Ifølge forjættelse

16 Forjættelsen nyttig for dette liv.

Gudsfrygt er nyttig til alle Ting, da den har Forjættelse baade for det Liv, som nu er, og for det tilkommende. - 1 Tim. 4, 8.

Et Slags paataget Væsen hindrer nogle Kristne fra at behandle Religionen som en Hverdagslivets Sag; for dem er den noget transcendentalt og drømmende - snarere en Frugt af from Indbildning end en Kjendsgjerning. De tror paa Gud, paa et Vis-angaaende aandelige Ting og Livet hisset; men de forglemmer aldeles, at sand Gudsfrygt har Forjættelse baade for det Liv, som nu er, og for det tilkommende. For dem synes det næsten en Bespottelse at bede om de Smaating, hvoraf Hverdagslivets bestaar. - Maaske de vil blive forbauset, naar jeg vover at bemærke, at dette burde bevæge dem til at betvivle deres Tros Virkelighed. Hvis den ikke kan bringe dem nogen i Hjælp i Livets smaa Besværligheder, vil den da opholde dem i Dødens større Trængsler? Hvis den ikke kan gavne dem med Hensyn til Føde og Klæder, hvad kan den da gavne dem med Hensyn til deres udødelige Sjæl?

I Abrahams Liv erfarer vi, at hans Tro havde at skaffe med alle Begivenheder i hans jordiske Livs Pilegrimsvandring; den stod i Forbindelse med hans Flytning fra det ene Land til det andet, med hans Brodersøns Fraskillelse fra ham, med hans Kamp mod Fjender og fornemmelig med hans længe forjættede Søns Fødsel. Ingen Del af Patriarkens Liv var udenfor Omkredsen af hans Tro paa Gud. Henimod Slutningen af hans Liv sagdes det: "Og Herren havde velsignet Abraham i alle Ting," hvilket indbefatter timelige saa vel som aandelige. Herren lovede Jakob Brød at æde, Klæder at iføre sig og hans Tilbageførelse til hans Faders Hus i Fred, og alle disse Ting er af timelig og jordisk Beskaffenhed. Visselig modtog ikke disse første Troende Forjættelsens nuværende Velsignelser hemmeligt eller ansaa det som en luftig, mystisk Sag at tro paa Gud. Man bliver slagen ved at bemærke Mangelen paa nogen Grænse mellem det verdslige og hellige i deres Liv; de vandrede som Pilegrime, kjæmpede som Korsfarere, aad og drak som Hellige, levede som Præster og talte som Profeter. Deres Liv var deres Religion, og deres Religion var deres Liv. De nærede Tillid til Gud - ikke blot angaaende visse Ting as høiere Værd, men angaaende alle Ting, og selv naar en af deres Tjenere begav sig paa en Rejse, bad han: "O Herre, min Herres Gud, giv Lykke paa min Rejse." Dette var ægte Tro, og det tilkommer os at efterligne den og ikke længere tillade Troens Substans og Troens Liv at fordunste i blot sentimentale og højtflyvende Indbildninger. Hvis Tillid til Gud duer til noget, duer den til alt, hvad der ligger inden Forjættelsens Grænser, og det er vist, at det nuværende Liv befinder sig inden disse.

Lad min Læser bemærke og gjøre praktisk Brug af saadanne Guds Ord som disse: "I skulle tjene Herren, eders Gud, og han skal velsigne dit Brød og dit Vand, og jeg vil borttage Sygdom fra dig" (2 Moseb. 23, 25). "Forlad dig paa Herren og gjør godt, da skal du leve i Landet og blive underholdt" (ordret Overs. af Sal. 37, 3). "Han skal frie dig af Fuglesangerens Snare, fra den skadelige Pestilense. Han skal bedække dig med sine Vinge-Fjedre, og du skal haabe under hans Vinger; hans Sandhed er et Skjold og et Pantser. Du skal ikke frygte for Nattens Forskrækkelse, for Pilen, som flyver om Dagen, for Pestilense, som farer frem i Mørket, for Ødelæggelse, som fordærver om Middagen. Om Tusinde falder ved din Side, og ti Tusinder ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig" (Sal. 91, 3-7).

"Han skal frie dig i sex Angester, og i den syvende skal intet ondt røre dig" (Job. 5, 19). "Den, som vandrer i Retfærdigheder, og som taler Oprigtigheder; den, som foragter den Vinding, der kommer af andres Fortrykkelser, den, som ryster sin Hænder fra at beholde Skjænk, den, som stopper sit Øre fra at høre Blodskyld, og som lukker sine Øer fra at se paa det Onde,- han, han skal bo i de høie Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Ophøjelse; hans Brød bliver givet ham, hans Vand er sikkert" (Es. 38, 15-16). "Den Herre Gud er Sol og Skjold, Herren skal give Naade og Ære; han skal intet godt vægre dem, som vandrer i Fuldkommenhed" (Sal. 84, 12). "Intet Redskab, som er dannet imod dig, skal lykkes, og hver Tunge, som staar op imod dig i Dommen, skal du fordømme; denne er Herrens Tjeneres Arv, og deres Retfærdighed af mig, siger Herren" (Es.54, 17).

Vor Frelser vilde, at Troen skulde være vort Beroligelsesmiddel under de daglige Bekymringer, ellers vilde han ikke have sagt: "Derfor siger jeg eder: bekymret eder ikke for eders Liv, hvad I skulle æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne? Ser til Himmelens Fugle, at de saa ikke, og haste ikke, og samler ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; er I ikke meget mere end de?« (Matt. 6, 25-26). Hvad andet end Tro med Hensyn til timelige Ting kunde han have ment, da han brugte følgende Sprog: "Defor søger og I ikke med Bekymring, hvad I skulle æde, eller hvad I skulle drikke, og værer ikke vankelmodige. Thi efter alt saadant søger Hedningerne Verden, men eders Fader ved, at I har det behov" (Luk.12, 29-30).

Paulus mente det samme, da han skrev: "Værer ikke bekymrede for noget, men i alle Ting lader eders Begjæringer fremføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse; og den Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristo Jesu" (Fil. 4, 6-7).

Han, som er gaaet hen for at berede os et Sted i Himmelen, vil ogsaa sørge for os paa Rejsen derhen. Gud giver os ikke Himmelen, ligesom Paven gav den spanske Konge England: hvis han kunde erobre det; men han gjør Vejen tryg, saa vel som dens Ende. Nu er jo vore jordiske Behov lige virkelige som vore aandelige, og vi kan vare forvissede om, at Herren vil tilfredsstille dem. Han vil sende disse Nødvendighedsgjenstande i Forjættelsens, Bønnens og Troens Vej, og saaledes gjøre dem til et Opdragelselsmiddel for os. Han vil gjøre os skikkede for Kanaan ved at lade os vandre gjennem Ørkenen.

At antage, at timelige Ting er for ubetydelige for vor nedladende Gud, er at forglemme, at han ser til Spurvene under Himmelen og tæller Hovedhaarene paa sit Folks Hoveder. Desuden er alt saa lidet for ham, at skulde han ikke tage Hensyn til det lille, vilde han ikke tage Hensyn til noget. Hvem kan maale og veje Begivenhederne? Historiens Vendepunkt kan være blot et Minuts Begivenhed. Salig er den Person, for hvem intet er for lidet for Gud; thi visselig er intet for ringe til at foraarsage os Sorg eller bringe os i Fare. En Mand tabte engang en Nøgle; han bad til Gud og fandt den. Sagen omtaltes som noget mærkværdigt. Den var dog slet ikke usædvanlig; nogle af os beder angaaende alt muligt, og skjælver ved Tanken om, at ikke det ubetydeligste kunde blive helliget ved Guds Ord og Bøn. Det er ikke Opregningen af Ubetydeligheder, der besværer vor Samvittighed, men Udeladelsen deraf. Vi føler os forvissede om, at da Herren befalede sine Engle, at de skulde bevare os, saa at vi ikke støde vore Fødder mod Stene paa Vejen, gav han alle vort Livs Enkeltheder i himmelsk Varetægt, og vi glæder os over at kunne betro alle Ting til hans Omsorg.

Det er et af de staaende Mirakler i den nuværende Pagts Husholdning, at vi i Kristo har en stadig Fred under alle Trængsler, og formedelst ham har vi Magt i Bønnen at erholde fra Herren alle Ting, der er nødvendige for dette Liv og for Gudfrygtighed. Det har været min Lod at prøve Herren Hundreder af Gange angaaende timelige Behov, dreven dertil ved Omsorgen for Forældreløse og Studerende. Bøn har mange, mange Gange bragt belejlig Hjælp og ryddet alvorlige Vanskeligheder af Veien. Jeg ved, at Tro kan fylde en Pung,tilveiebringe et Maaltid, forandre et haardt Hjerte, skaffe Tomt for en Bygning, helbrede de Syge, stille Opfattighed og standse en Smitte. Lig Penge i Verdensmenneskets Haand tjener Tro i Guds Mands Haand til alle Ting. Alle Ting i Himmelen, paa Jorden og under Jorden adlyder Bønnens Kalden. Troen kan ikke efterlignes af en Kvaksalver eller forestilles af en Hykler; men hvor den er virkelig og kan gribe et guddommeligt Løfte med et fast Greb, er den en stor Undergjører. Hvorledes ønsker jeg ikke, at min Læser saaledes vilde tro paa Gud, at han kunde læne sig paa ham under alle Livets Anliggender! Dette vilde lede ham ind i en ny Verden, og bringe ham et saadant bekræftende Vidnesbyrd om vor hellige Tros Sandhed, at han kunde le Spotteren til Skamme. Barnlig Tro paa Gud skaffer oprigtige Hjerter en praktisk Klogskab, som jeg er tilbøjelig til at kalde helliget sund Fornuft. Den enfoldige Troende, skjønt han belees som en Idiot, besidder en Visdom, der kommer fraoven og fuldkommen trodser de Ugudeliges List. Intet forvirrer en ondskabsfuld Fjende mere end en grundig Troendes ligefremme Aabenhed.

Den, fom tror paa Gud, frygter intet ondt Rygte; thi hans Hjerte har fundet et trygt Fodfæste ved at stole paa Herren. Paa tusinde Maader forsøder, forstørrer og beriger denne Tro Livet. Prøv den, kjære Læser, og se, om den ikke yder dig en uvurderlig Rigdom af Velsignelse! Den vil ikke fritage dig for Vanskeligheder; thi Forjættelsen er: "Disse Ting haver jeg talet til eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige: jeg haver overvundet Verden" (Joh. 16, 33); men bevæge dig til endog at glæde dig i Trængsler, efterdi vi vide, at Trængslen virker Taalmodighed; men Taalmodigheden virker et prøvet Sind; men et prøvet Sind Haab: men Haabet beskjæmmer ikke; fordi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er os given" (Rom. 5, 3-5). —