Ifølge forjættelse

14 Forjættelsens tilegnelse.

Jeg er Herren, din Faders Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Sæd. — 1 Moseb. 28, 13.

Frygtsomme Sjæle finder megen Vanskelighed ved at tage fat paa Guds Forjættelfer som givne dem selv: de frygter for, at det vilde være anmassende at gribe, hvad der er saa godt og dyrebart. Som en almindelig Regel kan vi antage, at hvis vi har Tro til at gribe Forjættelsen, da er den vor. Den, der giver os en Nøgle, som passer for Laaset til hans Dør, har til Hensigt, at vi skal aabne Døren og gaa ind. Det kan aldrig være nogen Anmasselse ydmygt at tro Gud; der kan være meget deraf i at vove at drage hans Ord i Tvivl. Det er ikke sandsynlig, at vi vil tage fejl i at stole for meget paa Forjættelsen. Vor Feil ligger i Mangel paa Tro, ikke i Overflod derpaa. Det vilde være vanskelig at tro Gud formeget; det er frygtelig almindelig at tro ham forlidet. "Dig ske, som du tror," er en Tilønskning, som Herren aldrig vil frakjende sig. "Hvis du blot kan tro; alle Ting er mulige for den, som tror." Det er skrevet: "de kunde ikke gaa ind formedelst Vantro ;" men det er aldrig bleven sagt, at nogen, der har gaaet ind formedelst Tro, er bleven irettesat for sin Dristighed og jaget tilbage.

Ifølge det Skriftsted, hvormed vi har begyndt dette Kapitel, tog Jakob det forjættede Land i Besiddelse ved at udstrække sig og lægge sig til at sove. Der gives ingen sikrere Maade at tage en Forjættelse i Besiddelse paa, end ved at kaste hele vor Tyngde derpaa og saa nyde en hjertelig og styrkende Hvile. "Det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig." Hvor ofte har jeg ikke erfaret Forjættelsen at være sand for mit eget vedkommende, naar jeg har antaget den som Sandhed og handlet i Overensstemmelse dermed! Jeg har udstrakt mig derpaa som paa et Leje og overladt mig selv i Herrens Hænder; og en sød Hvile har listet sig over min Aand. Tillid til Gud bringer sine egne Ønskers Opfyldelse. Det Løfte, som Gud har givet dem, der søger ham i Bøn, lyder saaledes: "Tro, at I skal modtage dem, og I skal erholde dem." Dette klinger mærkværdigt, men det er sandt;" det er ifølge Troens Filosofi. Sig ved en erkjendende Tro: "dette Løfte er mit," og strax er det dit. Det er ved Tro, at vi "modtager Forjættelser" og ikke ved Syn og Sans. Guds Forjættelser er ikke Indhegninger for at være denne eller hin Helgens Ejendomme, men de er den aabne Fællesmark for alle Beboere af den hellige Tros Sogn. Der er uden Tvivl Personer, som vilde, om de kunde, gjøre Stjernerne til sin Privatejendom og forvandle Sol og Maane til sit Gods. Den samme Begjærlighed vilde maaske omgive Forjættelserne med et Gjerde; men det lader sig dog ikke gjøre. Gniere kunde ligesaa gjerne omhegne Sangfuglene og gjøre Fordring paa Lærkens og Droslens Musik som deres egen udelukkende Arv som at forsøge at beholde Forjættelserne kun for sig selv. Nej, ikke de bedste af Helgener kunde, om de vilde, bringe et eneste Ord af Naadens Gud under Laas og Lukke. Forjættelsen "gjælder ikke blot eder og eders Børn," men "alle, der er langt borte, nemlig saa mange, som Herren vor Gud skal kalde." Hvilken Trøst er ikke dette! Lad os tilegne os vore fælles Rettigheder og tage i Besiddelse ved Troen, hvad Herren har gjort til vort med en Saltpagt.

