Ifølge forjættelse

12 Herrens forjættelse - regelen for Hans given.

"Og Herren gav Salomon Visdom, som han havde tilsagt ham." - 1 Kong. 4, 12.

Hvorledes Herren virkede Visdom i Salomon, ved jeg ikke; men han lovede, at han vilde give ham Visdom, og han holdt sit Ord. Jo mere man tænker herpaa, jo mærkværdigere vil det synes. Salomon blev ikke født under de mest haabefulde Omstændigheder for Visdom. Som Yndlingssøn af en noget aldrende Fader var det yderst sandsynlig, at han vilde blive forkjælet. Som en ung Mand, der blev sat paa Tronen, førend han ifølge Naturens Gang var bleven skikket dertil, var det meget sandsynlig, at han maatte begaa store Fejlgreb. Som en Mand med stærke dyriske Drifter, der tilsidst overmandede ham, syntes det mere rimelig, at han vilde blive en forfalden Person end en Vismand. Som en Person i Besiddelse af stor Rigdom, ubegrænset Magt og stadig Fremgang, gjennnemgik han ikke megen af den prøvende Erfaring, hvorved Folk erhverver sig Visdom. Hvem var hans Lærere? Hvem lærte ham Visdom? Hans bodfærdige Moder kan maaske have forelagt ham megen sund Moral og Religion, men hun kunde aldrig have indplantet hos ham den høje Grad af Visdom, der hævede ham over alle andre Mænd og satte ham paa Berømmelsens Tinde. Han vidste mere end andre, og kunde derfor ikke have laant sin Visdom fra dem. Vismænd sad ved hans Fødder, og hans Rygte bragte Pilegrime fra Jordens Ender; ingen kunde have været hans Lærere, da han overgik dem alle. Hvorledes hævedes denne Mand til en saadan Højde af Visdom, at hans Navn gjennem alle Tider er bleven ensbetydende med Vismand?

Det er en meget mysterisk Fremgangsmaade, denne Skabelse af en Mesteraand. Hvem kan give en ung Mand Visdom? Man kan bibringe ham Kundskaber, men ikke Visdom. Ingen Lærer, ingen Mester, ingen Teolog kan meddele en anden Visdom; han har meget Bryderi med at erholde lidt for sig selv. Dog gav Gud Salomon Hjertestorhed som Havets Sand og Visdom uden Lige; thi Gud kan gjøre alle Ting. Paa en Maade, som han kun selv kjender, bevirkede Herren hos den unge Konge en Evne til at iagttage, slutte og handle klogeligen, der sjelden, om nogensinde, har havt sin Lige. Vi har ofte beundret Salomos Visdom; jeg beder dig at beundre end mere Jehovas Visdom, af hvem Salomons forbausende Visdom var virket.

Grunden til at Herren bevirkede dette Under med Salomon var, fordi han havde lovet at gjøre det, og han vil altid holde sit Ord. Mangen anden Text vilde tjene til min Hensigt lige godt som denne; thi alt, hvad jeg ønsker at faa ud af den, er dette: at hvad som helst Gud har lovet, vil han visselig gjøre. Enten det er Visdom til Salomon eller Naade til min Læser, hvis Herren har aflagt Løftet, vil han ikke lade det være et dødt Bogstav. Den Gud, som opfyldte sit Ord i dette yderst mærkværdige Tilfælde, hvor Sagen saa fuldstændig overgik menneskelig Magt, og omgaves af saadanne vanskelige Omstændigheder, vil opfylde sit Løfte i andre Tilfælde, hvor vanskelig og gaadefuld Fremgangsmaaden end maatte være. Gud vil altid holde sit Ord bogstavelig, ja, han vil endog i Almindelighed gaa længere, end Ordene synes at betyde. Medens han gav Salomon Visdom, forøgede han ogsaa hans Rigdomme og tusinder af andre Ting, der ikke var indbefattede i Pagten med ham. "Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skal alle disse Ting tillægges eder." Han, som aflægger Løfter om uendelige Velsignelser, vil tillægge de hverdagslige Ting, som om de var af liden Betydning og blev givne som ganske selvfølgelig, ligesom den Handlende giver Indpakningspapir med de kjøbte Varer.

