tro paa Christus, som Gud har sendt. Dette er din Rettighed, Synder, og det er en salig Rettighed; thi det er en Rettighed, som Helvede ikke kan modsige, og som Himmelen ikke kan tage tilbage. Du behøver ikke at søge efter dunkle Erfaringer i dig selv for derved at finde en Rettighed; du behøver ikke at se paa dine Gjerninger og Følelser for at erholde en Grund for din Fortrøstning paa Christus. Du saar tro paa Christus, naar han befaler dig at gjøre det. Dette er en sikker Grund at staa paa, en Grund, som ikke tillader nogen Tvivl. Naar vi f. Ex. Alle vare stedte i stor Hungersnød, og vor By var beleiret og tilspøæret, og Hungersnøden havde varet saa længe, at vi vare færdige til at dø af Hunger, og der da sendtes os en Indbydelse til strax at begive os til en rig og mægtig Fyrstes Palads for der at æde og drikke, men vi vare blevne afsindige og vilde ikke adlyde Indbydelsen. Antag nu, at vi vare blevne slagne med Galenskab, saa vi foretrak heller at dø og forgaa af Hunger end at komme. Antag ogsaa, at Kongens Herold sagde: "Kommer, I Fattige, I Hungrige og bliver pleiede, og da jeg ved, at I ere uvillige til at komme, tilføier jeg den Trusel, at hvis I ikke komme, saa skulle mine Krigsfolk overfalde eder og lade eder smage mine skarpe Sværd. Jeg tænker, mine dyrebare Venner, at vi skulde sige: "Vi velsigne denne mægtige Fyrste for denne Trusel; thi vi behøve ikke nu at sige: "Jeg har ikke Lov til at komme"; thi det virkelige Forhold er, at jeg ikke faar Lov til at blive borte. Nu behøver jeg ikke at sige, at jeg ikke maa komme; thi jeg er befalet at komme og trues, hvis jeg ikke kommer; jeg vil derfor ogsaa komme." Disse skrækkende Ord: "Den, som ikke tror, skal fordømmes", ere ikke tilføiede i Vrede, men fordi Herren kjender vor store Daarskab og ved, at vi ville staa imod vort eget Bedste, hvis han ikke ved Trusler faar bevæge os til at komme til Gjæstebudet "Nød dem til at komme ind" (Luk. l4, 23), var Herrens Befaling til sine Tjenere, og denne Text er et Middel til denne Befalings Udførelse. Synder, du kan ikke gaa fortabt, naar du forlader dig paa Christus, men du bliver fordømt, hvis du ikke forlader dig paa ham, og det blot as den Grund, at du ikke tror paa ham. Jeg erklærer herved aabent, at du ikke alene har Lov til at komme, men jeg beder dig: Trods ikke Guds Vrede ved ikke at ville komme. Naadens Dør staar vidt aaben; hvorfor vil du da ikke komme? Hvorfor vil du ikke? Hvorfor være saa stolt? Hvorfor vil du endnu vægre dig for at høre hans Røst og derved forgaa i dine Synder? Mærk, hvis Nogen af eder fortabes, saa kommer ikke eders Blod over Gud, ikke over Christus, men over eder selv. Han kan da sige om eder: "I vilde ikke komme til mig, at I kunde have Livet" (Joh. 5, 40). O! du arme, bævende Sjæl, hvis du vil komme, saa findes der ikke i Guds Ord Noget, som kan hindre dig i at komme; men der findes baade Magt til at drage dig og Trusler til at drive dig. Alligevel hører jeg dig sige: "Jeg faar ikke Lov til at tro paa Christus." Du faar, thi hvert eneste Menneske under Himmelen er befalet at gjøre det, og det man er befalet at gjøre, faar man ogsaa Lov til at gjøre. "Ak ja", turde maaske Nogle sige, "men alligevel føler jeg ikke, at jeg faar Lov til at komme." Der er du igjen; du siger, at du ikke vil gjøre, hvad Gud befaler dig, og det alene af den Grund, at du huser nogle daarlige Følelser! Du er ikke befalet at tro paa Christus, naar og fordi du føler noget Godt hos dig, men just naar du er en Synder. Nu ved du, at du er en Synder. "Ja, jeg er det", turde Nogle sige, "og just det er det, som foraarsager mig Sorg." Hvad - Sorg? Det er dog et Tegn paa, at du føler din Synd. "Ja", siger en Anden, "men jeg føler den ikke nok, og det forvolder mig Sorg; jeg føler den ikke, som jeg burde." Nu vel, antag nu, at du føler, eller at du ikke føler det; du er dog en Synder; og "det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden for at gjøre Syndere salige" (l Tim.1, 15). "O, men jeg er en saa gammel Synder; i sexti Aar har jeg levet i Synden." Hvor staar skrevet, at efter sexti Aar kan man ikke blive salig? Min Ven," Christus kunde frelse dig, om du var hundrede Aar - ja, om du var saa gammel i Synden som Methusalem. "Jesu Christi, Guds Søns Blod renser os fra al Synd." "Den, som vil, han komme." "Han kan fuldkommelig gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham" (l Joh. 1, 7). "Ja", sige Nogle, "men jeg har været en Dranker, en Sværger, en Horkarl, en Bespotter." Du er da en Synder; du har ikke gaaet længer i Synden end den største Synder, og Christus kan endnu frelse dig. "Ja", siger en Anden, "men du ved ikke, hvorledes jeg har samlet Synd paa Synd." Det beviser blot, at du er en Synder, og at du er befalet at tro paa Christus og blive salig. "Ja", raaber en Anden, "men du ved ikke hvor ofte jeg har forkastet Christus." Ja, men det gjør dig blot til en endnu større Synder. "Du ved ikke, hvor haardt mit Hjerte er." Jo vist, men det beviser blot, at du er en Synder, og at du er en af dem, som Christus kom for at frelse. "O, men hos mig findes intet Godt; hvis jeg blot sandt noget Godt hos mig, saa havde jeg Noget, som kunde give mig Mod." Den Omstændighed, at du ikke finder noget Godt hos dig, viser, at du just er den, til hvem jeg er sendt for at prædike. Christus er kommen for at frelse det, som var fortabt, og alt, hvad du har sagt, beviser blot, at du er fortabt, og derfor er Christus kommen for at frelse dig. Tro paa ham! Tro paa ham! "Men hvis jeg bliver frelst", siger du, "saa er jeg den største Synder, som nogensinde blev frelst." Saa meget større Glæde i Himmelen, naar du kommer der, og desto større Ære for Christus; thi jo større Synder, desto større Ære for Christus, naar han tilsidst fører ham hjem. "Ja, men mine Synder ere overflødige." Men hans Naade er end mere overflødig. "O, men mine Synder naa op til Himmelen." Ja, men hans Naade rækker over Himmelen. "O, men min Synd er saa stor og vid, som hele Verden". Ja, men hans Retfærdighed er større end tusinde Verdener". "Ja, men min Synd er som Purpur." Men hans Blod er endnu mere rosenfarvet end dine Synder, og kan afto denne Rosenfarve i en rigere Rosenfarve. "Ja, men jeg fortjener at blive fordømt, og Døden og Helvede raabe høit om min Fordømmelse." Ja, de maa gjøre det, men Jesu Christi Blod raaber høiere end baade Døden og Helvede, og det raaber idag: "Fader, lad Synderen leve!" O! jeg ønsker, at jeg kunde føre disse Ord fra min Mund ned i dit Hjerte, disse Ord nemlig: At naar Gud frelser dig, saa er det ikke paa Grund af Noget hos dig, men paa Grund af Noget hos ham. Guds Kjærlighed har ingen anden Grund end hans eget inderste Væsen Aarsagen, hvorfor Gud forlader Syndere, bør alene søges i hans eget Hjerte, og ikke hos Synderen. Og der findes ligesaamegen Grund og Aarsag hos dig som hos nogen Anden, nemlig - aldeles ingen. Hos dig findes ingen Grund og Aarsag til, at Gud skulde forbarme sig over dig; men saa behøves der heller ikke nogen Grund; thi Grunden ligger hos Gud, og hos Gud alene.