Ord, der taltes til Jakob, tilhører lige meget alle Troende. Hoseas siger om ham: "Ja, han havde Magt over Engle og sejrede; han græd og opsendte Bønner til Ham; han fandt Ham i Bethel, og der talede Han med os." Altsaa talte Jehova med os, da han talte med Patriarken. De Undere, som Gud udførte ved det Røde Hav, blev udførte for alt hans Folk; thi vi læser: "der har vi glædet os i ham" (Sal. 66, 6). Det er sandt, at vi ikke var der; og dog er Israels Glæde vor. Apostelen anfører Herrens Ord til Josva, som om de blev udtalte til ethvert Guds Barn: "Han har sagt: jeg vil aldrig forlade dig eller forsage dig" (Ebr. 13, 5); da det forholder sig saa, at ingen Herrens Ord ender med den Anledning, som fremkaldte dem, eller udtømmer sig ved at velsigne den Person, til hvem det var først rettet. Alle Forjættelser gjælder Troende, der har Tro nok til at antage dem og anføre dem ved Naadens Trone. Hvad Gud er for en Person, der forlader sig paa ham, vil han være for alle saadanne ifølge deres Omstændigheder og Behov.

Bibelen har sit Øje paa enhver af os, som den udtaler sine Naadesord. En Taler har heldigt sagt: "Vi selv, saadanne som vi er, er netop de Personer, som Skriften taler om, og til hvem den ved alle mulige Slags Overtalelser stiller sin nedladende, skjønt himmelske Formaning. Det Punkt, der fortjener Opmærksomhed, er at lægge Mærke til, hvorledes en Bog af dens Slags og Omfang kunde besidde denne forskjelligartede Magt - dette Øje, der ligt et Portræts altid er rettet mod os, hvor vi end vender os."

Denne Ordets mærkværdige Anvendelighed paa enhver af Tusinder af Slægter er et af dets yndigste Træk og et af de sikreste Bevis paa dets guddommelige Inspiratiom. Vi behandler vore Bibler, ikke som gamle Almanakker, men som Bøger for Nutiden - ny, ferske, egnede for det nuværende Øjeblik. Varig Sødme befinder sig med uformindsket Fristhed i det gamle Ord, hvoraf vore Forfædre levede i sin Tid. Lovet være Gud, vi lever fremdeles deraf, eller om vi ikke gjør det, burde vi det og har kun os selv at laste derfor, om vi ikke gjør det!

Abrahams Brønde tjente ogsaa Isak og Jakob og et tusinde Slægter. Kom, lad os nedsænke vore Kar og med Glæde drage Vand op af Frelsens Kilder, gravede i hine fjerne Dage, da vore Fædre stolede paa Herren, og han befriede dem! Vi behøver ikke at frygte for, at vi vil være overtroiske eller godtroende. Herrens Forjættelser gjælder alle, der vil tro dem: Tro er selv en Garanti for Tillid. Hvis du kan stole, bør du stole. Efter at være bleven opfyldt hundrede Gange staar Forjættelsens Ord fremdeles ved Magt for at blive opfyldt. Mangen en Gang har vi bøjet os for at slukke vor Tørst ved Kilden, der flyder gjennem Engen ; den er endnu lige fuld og fri, og vi kan drikke idag med lige megen Tillid, som om det var første Gang. Mennesker holder ikke sine Løfter atter og atter: det vilde være urirnelig at vente det af dem. De er kun Kar, men du, o Herre, er en Kilde! Alle mine ferske Bække udspringer fra dig.

Kom, Læser, efterlign Jakob! Som han lagde sig ned paa et vist Sted og tog af Stenene paa Stedet for sin Hovedpude, saa gjøre ogsaa du. Her er den hele Bibel til et Leje, og her er visse Forjættelser til Hovedpuder; nedlæg din Byrde og dig selv og hvil dig. Se dette Skriftsted og dets Forjættelser er fra nu af dine: "Det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig."