Ifølge forjættelse

19 Forjættelsens Besiddelse formedelst Aanden

I hvem ogsaa I, da I hørte det Sandhedens Ord, eders Saliggjørelses Evangelium - i hvem ogsaa I, der I troede, er blevne beseglede med Forjættelsens den hellige Aand, som er os Pant paa vor Arv, til Eiendoms-Folkets Forløsning, hans Herlighed til Pris. - Ef. 1, 13, 14.

I en meget sand og virkelig Forstand er alt, hvad der loves i Forjættelsen, allerede de Troendes Eiendom. "Alle Ting er eders." Den store Fader kunde med Sandhed sige til enhver af hans Børn, der bor i hans Hus: "Alt, hvad jeg har, er dit." Arven er» allerede vor, siger de gamle Teologer: in promissio, in pretio, in ptsincipiis» d. v. s. i Guds Løfte, i den Pris, som den Herre Jesus har erlagt, og i dens første Principer, som er indgydte i os ved den Helligaand. I sin visse Forjættelse har Faderen allerede "velsignet os med al aandelig Velsignelse i Kristo": han har ikke alene besluttet at berige os i Fremtiden, men endog nu har han skjænket os sin Kjærligheds Skatte som Medgift. Den Herre Jesus har gjort os ikke blot til Arvinger as en uendelig Arv i kommende Tidsaldere, men han har sat os i Besiddelse as en Del deraf allerede nu, som Skriften siger: "I hvem vi ogsaa har opnaaet en Arv."

Den Helligaand er paa mange Maader Midlet til at gjøre den lovede Arv vor endog nu. Ved ham er vi beseglede." Vi ved forvist, at Arven er vor, og at vi selv tilhører alle Tings store Aroing. Guds Aands Virkning paa os i vor Gjenfødelse og hans Iboen i os ved Helliggjørelsen er Beviser for, at vi forbliver i Naaden og er Herlighedens Arvinger. Foruden alle andre Vidnesbyrd om, at vi er frelste, er dette visse og urokkelige Vidnesbyrd, at den levende Guds Aand hviler paa os. Anger, Tro, aandeligt Liv, hellige Attraaer, opadvendte Længsler og endog "uudsigelige Sukke" er altsammen Beviser for, at Guds Aand virker paa os og det paa en Maade, der er særegen for Frelsens Arvinger. Liv indblæst i os ved den Helligaand er det store Segl paa Guds Rige i vort Indre. Vi behøver ingen Drømme eller Syner eller mystiske Røster eller henrivende Følelser, den livgivende og fornyende Helligaand er bedre Segl end disse. Forjættelsens Aand bereder ikke Menneskene for en Velsignelse, der aldrig skal blive deres. Han, som har forberedt os til det selvsamme, vil sikre os den Velsignelse, hvortil han forberedte os. Det ubetydeligste Indtryk af Aandens Segl er et bedre Vidnesbyrd om vor Del og Lod med Guds Folk end alle selvdragne Slutninger, som Egenkjærligheden kan fremdrage af sin ophidsede Indbildning.

Ikke blot er den Helligaand Seglet paa Arven, men ogsaa et Fæste derpaa. Et fæste er en Del af Tingen selv, givet som Forsikring om, at Resten vil blive leveret i sin Tid. Hvis nogen betales en Del af sin Aarsløn ved Aarets Begyndelse, er det Fæstepenge. Heri afviger et Fæste fra et Pant; thi Pantet tilbageleveres, naar vi modtager det, som Pantet var Sikkerhed for; men Fæstet tilbageleveres ikke; thi det udgjør en Del af det lovede. Saaledes er ogsaa den Helligaand selv en stor Del af de Helliges Arv; og ved at have ham har vi Begyndelsen til Fuldkommenhed, til Herlighed. Han er evigt Liv, og hans Gaver, Naade og Virkninger er Begyndelsesgrundene til uendelig Salighed. Ved at have den Helligaand har vi det Rige, som det er vor Faders Velbehagelighed at skjænke sine Udvalgte. Dette vil blive klart ved nogle faa Øjeblikkes Overvejelse. Himmelen vil bestaa meget i Hellighed, og det er klart, at faa vidt den Helligaand gjør os hellige her, har han indplantet Begyndelsen til Himmelen. Himmelen er Sejr: og hver Gang vi besejrer Synden, Satan, Verden og Kjødet, har vi Forsmag paa uforgjængelig Sejr, der bevirker Viften med Palmegrene i det nye Jerusalem. Himmelen er en uendelig Sabbat, og hvorledes kan vi have bedre Forsmag paa den fuldkomne Hvile end ved den Glæde og Fred, som er udgydt i os ved den Helligaand? Omgang med Gud er Hovedbestanddelen i de Herliggjortes Velsignelse; og hernede sættes vi ved Guds Aand istand til at forlyste os i Herren og fryde os i vor Frelsers Gud. Samfundskab med den Herre Jesus i alle hans naadige Hensigter og Forsætter og Lighed med ham i Kjærlighed til Gud og Menneskene er ogsaa Hovedbetingelserne i vor fuldkomne Tilstand foran Tronen; og disse virker Hellighedens Aand i os Dag for Dag. At være rene af Hjertet for at kunne se Gud, at blive grundfæstede i Karakter for at blive befæstede i Retfærdighed, at blive stærke i det gode for at kunne overvinde det onde og at blive rensede fra os selv for at kunne finde vort alt i Gud: er ikke dette i sin Fylde blandt Hovedvelsignelserne i Salighedens Skue? Og er disse Ting ikke allerede skjænkede os ved den Herlighedens og Kraftens Aand, som allerede nu hviler over os? Det forholder sig saa. I den Helligaand har vi, hvad vi søger efter. I ham er Himmelens Blomst kommen til os i Knoppem. Herlighedens Dags Dæmring har smilet ned paa os.

Vi er derfor ikke faa fremmede for den forjættede Velsignelse, som man sædvanlig fortæller, at vi et. Mange gjentager som Papegøjer Ordene: "Men (vi forkynde), som skrevet er: hvad intet Øje har seet, og intet Øre har hørt, og som ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som ham elske" (1 Kor. 2, 9); men de forsømmer at tilføje de efterfølgende Ord: "men os har Gud aabenbaret det formedelst sin Aand." Hvor grusomt er det ikke saaledes at skjære Skriftens levende Barn i to! Den Helligaand har aabenbaret os, hvad hverken Øje eller Øre har bemærket: han har trukket Forhænget tilbage og bedet os se Hemmelighederne skjult gjennem Tidsaldere og Slægter. Se i Guds Liv i din Sjæl det evige Liv, der er forjættet dem, der elsker Gud. Herlighedens Liv er kun Forjættelsen og Udviklingen af Naadens Liv. Se i Forligelsen formedelst Forsoningsblodet hin himmelske Fred, der er Grundvolden for evig Hvile. Se i Kjærligheden til Gud udgydt i den troende Sjæl en Forsmag paa Salighedens Vellugt. Bemærk i den fulde Forvisnings ubevægelige Sikkerhed og hellige Ro en Forsmag paa Paradisets uendelige Hvile. Naar vor indre Glæde hæver sig højt og udbryder i Sang, da hører vi Forspil til det himmelske Halleluja. Hvis vi ønsker at smage Kanaans Druer, da se, de bringes os ved hine Forventningens Følelser, der under den Helligaands Vejledning er gaaede som Spejdere ind i det herlige Land og og derfra har bragt os de herligste Frugter!

Vi skal ikke blot faa Arven: vi har den allerede. Ved at have den Helligaand er vi allerede satte i Besiddelse af det Land, der flyder med Melk og Houning. "Vi, som tror, har indgaaet i Hvilen" (Ebr. 4, 3). "Men I er komne til Sions Bjerg, og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem, og til Englenes mange Tusinde" (Ebr.12, 22). Hvad andet er der tilbage for saadanne Personer, der saaledes er gjort delagtige i Guds Søns guddommelige Arv, end at de vandrer værdigt det høje, hellige og himmelske Kald? "Er I altsaa oprejste med Kristo, da søger det, som er oventil, hvor Kristus sidder hos Guds højre Haand" (Kol. 3, 1).