"Hvo, som tror paa ham, dømmes ikke." Hvilken tilfredsstillende Forsikring!

I vide, at ved vore Domstole indeholder Erklæringen "Ikke skyldig" en Frikjendelse, og den Fængslede bliver strax løsladt. Saaledes forholder det sig ogsaa i Evangeliets Sprog. Ordet "dømmes ikke" indeholder Synderens Retfærdiggjørelse. Det betyder, at en paa Christus troende Sjæl erholder strax en nærværende Retfærdiggjørelse. Troen virker ikke Retfærdiggjørelsen lidt efter lidt, men strax. Saa vist som Retfærdiggjørelsen er en Følge af Troen, saa vist skjænkes den Sjælen i samme Øieblik, som den bliver forenet med Christus, og den modtager ham som sit Alt i Alle. Ligesaavist og sandt som de i de hvide, skinnende Klæder i Himmelen, hvilke synge Guds Lov, ere retfærdige, - ligesaavist og ligesaa fuldkommen retfærdige ere vi. Røveren paa Korset blev retfærdiggjort i samme Øieblik som han vendte sit Troesøie til Christus, som da hængte ved hans Side. Og den gamle Paulus, som saa mange Aar havde tjent Herren, var ikke mere retfærdiggjort end Røveren, som slet ikke havde tjent ham. Vi ere idag "benaadede i den Elskte" (Ef.1, 6), idag befriede fra Synden, idag uskyldige i Guds Øine. O frydefulde og henrykkende Tanke! Vi have nu, just nu Forladelse; just nu staa vi i Guds Øine, som om vi aldrig havde syndet, - saa uskyldige som vor Fader Adam, før han aad af det forbudne Træets Frugt, - saa rene, som om vi aldrig havde faaet Fordærvelsens Gift i vore Aarer. "Saa er der nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu" (Rom. 8, 1). I Guds Bog findes der nu ikke en eneste Synd, skreven hans Børn til Last. Den altseende Dommers Øine finder ikke med Hensyn til Retfærdiggjørelsen nogensomhelst Plet eller Rynke eller noget deslige tilbage hos nogen troende Sjæl.

