Ifølge forjættelse

18 Forjættelsens tid

Forjætttelsens Tid nærmede sig. - Ap. Gj. 7,17.

Thomas Brooks paaminder os om, at Guds Løfter ikke kaldes snare, men "Davids trofaste Løfter". Der er ingen Hast med Herrens Fremgangsmaade; det kan endog synes, som om hans Forjættelsers Vogn nøler. Det er slet ikke noget usædvanligt at høre de Hellige udraabe: "O Herre, hvor længe"? Der er skrevet: "Herrens Herlighed skal slutte til efter dig," d. e. blive din Belønning (Es. 58, 8). Bagtroppen rykker op sidst, men den udebliver aldrig. Gud kan undertiden lade os vente; men vi skal til Slutning erfare, at han visselig er sit Folks Frelsers Omega og Alfa. Lad os aldrig mistro ham; men om end Beskuelsen nøler, lad os vente paa den, fordi den visselig vil komme, den vil ikke udeblive (Hab. 2, 3).

Der afsejlede engang fra London et Skib, som Eieren kaldte "Hurtig-Sikker", fordi han haabede, at det vilde blive baade hurtigsejlende og trygt. Dette er et passende Navn for Herrens Miskundhed: den er baade snar og sikker. David sagde maaske ikke dette i den anførte Text, men han sagde ofte lige meget og endog mere i andre. Sagde han ikke: "Han red paa en Cherubin og fløi, ja han fløj paa Vindens Vinger"? Herren er ikke sen til at høre sit Folks Raab. Han har fastsat en Tid for Sions Besøgelse, og naar den Tid kommer, vil der ikke blive nogen Udsættelse.

Tiden for Forjættelsens Opfyldelse er en vigtig Del deraf; ja den udgjør endog Hovedsagen deraf. Det vilde være uretfærdig at opsætte Betalingen af en Gjæld, og Pligten til at holde ens Ord er af samme Slags. Herren er punktlig med at opfylde sine Naadeløfter. Herren havde truet med at ødelægge Verden ved en Flod, men han ventede den fulde Frist, indtil Noa var gaaet ind i Arken, og da, paa den selvsamme Dag, aabnedes Dybets Kilder. Han havde erklæret, at Israel skulde komme ud af Ægpyten, og det skede saa: "Og det skede, der fire hundrede Aar og tredive Aar var til Ende, ja det skede lige paa den samme Dag, da udgik alle Herrens Hære af Ægypti Land" (2 Moseb. 12, 41). Ifølge Daniel tæller Herren sit Løftes Aar og Ugerne for sin Venten. Med Hensyn til den største Forjættelse af alle, nemlig Sendelsen af sin egen Søn fra Himmelen, da var ikke Gud forsinket med hin store Gave, men "da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde." Uden al Tvivl holder Herren vor Gud sit Ord til Prikke.

Naar vi er i Nød, kan vi være paatrængende med at bede Herren komme os snart til Hjælp, ligesom David bad i sin 70de Salme: "Herre! skynd dig til at hjælpe mig. Jeg er elendig og fattig; Gud! skynd dig til mig; du er min Hjælp og min Befrier; Herre tøv ikke." Herren nedlader sig endog til at beskrive sig selv som i Hast med at opfylde sine Naadeløfter: "Jeg, Herren, vil lade det hasteligen komme i sin Tid." Men vi maa ikke bede, som om vi havde den mindste Frygt for, at Herren kunde eller vilde nøle, eller at han behøvede, at vi skulde tilskynde ham. Nej, "Herren forhaler ikke Forjættelsen - saaledes som nogle agter det for en Forhaling" (2 Pet. 3, 9). Vor Gud er langsom til Vrede, men til Naadeshandlinger "løber hans Ord saare hasteligen" (Sal. 147, 15). Ofte overgaar hans Hast til at velsigne sit Folk Tid og Tanke, som f. Ex. da han opfyldte hin gamle Erklæring: "Og det sker, førend de raabe, da vil jeg, jeg svare; naar de, de endnu tale, da vil jeg, jeg høre". (Es.65, 24).

Dog forhales ofte vore Bønners Bønhørelse. Ligesom Jordbrngeren ikke høster idag, hvad han saaede igaar, saaledes erholder ikke vi altid strax af Herren, hvad vi begjærer. Naadens Dør aabnes, men ikke ved vor første Banken. Hvorfor ikke? Fordi Naaden kun vil blive saa meget større ved at være længe paa Vejen. Der er en Tid til alt under Himmelen, og alt er bedst i sin Tid. Frugt modnes i sin Tid, og jo mere den er i rette Tid, des bedre er den. Ubetimelige Naadesbevisninger vilde kun være halve Naadesbevisninger; derfor tilbageholder Herren dem, indtil de opnaar Fuldendthed. Endog Himmelen selv vil blive saa meget bedre, fordi den ikke vil blive vor, førend den bliver beredt for os og vi beredte for den.

Kjærligheden holder Tilsyn med Naadens Anordninger og slaar paa Klokken, naar det bedste Øjeblik er kommen. Gud velsigner os med sine midlertidige Forhalinger saa vel som med sine prompte Bønhørelser. Vi bør ikke mistro Herren, fordi hans Tid endnu ikke er kommen; det vilde være at handle som utaalmodige Børn, der altid maa have en Ting øjeblikkelig, ellers frygter de for, at de aldrig faar den. En nølende Gud er den sande Gjenstand for sit ventende Folks Tillid. "Derfor skal Herren bie, at han kan være eder naadig" (Es. 30, 18). Hans Medlidenhed mangler ikke, selv naar hans naaderige Handlinger synes at opsættes og vor Bedrøvelse forøges. Ja, det er fordi han elsker os saa meget, at han prøver os ved at opsætte sine Fredens Svar. Det er med vor himmelske Fader, som det var med Herren paa Jorden: "Men sandelig: Gid Gud vilde tale, og oplade sine Læber imod dig, og vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi der er dobbelt Kraft (hos ham); men vid, at Gud kræver (noget) af dig for din Misgjernings Skyld" (Job. 11, 5,6). Kjærligheden tillukker den rige guddommelige Haand og tilbageholder Velgjørenhedens Strøm, naar han indser, at en Tids Prøvelse vil blive os virkelig til Velsignelse.

Maaske er Forjættelsens Tid endnu ikke kommen, fordi vor Prøvelse endnu ikke har opfyldt sin Hensigt. Revselsen maa svare til sin Bestemmelse, ellers kan den ikke ophøre. Hvem vilde ønske at se Guldet taget ud as Ilden, førend Slagget er fortæret? Vent, du dyrebare Ting, indtil du har opnaaet den største Renhed! Disse Smelteovnens Øjeblikke er gavnlige. Det vilde være uklogt at forkorte saadanne gyldne Timer. Forjættelsens Tid svarer til den Tid, der er mest forædlende for Hjerte og Sjæl.

Maaske vi desuden ikke har udvist tilstrækkelig Underkastelse under Guds Vilje. Taalmodighed har endnu udført sit fuldkomne Værk. Afvænnelsen er ikke fuldendt: vi længes fremdeles efter de Bekvemmeligheder, som Herren ønsker os at vore bort fra. Abraham gjorde et stort Gjæstebud, da hans Søn Isaak blev afvænnet, og muligens vil vor himmelske Fader gjøre det samme med os. Læg dig ned, stolte Hjertet Forlad dine Afguder; forsag dine Kjæledægge; og den forjættede Fred vil komme til dig.

Det er ogsaa mulig, at vi endnu ikke har udført en Pligt, der vil blive Vendepunktet i vor Tilstand. Herren omvendte Jobs Fangenskab, da han bad for sine Venner. Det kan være, at Herren vil gjøre os nyttige for en Slægtning eller anden Ven, førend han vil skjænke os personlig Trøst: vi vil ikke tillades at se vor Josefs Ansigt, medmindre vor Broder er med os. Een af Guds Huses Anordninger kan ligge upaaagtet eller et eller andet helligt Værk være forsømt; og dette kan hindre Forjættelsen. Forholder det sig saaledes? Er Guds Trøst ringe for dig? Er der noget hemmeligt ved dig? Maaske vi endnu bør aflægge Herren et Løfte og gjøre ham et vigtigt Offer, og at han da vil bringe os sin Pagt i Erindring. Lad ham ikke klage: "Du har intet sødt Rør kjøbt for mig med Penge." Lad os hellere følge hans Formaning: "Fører al Tienden til (mit) Forraads-Hus, og lader Spise være i mit Hus, og lader dem dog prøve mig derved, sagde den Herre Zebaoth; om jeg ikke skal aabne eder Himmelens Sluser, og udgyde eder Velsignelse, indtil (I have) ikke nok (at tage udi)« (Malak. 3,10).

Guds Forjættelsers Opfyldelse er bestemt til at forherlige ham, og dette maa være os nok, naar vi ikke kan indse nogen anden Grund for Forhalingen. Det kan være nødvendig for os at blive mere bekjendte med vore Behov og den store Værdi af den Velsignelse, vi søger. Det, som opnaaes for let, kan blive for lidet skattet. Maaske vort utaknemmelige Sind behøver at blive lært Taknemmelighed ved Venten. Vi kunde maaske ikke synge hast, hvis vi ikke først havde sukket dybt. Mangel og Venten leder til Suk og Bøn, og disse leder i sin Tid til Glæde og Fryd.

Hvis vi kunde kjende alle Ting, ligesom Gud kjender alle Ting, vilde vi prise ham af ganske Hjerte, fordi han holder os under Svøben og ikke sparer os, fordi vi græder. Hvis vi vidste Enden saa vel som Begyndelsen, vilde vi love Gud for lukkede Døre, vredladne Blikke og uopsyldte Bønner. Hvis vi vidste, at Herrens store Hensigter blev opfyldte ved, at vi forbliver uden de Glæder, vi søger, og ved at udholde de Lidelser, vi frygter, vilde vi visselig raabe højt om at maatte faa forblive i vor Armod og blive indestængte i vor Smerte. Hvis vi kan forherlige Gud ved at blive nægtet, hvad vi søger, ønsker vi at blive nægtet. Størst af alle vore Bønner, Summen as alle de øvrige, er denne: "Dog ikke som jeg vil, men som du vil!"