Af Salomons Tilfælde og Tusinder af andre saadanne lærer vi for det første, at Regelen for Guds Given er - som han har lovet.

Historiens Blade glimrer af saadanne Exempler. Herren lovede vore faldne første Forældre, at Kvindens Sæd skulde sønderknuse Slangens Hoved, og se! hin underfulde Kvindens Sæd er kommen og har forhvervet sig og os vor Forløsnings herlige Sejr! Ved Opfyldelsen af hin ene Forjættelse har vi Sikkerhed for Opfyldelsen af alle andre. Da Gud lovede Noa, at han ved at indgaa i Arken vilde blive frelst, erfarede han Sandheden af dette Løfte. Ikke en eneste af de utallige Bølger, der ødelagde Jordkloden før Syndsloden, kunde bryde ind i hans trygge Opholdssted. Da Gud sagde til Abraham, at han vilde give ham Afkom og et land, der skulde blive hans Afkoms Ejendom, syntes det umulig; men Abraham troede Gud og kunde i sin Tid glæde sig over at beskue Isak og i ham se den forjættede Arving. Da Herren lovede Jakob, at han vilde være med ham og gjøre ham godt, holdt han sit Ord og gav ham den Velsignelse, som han kjæmpede for ved Jabboks Bæk. Hint længe slumrende Løfte om, at Israels Sæd skulde besidde Landet, som flød med Melk og Honning, syntes aldrig at ville blive opfyldt, da Stammerne blev gjorte til Slaver i Ægypten og Farao holdt dem med en Jernhaand i Ægypten og ikke vilde lade dem rejse. Min Gud, som handlede for et Folk, udførte dem med en mægtig Haand og en udstrakt arm netop paa den Dag, da han havde lovet at befrie dem. Han delte det Røde Havs Vande og førte sit Folk gjennem Ørkenen; thi han havde lovet at ville gjøre det. Han delte Jordanen i to og sordrev Kanaaniterne for sit Folk og gav Jsrael Landet som Arv, saaledes som han havde lovet. Historierne om Guds Trofasthed er saa mange, at Tiden vilde mangle os, dersom vi skulde forsøge at opregne dem alle. Guds Ord er altid bleven bekræftede ved hans Handlinger. Gud har handlet med Menneskene ifølge sine Forjættelser. Naar som helst de har taget fat paa Forjættelsen og sagt: "Gjør, som du har sagt,". har Gud svaret paa Begjæringen og bevist, at det ikke er sorfængeligt at forlade sig paa ham. Gjennem alle Tider har det været Guds ufravigelige Regel at holde sit Ord bogstavelig og paa Minuttet.

"Dette er en stor Tale," siger en; da vil vi nedlade os til ringere Tale. Dette er Guds Maade at hold e sin Forjættelse paa til hvert Jndivid. Vi er selv levende Vidner om, at Gud ikke forglemmer sit Ord. Tiere af Tusinder af os kan bevidne, at vi har forladt os paa ham og er aldrig kommen tilskamme. Jeg var engang en hjerteknust Synder, der stod skjælvende under den Almægtiges Vredes sorte Sky, skyldig og selvfordomt, og jeg følte, at hvis jeg blev banlyst for evigt fra Jehovas Nærværelse, kunde jeg ikke sige et Ord mod Dommens Retfærdighed. Naar jeg læste i hans Ord: "Hvis vi bekjender vore Synder, da er han trofast og retfærdig, som forlader os Synderne," gik jeg til ham. Skjælvende besluttede jeg at prøve hans Forjættelse. Jeg bekjendte mine Overtrædelser for Herren, og han tilgav mig min Synds Misgjerning. Jeg beretter ingen tom Historie; thi den dybe, rolige Fred, som kom til mit Hjerte i Tilgivelsens Ojeblik, var saadan, at det syntes, som om jeg havde begyndt et nyt Liv, hvilket jeg ogsaa i Sandhed havde.

Det skede saaledes : Jeg hørte en Søndag en fattig Mand tale om hin Forjættelse: "Sku op til mig og bliv frelst, alle Jordens Enden" Jeg kunde ikke forstaa, hvorledes et blot Blik paa Kristus kunde frelse mig. Det syntes en altfor ringe Handling til at bevirke saa store Resultater; men da jeg var færdig til at prøve hvad som helst, stucdc jeg op - jeg skuede op til Jesus.

Det var alt, hvad jeg gjorde. Det var alt, hvad jeg kunde gjøre. Jeg skuede op til ham, der er bleven en Forsoning for Synden, og i et Ojeblik indsaa jeg, at jeg var forligt med Gud. Jeg indsaa, at hvis Jesus havde lidti mit Sted, behøvede ikke jeg at lide, og at hvis han havde baaret alle mine Synder, havde jeg ingen Synd at bære længere. Min Misgjerning maatte udslettes, hvis Jesus havde baaret den i mit Sted og lidt al dens Straf. Ved denne Tanke kom der over min Aand en sød Bevidsthed om Fred med Gud formedelst Jesus Kristus min Herre. Forjættelsen var sand, og jeg erfarede det. Dette skede for over 36 Aar siden, men jeg har aldrig tabt Bevidstheden om denne fuldkomne Frelse, som jeg da fandt, ejheller har jeg tabt den Fred, der saa sødt gik op for min Aand. Siden den Tid har jeg aldrig stolet forgjæves paa min Guds Forjættelse. Jeg er ofte kommen i stor Fare, har kjendt megen Nød, har følt heftig Smerte og er bleven bebyrdet med uophørlige Ængstelser; men Herren har holdt hver Linje isit Ord, og naar jeg har stolet paa ham, har han bragt mig igjennem alt uden Fare. Jeg maa tale vel om ham, og jeg gjør det. Herunder sætter jeg min Ha and og Segl uden Betænkning eller Forbehold.

Alle Troendes Erfaring er meget nær den samme: vi begyndte vort nye Liv med Glæde og Fred ved at tro paa den paa Løfter rige Gud, og vi vedbliver at leve paa samme Maade. En lang Fortegnelfe over opfyldte Forjættelser er nærværende for vor lykkelige Hukommelse, opvækkende vor Taknemmelighed og befæstende vor Tillid. Vi har prøvet vor Guds Trofasthed Aar efter Aar paa mange Maader, men altid med samme Resultat. Vi er gangne til ham med hans Forjættelser om Livets almindelige Ting - angaaende dagligt Brvd og Klæder og Børn og Hjem; og Herren har handlet naadeligen med os. Vi har søgt ham i Sygdom og Bagtale og Tvivl og Fristelse; og han har aldrig svigtet os. I Smaating har han taget Hensyn til os: selv vore Hovedhaar er bleven talte. Naar det syntes meget usandsynlig, at Forjættelsen vilde blive opfyldt, er den bleven opfyldt med mærkværdig Nøjagtighed. Vi er bleven nedbrudte formedelst Menneskers Falskhed, men vi har frydet os og fryder os fremdeles i Guds Sanddruhed. Det bringer Taarerne i vore Ojne at betænke de underfulde Maader, hvorpaa Jehova, vor Gud, har handlet for at udføre sine naaderige Forjættelser.

Lad mig tale frit til alle, som forlader sig paa Herren. Guds Børn, har ikke eders himmelske Fader været trofast mod eder? Er ikke dette eders stadige Erfaring, at I altid kommer tilkort, men han kommer aldrig tilkort? Med Rette sagde Apostelen: "Om vi end ikke tror, forbliver han dog trofast; han kan ikke fornægte sig selv." Vi kunne forklare Guds Sprog i dets videste Betydning, og vi vil dog finde, at Herrens Forjættelse er bleven opfyldt i sin fuldeste Betydning. Hans Rundhaandethed er storartet: Forjættelsen er et stort Kar, og Herren fylder det, saa det flyder over. Som Herren gav Salomon, "hvad han havde forjættet ham," saaledes vil han altid gjøre, saa længe Verden staar. O, Læser! Tro Forjættelsen og bevis dig saaledes en Arving deraf. Maatte den Helligaand lede dig til at gjøre dette for Jesu Skyld!