Men for at gaa videre, saa lærer vor Text ikke blot en nærværende men ogsaa en vedvarende Retfærdiggjørelse. I samme Øieblik som du og jeg troede, hedte det om os: "Han dommes ikke." Mange Dage ere siden forløbne, mange Forandringer have vi oplevet, og det er dog ligesaa sandt om os idag: "Han dommes ikke." Herren alene ved, hvor lang vor Livstid skal blive, hvor længe det skal vare, før vor Tjenestetid er udløben, og vi forsvinde som en Skygge. Men det vide vi, at da alt Guds Ord er sandt, og da hans Gaver ere saadanne, at han ikke fortryder dem, saa, om vi skulde leve endnu i fyrgetyve Aar, saa skal det lige vist staa skrevet: Hvo, som tror paa ham, dømmes ikke! "Jeg giver mine Faar et evigt Liv, og de skulle slet ikke fortabes evindelig, og Ingen skal rive dem as min Haand" (Joh. 10, 28). "Den Retfærdige af Troen skal leve" (Rom. 1, 17). "Hvo, som tror paa ham, skal ingenlunde beskjæmmes" (l Petr. 2, 6). Alle disse Løfter vise, at den Retfærdighed, som Christus giver ved Troen, er vedvarende og skal vare saalænge vi leve. Ja mærk, den skal vare saavel i Evigheden som i Tiden. Vi skulle ikke bære nogen anden Klædning i Evigheden, end den vi bære her. De Retfærdige staa idag klædte i Christi Retfærdighed, og samme Klædning skulle de bære paa Lammets Bryllupsdag. Men hvis den skulde blive udslidt? Hvis denne Retfærdighed skulde i den kommende Evighed tabe sin Kraft? O, mine Elskede! Vi nære ingen Frygt derfor. Himmel og Jord skulle forgaa, men denne Retfærdighed forgaar aldrig. Ingen Møl skal fortære den, ingen Tyv stjæle den, og ingen Haand i Sorgens Bitterhed sønderrive den. Den er og skal blive evig som Christus selv. Jehovah, vor Retfærdighed, er evig. Og fordi han er vor Retfærdighed, den selvstændige, evige og uforanderlige Jehovah, hvis Kraft aldrig svigter, - saa er vor Retfærdighed ogsaa uendelig, og dens Fuldkommenhed skal aldrig tage Ende. Mig synes, at vor Text helt tydelig lærer os, at den, som tror paa Christus, har erholdt en evigt gjældende og vedvarende Retfærdighed.

Den Retfærdighed, som her omtales, er endvidere fuldkommen. "Hvo, som tror paa ham, dømmes ikke", - det vil sige - i nogensomhelst Del eller Grad. Jeg ved, at der findes dem, som tro, at vi kunne være i en saadan Tilstand, at vi for en Del ere under Dommen og for en Del behagelige for Gud. Saaledes at, forsaavidt som vi ere Syndere, ere vi under Dommen, og forsaavidt som vi ere retfærdige, ere vi behagelige for Gud. O, mine Elskelige, noget Saadant findes ikke i Skriften. Det er aldeles stridende mod Evangeliets Lære. Hvis det er af Gjerninger, er det ikke af Naade, - og er det af Naade, er det ikke af Gjerninger. Gjerninger og Naade kunne ligesaalidt forenes som Ild og Vand; det maa være enten det Ene eller det Andet; det kan ikke være begge Dele. Den, som tror, er fri fra al Misgjerning, al Skyld og al Straf; og hvis Djævelen kommer med en Anklage, saa er den falsk; thi vi ere frie fra al Anklage, eftersom det heder: "Hvo vil anklage Guds Udvalgte" (Rom. 8, 33). Det heder ikke: "Hvo kan overbevise dem om noget Ondt", men: "Hvo vil anklage." De ere saa fuldkommen frie fra al Fordømmelse, at der ikke findes det ringeste Tegn til Pletter paa deres Sjæl eller mindste Skygge af Uretfærdighed. De staa ikke blot for en Del uskyldige, men fuldkommen uskyldige for Gud, ikke blot for en Del toede, men hvide som Sne. Deres Synder ere ikke blot kastede bort fra deres Øine, men i Havets Dyb, ikke blot saa langt bort som Østen er fra Vesten, men en Gang for alle evig bort. I vide, at Israeliterne ved sine ceremonielle Renselser aldrig fik sin Samvittighed fri fra Synd. De behøvede det ene Offer efter det andet; thi disse Ofre kunde ikke gjøre dem fuldkomne, som ofrede. Den kommende Dags Synder fordrede et nyt Lam, og det følgende Aars Misgjerning et nyt Offer til Forsoning. "Men han, da han havde ofret et Offer for Syndere, sidder han for evigt hos Guds høire Haand" (Ebr. 10, 12). Intet Brændoffer eller andre Ofre eller Renselser behøvedes mere. "Det er fuldbragt", raabte den døende Frelser. Eders Synder have faaet Dødsstødet, eders Retfærdighedsklædning har erholdt fin sidste Traad; det er gjort, det er fuldkommet. Der behøves intet Tillæg; det tillader ingen Forminskelse.

