Ifølge forjættelse

14 Forjættelsens underskrivning.

Jeg tror, at det skal saaledes vorde, som mig er sagt. - Ap. Gj. 27, 25

Panlus havde erholdt en speciel Forjættelse, og han erklærede aabent sin Tro derpaa. Han troede, at Gud vilde opfylde hint Løfte til Punkt og Prikke. Paa denne Maade beseglede han, at Gud er trofast. Enhver af os er forpligtet til at gjøre dette med de Herrens Ord, der passer for vort Tilfælde. Det er dette jeg mener med Overskriften Forjættelsens Underskrivning.

En Ven giver mig en Anvisning for Børnehjemmet, saalydende: "Betal til C. H. Spurgeon et Belob af ti Pd.Sterling." Hans Navn er godt, og hans Bank er god, men jeg opnaar intet ved hans Godhed, førend jeg sætter mit eget Navn paa Anvisningens eller Vexelens Bagside. Det er en meget simpel Handling: jeg skriver kun mit Navn, og Bankøren betaler mig Pengene; men Underskriften kan ikke undværes.

Der gives mange større Navne end mit, men intet af disse kan benyttes istedet for mit eget. Om jeg skrev Dronningens Navn, vilde det ikke hjælpe mig. Om Statskassereren satte sit Navn paa Bagsiden af Dokumentet, vilde det ikke nytte noget. Jeg maa selv skrive mit eget Navn; saaledes maa ogsaa enhver personlig antage, tilstemme og tilegne sig Guds Forjættelse ved sin egen personlige Tro, ellers vil han ingen Nytte haste deraf.

Selv om du skulde skrive et miltonsk Digt til Ære for Banken eller overgaa Tennyson i Vers til Lovprisning af den gavmilde Velgjører mod de Forældreløse, vilde det ikke gavne noget. Hverken Menneskers eller Engles mest udsøgte Sprog vilde være tilstrækkelig; hvad der absolut behøves er den Persons personlige Underskrift, hvilken nævnes som Pengenes Modtagen. Hvor smuk en Tegning, en Kunstner maatte tegne paa Vexelens Bagside, vilde heller intet udrette: det simple, selvskrevne Navn forlanges, og intet vil antages i dets Sted. Vi maa tro Forjættelsen - enhver for sig - og erklære, at vi ved, den er sand; ellers vil den ingen Velsignelse bringe os. Ingen gode Gjerninger eller ceeremonialske Handlinger eller henrykkende Følelser kan erstatte den simple Tillid. "Hver den, som kommer til Gud, maa tro, at han er, og at han sikkert er deres Belønner, der søger ham alvorligt." Noget andet kan eller ikke kan være, men dette maa være.

Forjættelsen kan siges at lyde saaledes: "Jeg lover at betale til hvilken som helst Synder, der vil tro paa mig, det evige Livs Salighed." Synderen maa skrive sit Navn paa Anvisningens Bagside, men intet mere forlanges af ham. Han tror Forjættelsen, han gaar til Naadens Trone dermed, og venter at erholde den Naade, som den tilsiger ham. Han vil erholde den Naade; han kan ikke andet. Der er skrevet: "Den, som tror paa Sønnen, har evigt Liv;" og saaledes forholder det sig.

Paulus troede, at alle, som var i Skibet med ham, vilde undkomme, fordi Gud havde lovet det. Han antog Løftet som tilstrækkelig Sikkerhed for Handlingen og og handlede ifølge dermed. Han forholdt sig rolig under Stormen; han gav sine Kammerater vise og gode Raad og ledede i det hele taget Sagerne som en Mand, der var sikker paa at undkomme heldigt fra Stormen. Han opførte sig saaledes mod Gud, som han burde, nemlig med fuld Tillid. En ærlig Mand synes om at blive stolet paa; det vilde bedrøve ham, om han saa, at han blev betragtet med Mistro. Vor trofaste Gud er nidkjær for sin Ære og kan ikke taale, at Menneskene skulde behandle ham, som om han kunde være falsk. Vantro fortørner Gud mere end nogen anden Synd: den berører hans Øjensten. Det være langt fra os at begaa en saa afskyelig Synd mod vor himmelske Fader; lad os tro til Skaftet, uden at sætte nogen Grænse for vor hjertelige Tiltro til hans Ord.

Paulus erklærede aabent sin Tillid til Løftet. Det er godt, at vi gjør det samme. Netop nu behøves meget dristige, utilbageholdende Vidnesbyrd om Guds Sandhed, og de kan bevise sig at være af syvfold Vard. Luften er fuld af Tvivl; ja, der er kun faa, som virkeligt tror. En saadan Mand som George Muller, der stoler paa Gud angaaende Opholdet for to tusinde Børn, er en sjelden Personlighed. "Naar Menneskens Søn kommer, mon han vil finde Troen paa Jorden ?" Lad os derfor tale ud. Vantroen har udfordret os. Lad ingen Persons Hjerte forfærdes, men lad os møde Kjæmpen med den virkelige Erfarings Slynge og Sten, samt med et dristigt Vidnesbyrd: Gud holder sit Løfte, og vi ved det. Vi vover at underskrive ethvert af hans Løfter. Ja, vi vilde gjøre det med vort Blod, om det var fornødent! Herrens Ord forbliver forevigt, og herpaa er vi dristige Vidner - alle af os, som er kaldede med hans Navn.