O, Christen! agt paa denne kostelige Sandhed; jeg kan blot med svage Ord beskrive den; men lad ikke min Svaghed hindre dig i at fatte dens Herlighed og Værd. At vide dette, at vi ere fuldkommen behagelige for Gud i Christus, at vor Retfærdiggjørelse ikke er ufuldkommen, det er nok til at bevæge et Menneske til at springe af Glæde, om end Fødderne vare belagte med Lænker, og til at synge, om ogsaa Munden var tilbundet. Vor Uretfærdighed er borttaget, og vi ere helt og uigjenkaldeligt fri fra Forsdømmelsen.

Denne Frihed fra Fordømmeler er endvidere en Virkelighed. Den kongelige Benaadningsdom skal aldrig blive uden Virkning. Den skal tilstilles enhver Troende. Under Kong Georg den Tredies Regjering blev en Søn af et Medlem af denne Menighed (Den Menighed i London, for hvilken Spurgeon er Præst) dømt til Døden for en Forfalskningsbrøde. Min Formand, Doktor Rippon, erholdt efter utrolig Møie Løfte om Dommens Ophævelse. Ved en Hændelse fik vor endnu levende ældste Diakon, som da var Yngling, af Fængselsdirektøren vide, at Benaadningen endnu ikke var fremkommen, og den ulykkelige Fange vilde være bleven henrettet den følgende Morgen, hvis ikke Doktor Rippon havde ilet til Windsor og faaet udvirket Tilladelse til at faa tale med Kongen i hans Sovekammer, samt erholdt af hans egen Haand en Afskrift af Benaadnings-Dokumentet, som af en forsømmelig Embedsmand var bleven lagt tilside. "Jeg paalægger Dem, Doktor, at skynde Dem", sagde Kongen. "Det kan Deres Majestæt lide paa", svarede den gamle Præst, og han kom tilbage til London, just til rette Tid; thi Fangen var allerede i Forening med nogle Andre udført til Retterstedet. Denne Mand kunde nu være bleven henrettet, uagtet Benaadning var givet. Men lovet være Gud, fordi vor Benaadning er en virkelig udført Sag. Den staar ikke blot paa Papiret, men er en Virkelighed. Ak, arme Sjæle, I vide, at Fordømmelsen er noget Virkeligt. Naar I og jeg vare i Sjælenød, og Lovens Haand laa tungt paa os, da følte vi, at dens Forbandelse ikke var blot tomme Trusler, som Pavens Banstraaler, men de vare virkelige; vi følte, at Guds Vrede virkeligt var noget Forskrækkeligt, en sand og væsentlig Virkelighed. Nu, ligesaa virkelig som den Fordømmelse er, som Retfærdigheden kræver, ligesaa virkelig er den Retfærdiggjørelse, som Barmhjertigheden skjenker. Du er ikke blot skyldfri af Navn, men du er det i Virkelighed fra det Øieblik af, da du tror paa Christus. Det heder ikke alene, at dine Synder ere borttagne, men de ere virkelig borttagne. Gud betragter dig ikke blot som behagelig, men du er ham behagelig. Det er en Virkelighed for dig, ligesaavel som det er en Virkelighed, at du har syndet. Du tvivler ikke om, at du har syndet, du kan ikke tvivle derom; tvivl da heller ikke, naar du tror, at din Synd er borttaget. Ligesaavist som du, naar du syndede, fik dens sorte Pletter paa dig, ligesaavist bleve de alle borttagne, da du toede dig i Kilden, som er "fyldt med Blod fra Emanuels Saar."

Kom, min Sjæl, og betænk dette. Du er i Sandhed og virkelig renset fra al Skyld. Du er udsluppen fra dit Famgsel Du ligger ikke mere i Lænker som en bunden Slave. Du er fri fra Lovens Trældom; du er fri fra Synden og kan vandre omkring som virkelig fri. Din Frelsers Blod har forhvervet dig fuld Frihed. Kom, min Sjæl, - du har nu Rettighed til at komme til din Fader. Ingen Vredens Luer findes nu der for at brænde dig, intet blottet, huggende Sværd; thi Retfærdigheden kan ikke straffe den Uskyldige. Kom, min Sjæl, din Uformuenhed er bortryddet. Du kunde før ikke se din Faders Ansigt, men nu kan du se det; du kunde ikke tale med ham, og ikke han med dig; men nu har du med al Frimodighed Tilgang til den Naade, i hvilken vi staa. Helvedfrygt hvilede engang paa dig; for dig er der nu ikke mere noget Helvede. Hvorledes kan der gives nogen Straf for den Skyldfri. Den, som tror, er skyldfri; han dømmes ikke og kan ikke blive straffet. Ingen Trusel fra en vred Gud sees mere. Om Gud betragtes som Dommer, hvorledes skulde han med Vrede se paa den Uskyldige? Hvorledes skulde Dommeren kunne være vred paa den Frikjendte. Dine Fortrinsrettigheder ere ligesaa store, ja langt større nu, end de havde været, om du aldrig havde syndet. Alle de Velsignelser, som du skulde have havt, om du havde holdt Loven, tilhorer dig nu, da Christus har holdt den for dig. Al den Kjærlighed og det Velbehag, som en fuldkommen Lydighed kunde vinde for Gud, tilhører dig, fordi Christus var fuldkommen lydig i dit Sted og har skjenket dig al sin Fortjeneste, for at du skulde blive overmaade rig ved ham, som for din Skyld blev overmaade fattig.

Lad mig nu forsøge paa at rette visse Misforstaaelser, hvilke ofte foraarsage Christne megen Nedflagenhed.

Hvilke Daarer vi ere! Hvor barnagtige vi ere i aandelige Sager, om vi end af naturlig Alder ere gamle! Hvilke store Daarer, naar vi begynde at tro paa Christus! Naar vi have faaet Forladelse, tro vi, at dette indeholder en hel Mængde Sager, men siden erfare vi, at de Jntet havde at gjøre med vor Forladelse Først tænke vi da, at vi aldrig mere skulde synde. Vi indbilde os, at Striden er udkjæmpet, at vi ere komne til et herligt Land, hvor Krig ikke mere føres, at vi allerede have vundet Seier, og at der alene ftaar tilbage at svinge Seierspalmen; at Alt er overftaaet, og at intet Andet staar tilbage, end at Gud kalder os til sig, og at vi skulle indgaa i Himmelen uden at behøve at strides med nogen Fiende paa Jorden. Alt dette ere tydelige Feiltagelser. thorvel vor Text indeholder meget, saa indeholder den dog intet Saadant. Mærk, at ihvorvel den siger: "Den, som tror paa ham, dommes ikke", - saa siger den ei, at den, som tror, ikke skal blive prøvet i sin Tro. Din Tro maa proves En Tro, som ikke er prøvet, er ingen Tro. Gud har ikke givet et eneste Menneske Tro, uden i den Hensigt at prove den. Troen gives just i den Hensigt, at den skal proves. Ligesom vore Skarpskyttere opreise Skydeskiver for at skyde paa dem, saaledes giver Gud Tro, sor at lade Sorg og Bedrøvelse, Synd og Satan rette sine Pile mod den. Det er en stor Naade, hvis du har faaet Troen paa Christus, men kom ihu, at der da forestaar dig store Prøvelser. Du har kanske bedet om en stærk Tro; har du ogsaa betænkt, at du med det Samme har begjært store Prøvelser? Du kan ikke erholde en stor Tro for at gjemme den og lade den ruste. "Heltemodig" i Bunians, "En Christens Reise" var en kraftig Mand, men hvilket svart Arbeide havde ikke han at udføre? Han maatte flere Gange ledsage saamange Kvinder og Børn op til den himmelske Stad, han maatte beseire alle Jætterne, bortjage alle Løverne, dræbe Jætten "Fordærveren" og nedbryde "Tvivlens Slot." Har du faaet en stor Maade af Tro, saa skal du faa fuld Brug for Samme. Du skal ikke have en eneste Smule tilovers; du skal som Jomfruerne i Frelserens Lignelse, selv om du er en af de kloge, nødes til at sige til dem, som ville kjøbe af dig: "Ingenlunde, forat ikke baade I og jeg skulle fattes." Men naar din Tro prøves ved Lidelser, saa tro da ikke, at du dermed straffes for dine Synder. O nei, troende Sjæl, der forestaar dig mange Prøvelser, men det er ikke Fordømmelse; vi have megen Bedrøvelse at udstaa, men vi ere alligevel retfærdiggjorte. Vi kunne vel ofte blive slagne paa Munden, men vi blive aldrig forbandede; vi kunne ofte blive kastede omkuld, men Herrens Sværd skal aldrig stikke os i Hjertet. Ja, vor Tro kan ogsaa ikke alene blive prøvet, men den kan ogsaa komme paa et ganske lavt Standpunkt, men vi ere alligevel ikke fordømte. Hvis du i sandhed tror paa Christus, saa kan din Tro vel blive ligesom Havet, som i Ebbetiden synker betydeligt og efterlader sig en Mængde Sole, og det ser ud, som om Havet var borte og udtørret. Saaledes ogsaa med din Tro, naar den er ligesom næsten udslukket, saa er du alligevel ikke fordømt Ja, jeg vover at sige, at naar "din Tro er stærkest, er du ikke Herren kjærere, end naar din Tro er svag; thi din Børneret hos Gud beror ikke paa, hvor stor din Tro er, men blot paa dens Ægthed. Hvis du virkelig hviler i Christus, om da din Tro var blot som en Gnist, saa er du alligevel ikke fordømt, om ogsaa tusinde Djævle forsøgte at udslukke Gnisterne, - du staar behagelig for Gud i Christus. Formindskes end din Fred, naar din Tro aftager, saa skal dog din Børneret hos Gud ikke formindskes. Om end din Tro stiger og falder som Kviksølvet i Thermometret, naar det er koldt, samt under alle Veirlag, - saa forandres alligevel ikke Guds Kjærlighed med Jordens Veir eller Tidens Vexlinger. Du er og du skal forblive fuldkommen behagelig i Ham, den Elskelige

Der er ogsaa en anden Ting, som ofte foruroliger Guds Børn De tabe undertiden Lyset af sin Faders Ansigt. Men mærk atter. Texten siger ikke: "Den, som tror, skal ikke tabe Lyset af sin Faders Ansigt"; det kan nok træffe, - men han skal ikke derfor blive fordømt. Du kan ikke alene nogle Dage, men ogsaa Maaneder gaa i en saadan Tilstand, at du sjelden har en frydefuld Omgang med Gud og Christus. Løfterne kunne synes dig som brudte, Bibelen skjænker dig kun liden Trøst, og vender du dit Blik mod Himmelen, saa føler du blot endnu mere Smerten af Faderens Ris; du kan have bedrøvet den Helligaand, saa han kan have vendt sit Ansigt fra dig, men du er alligevel ikke fordømt Giv Agt paa Løftet: "Den, som tror, dømmes ikke." Om ogsaa din Fader tugter dig, saa du efter hvert Slag faar Mærker, og Blod strømmer ud, saa er der alligevel ikke mindste Fordømmelse i et eneste Slag. Han slaar dig ikke i sin Vrede, men i sin dyrebare Forbundskjærlighed. Der er en ublandet Ømhed i hvert Kjærligheds Slag af Faderens Haand, ligesom i et Kys af Jesu Læber. O, tro dette, det skal opløfte dit Hjerte og give dig Mod, naar hverken Solens eller Maanens Lys lyser for dig. Derved æres din Gud, og det skal vise dig, hvorpaa din Børneret egentlig hviler. Naar han bortvender sit Ansigt, saa tro alligevel paa ham og sig: "Han forbliver trofast, om han end skjuler sit Ansigt for mig." Men jeg vil gaa endnu længere. En Christen kan blive saa anfægtet af Satan, at han næsten kan overgive sig i Fortvivlelse, og alligevel er han ikke fordømt. Han kan læse Bibelen og synes, at hver Trusel gjælder ham, og at hvert Naadeløfte tillukker sig for ham og ikke vil trøste ham, og han kan tilsidst blive saa fortvivlet, at han er færdig til at sønderbryde sin Harpe, som saa længe hang paa Pilenel Han kan sige: "Herren har ganske overgivet mig, min Gud vil ikke længere være mig naadig." Om tusinde Løgnere bekræftede denne Løgn, saa bliver den ikke derved Sandhed, og vore Tvivl og vor Frygt ere alle Løgnere. Og om der var ti tusinde Saadanne, og de alle forsikrede det Samme, saa er det alligevel en Løgn, at Gud nogensinde overgiver sine Børn, eller at han nogensinde bortkaster en Uskyldig; og I ere uskyldige (kommer dette ihu), hvis I tro paa Christus. "Men«", siger du, "jeg er saa fuld af Synd." "Ja", siger jeg, "men din Synd blev lagt paa Christus." "Ak", siger du, "men jeg synder dagligen." "Ja", siger jeg, "men den Synd blev lagt paa Christus mange Aar før du begik den." Du er ved Troen retfærdig, og Gud skal ikke opgive den Retfærdige, ei heller skal han forkaste den Uskyldige. Et Guds Barn kan saaledes have en meget svag Tro; det kan tabe Lyset af sin Faders Ansigt, og det kan ogsaa henfalde i en svar Fortvivlelse, men alt dette kan ikke rygge Texten: "Den, som tror paa ham, dømmes ikke."

"Men", siger du, "hvis et Guds Barn skulde synde?" Dette er et dybt og ømfindtligt Emne, men vi maa alligevel omtale det. Jeg vil ikke tage Noget fra Guds Sandhed af Frygt for, at Nogle misbruge den. Jeg ved, at Mennesker, som ikke ere Guds Børn, sige: "Lader os synde, for at Naaden kan blive des overflødigere." Deres Fordømmelse er retfærdig. Jeg kan ikke hjælpe for, at Sandheden forvendes. Der findes altid Mennesker, som gjøre den bedste Føde til en Gift for sig og den herligste Sandhed til en Løgn, og ere saaledes selv Aarsag i sine Sjæles Fordømmelse. Du spørger. "Om nu et Guds Barn skulde falde i Synd ?" Jeg svarer, at et Guds Barn kan falde i Synd; hver Dag klager og sukker det over, at naar det vil gjøre det Gode, hænger Synden ved det. Men om det end skulde falde i Synd, saa er det alligevel ikke fordømt, ikke for en eneste af dets Synder, ei heller for dem alle, saalænge Guds Velbehag til en Synder ikke beror paa Noget hos Mennesket, men paa Christi fuldkomne Retfærdighed, og denne fuldkomne Retfærdighed svækkes ikke af hans Synd. Han er fuldkommen i Christus, og saalænge Christus ikke bliver ufuldkommen, skal Menneskets Ufuldkommenhed ikke skade den Troendes Retfærdighed i Guds Øine.

Jeg skulde kunne opregne en hel Liste paa, hvad denne Text indeholder, men jeg vil blot til Slutning kortelig omtale, hvad den udelukker.

Hvad udelukker den? Jo, jeg er vis paa, at den udelukker al Berømmelse. "Den, som tror, dømmes ikke." Ak, om der sagdes: "Den, som arbeider, dømmes ikke;" da kunde du og jeg berømme os saa meget, det være vil. Men naar der siges: "Den, som tror", saa er der ikke levnet os mindste Anledning til at sige et halvt Ord om vort gamle "jeg." Naar jeg ligger paa mine Knæ og ikke er dømt, saa ved jeg, at det er af fri Naade; thi ogsaa da, naar jeg beder, fortjener jeg Fordømmelsen. Ogsaa da, naar vi føle Anger, synde vi, og vi forøge vor Synd, idet vi angre den. Hver Gjerning vi gjøre, hvori Kjødet er medvirkende, er atter at synde, og vore bedste Bestræbelser ere saa besmittede med Synd, at det falder vanskeligt at vide, hvorvidt de ere onde eller gode. Forsaavidt som de ere vort eget Værk, saa ere de onde, og forsaavidt som de ere Aandens Værk, saa ere de gode. Men da er det Gode ikke vort, men Aandens, og det Onde alene tilhører os. Ak, da kunne vi ikke rose os; bort Hovmod! bort! En Christen maa være et ydmygt Menneske. Hvis han opløster sit Hoved for at berømme sig af Noget, da er han i sandhed Intet. Han ved ikke, hvor han er, eller hvor han staar, naar han begynder at rose sig, som om hans egen høire Haand havde tilkjæmpet ham Seiren. Tag dig vare for at rose dig, kjære Christen. Vær ydmyg for din Gud, og lad aldrig et Ord af Selvros undslippe dine Læber. Forsag dig selv, og lad din Sang for Tronen blive: "Ikke os, ikke os, men dit Navn være æret evindelig."

Hvad bliver dernæst i vor Text udelukket? Mig synes, at den bør udelukke - men nu maa jeg straffe mig selv - ja den udelukker Tvivl og Frygt. "Den, som tror, demmes ikke." Hvorledes vover du og jeg at gaa med sørgende Ansigter og se ud, som om vi havde en hel Verdens Bekymringer at bære? Hvad skulde jeg for 10-11 Aar siden villet give, hvis jeg kunde have været vis paa, at denne Text virkelig var for mig, været vis paa, at jeg ikke skulde blive fordømt! Ja jeg syntes, at hvis jeg kunde have følt, at jeg havde Forladelse, saa skulde jeg gjerne have gaaet ind paa at leve med Vand og Brod, blive indespærret i Fængsel og hver Dag blive slaaet med Pidske, hvis jeg blot havde vidst, at mine Synder vare forladte. Du har nu dine Synders Forladelse, og alligevel er du nedflagen! Op Christen! og aftør dine Taarer. Hvis en Person nu sad i Fængsel og skulde henrettes næste Uge, og du kunde gaa til ham og sige: "Du er benaadet", skulde han da ikke med Glæde springe op fra sin Bænk; og om han end tabte hele sin Eiendom og desuden endnu efter Benaadningen maatte lide meget, saa var dog dette Intet, naar han fik beholde Livet. Han skulde agte dette som Intet. Nu, min Christen, du er benaadet, alle dine Synder ere dig forladte. Christus har sagt til dig: "Dine Synder", hvor mange de end ere, "ere dig forladte", - og du er alligevel faa nedslagen! Men om vi end undertiden maa være det, lad det da vare saa kort som muligt. Hvis vi undertiden skulde blive nedslagne, saa maa vi bede Herren, at han atter vil gjøre os glade. Jeg frygter for, at Mange blandt os have gjort det til en slem Vane at være nedslagne. Kom ihu, min Christen, kom ihu, at det vil tiltage hos dig, dette klagende Sindelag, hvis du ikke modstaar denne Synd i dens første Begyndelse, og den skal tage Overhaand hos dig. Hvis du sikke vender dig til Gud for at faa disse Tvivl og denne Frygt hævet, saa skal de oversvømme dig som de ægyptiske Græshopper. Kan du først døde den første store Tvivl, saa skal du siden kunne døde Hundreder; thi en stor Tvivl føder tusinde andre, og døder man Moderens saa døder man derved hele Yngelen. Vaag derfor nøie mod den første Tvivl, for at du ikke skal blive besnæret deri og falde i Fortvivlelse. "Den, som tror paa ham, dømmes ikke." Udelukker nu vor Text Selvros, saa bør den ogsaa udelukke Tvivl. Fremdeles: "Den, som tror paa ham, dømmes ikke." Dette udelukker Fremturen i Synden. O, min Herre og min Gud, jeg har syndet mod dig saamange Gange, og du har alligevel forladt mig Alt! Hvilken kraftigere Bevæggrund kunde jeg have til at afholde mig fra atter at synde! Ak, der findes Mange, som sige, at dette er en ugudelig Lære. Hvorledes, skulde jeg synde derfor, at jeg har faaet Forladelse? Skulde jeg gaa bort og leve i Uretfærdighed, naar Jesus Christus tog paa sig min Uretfærdighed og led i mit Sted? Den menneskelige Natur er ond nok, men jeg synes, at dette er Menneskenaturens forskrækkeligste Tilstand, naar den tager sig Frihed til at synde paa Guds frie Naade! Det er meget forskrækkeligere at synde paa Naaden i Christi Blod og i Følelsen af Syndens Forladelse, end at synde mod Lovens Trusler og under Frygten for selve Helvede. Jeg ved, at naar jeg er mest forskrækket for Guds Vrede, saa kan jeg forholdsvis lettere synde, end naar jeg føler hans Kjærlighed udgydt i mit Hjerte. Hvad kan være mere forunderligt, end at være vis paa sin Børneret og da synde? O forhærdede Menneske, du staar paa Randen af det dybeste Helvede. Men jeg er vis paa, at hvis du er et Guds Barn, og er dig din Børneret og din Retfærdiggjørelse i Christo klart bevidst, saa skal du sige:

"Jesu, jeg mit Kors vil bære, nægte Alt og følge dig.
Nogen, fattig, uden Ære, skal du blive Alt for mig.
Gjerne vil jeg Alt forlore, som forhen 1behaget mig;
mine Skatte ere store; Gud og Himmel eier jeg."

Ja, jeg maa, og jeg vil regne Alt for Skade for Jesu Skyld. O, maatte min Sjæl blive funden i ham, funden retfærdig i hans Retfærdighed? Dette skal komme dig til at leve i nær Forening med ham; det skal gjøre dig ham mere lig. Tro ikke, at Betragtningen af denne Lære skal gjøre dig let i Synden. Nei den gjør, at du betragter Synden som en forskrækkelig og skjændig Christi Morder, som en rædselsfuld Byrde, som du aldrig kan faa løftet af dig uden ved den evige Guds Arm; og da skal du hade Synden as din hele Sjæl; thi den er et Opror mod den kjærlighedsfulde og naadige Gud, og paa denne Maade skal du langt bedre end ved Eftertænksomhed om, hvad din egen Vilje formaar eller ved nogle Lov-Spidsfindigheder kunne vandre i din Herres Jesu Fodspor og følge Lammet, hvor det gaar.