O I, hvis Sind er vant til høje Tanker, sig mig, hvor højt I vurderer de trofaste Forjættelser! Jeg bemærker en Forjættelse om Syndernes Forladelse. O I, som har faaet eders Synder forladte, forkynd Storheden af denne Gave! Der er Forjættelsen om Barneret. Guds Børn, I begynder at erfare, hvad Slags Kjærlighed Faderen har udvist mod eder heri; udtryk eders Glæde herover! Der er Forjættelsen om Hjælp i al Slags Nød. I, som er bleven prøvede, I ved, hvorledes Herren opholder og frelser sine Udvalgte; forkynd Storheden af hans Naade! Der er Forjættelsen om, at som dine Dage skal og din Styrke være. I, som arbejder tungt for Kristo eller bærer hans Kors fra Dag til Dag, I føler, hvor overmaade stor denne Forjættelse om Styrke er. Hvilket Ord er ikke dette: "Jntet godt skal forbeholdes dem, som vandrer i Oprigtighed"! Hvilken Sætning er ikke dette: "Alle Ting tjener dem tilgode, som elsker Gud, dem, der er kaldede efter hans Raadslagning"! Hvem kan maale Breden af en saadan naaderig Forvisning? Nej, du behøver ikke at tage op din Tommestok; den duer ikke her. Selv om du kunde tage Afstanden til en Stjerne som Udgangspunkt, vilde dog al Beregning være umulig. Alle de Kjæder, der er bleven benyttede for at opmaale de rige Godsejeres Landstrækninger, er uduelige her. En vis Millionær brammer af, at hans Godser strækker sig fra Hav til Hav; men intet Hav kan begrænse de Eiendomme, der er forsikrede os ved Guds trofaste Forjættelser. Emnet er saa overmaade - stort, at det overgaar min Evne til at beskrive det, og derfor indlader jeg mig ikke derpaa.

Det Skriftsted, hvorpaa vi nu tænker, taler om "de største og dyrebare Forjættelser." Storhed og Dyrebarhed følges sjelden ad; men i dette Tilfælde er de forenet i en sjelden Grad. Naar Herren aabner sin Mund for at gjøre et Løfte, er det ham fuldkommen værdig: han taler Ord af megen Kraft og Rigdom. Jstedet for at forsøge at tale om Forjættelsernes Dyrebarhed fra et doktrinært Standpunkt betragtet, vil jeg holde mig til deres Erfaring, hvilke har forsøgt og prøvet dem.

Mine Elskelige, hvor dyrebare er ikke Forjættelfertre for de fattige og trængendel De, som kjender sin Aandsfattigdom, indfer Værdien af den Forjættelse, der passer for dem. Hvor dyrebar er ogsaa Forjættelserne for dem, der har erfaret deres Opfyldelsel Vi kan i Erindringen gaa tilbage til Tider, da vi var nedslagne, og Herren hjalp os ifølge sit Ord. Selv førend han bragte os ud af den frygtelige Grav, blev vi bevarede fra at synke ned i det dybe Dynd ved at skue fremad til den Tid, da han vilde komme os til Hjælp. Hans Løfte bevarede os fra at dø af Hunger, længe før vi naaede Kjærlighedsfesten. Under Forventningen af fremtidige Prøvelser staar vor Lid til Forjættelfen. Saaledes er den meget dyrebar for os, selv førend den bliver virkelig opfyldt. Jo mere vi tror Forjættelsen, jo mere finder vi deri at tro. Saa dyrebart er Herrens Ord for os, at vi hellere kunde skilles af med alt, hvad vi har, end bortkaste en eneste Sætning deraf. Vi kan ikke vide, hvilket Herrens Løfte vi næste Gang vil behøve: det, som vi knapt har lagt Mærke til, kan maaske endnu ved et vist Ojeblik bevise sig at være uundværligt for vort Liv. Takket være Gud, vi behøver ikke at skilles af med nogen as Ædelstenene i den hellige Skrifts Brystplade: de er alle Ja og Amen i Kristo Jesu til Guds Herlighed formedelst os!

Hvor dyrebare er ikke Forjættelserne, naar vi ligger fyge og stirrer ind i Evigheden for Maaneder ad Gangen, faart prøvet og fristet af Smerte og Træthed! Alle nedtrykkende Omstændigheder taber sin Magt til at skade os, naar vor Tro griber sikkert fast i Guds Forjættelser. Hvor sødt er det ikke at føle, at jeg har mit Hoved paa Forjættelsen og mit Hjerte paa Forjættelsen: jeg hviler paa den Allerhøjestes Sandhed! Ikke paa jordisk Forfængelighed, men paa himmelsk Vished stoler jeg. Der kan intet findes andetsteds, som kau sammenlignes med denne fuldkomne Hvile. Fredens Perle findes blandt disse dyrebare Forjættelser. Det er dyrebart i Sandhed, som kan opholde døende Mennesker og bevæge dem til at indgaa i Evigheden med saa megen Fryd, som om de skulde begioe sig til et Bryllupsmaaltid. Hvad der varer forevigt, er yderst dyrebart. Hvad der bringer alle Ting med sig og har alle Ting i sig, det er dyrebart i Sandhed, og dette er Guds Forjættelse.

Hvis Forjættelsernes Storhed og Dyrebarhed er saadanne, da lad os antage og tro dem med Glæde. Skal jeg formane Gudsbarnet hertil? Nej, jeg vil ikke vanære det; visselig vil det tro sin egen Fader! Visselig, visselig bør det være den letteste Ting i Verden for den Høiestes Sønner og Døtre at tro paa Ham, som har givet dem Magt til at blive Guds Børn! Mine Brødre, lad os ikke støde an mod Forjættelsen formedelst Vantro, men tro helt op til Skaftet!

Fremdeles, lad os vide Forjættelserne. Burde vi ikke have dem paa vore Fingre? Burde vi ikke vide dem bedre end noget andet? Forjættelserne burde være de Troendes Klassikere. Om de end ikke har læst den nyeste Bog eller hørt den seneste Lov, bør de dog vide nøje, hvad Gud Herren har sagt og forvente hans Ords Opfyldelse. Vi burde være saa bevandrede i Skriften, at vi altid kunde have paa vor Tungespids den Forjættelse, der bedst passer sig for os. Vi burde være Afskrifter af Skriften: Guds Forjættelse burde lige meget være skrevet paa vore Hjerter som paa Bibelens Blade. Det er sørgeligt, at noget Guds Barn skulde være ubekjendt med Tilværelsen af det kongelige Løfte, der kunde berige ham. Det er sørgeligt for nogen af os at være saa lig den fattige Mand, der blev efterladt en stor Formue, hvorom han intet vidste og vedblev derfor at feje Gaden og tigge om en Skilling. Hvortil duer et Anker hjemme, naar dit Skib er ved at drive iland under en Storm paa en fremmed Kyst? Hvortil duer en Forjættelse, som du ikke kan erindre saaledes, at du kan anføre den i dine Bønner? Hvad andet du end ikke ved, søg at gjøre dig bekjendt med hine Herrens Ord, der er mere nødvendige for vore Sjæle end Brød for vore Legemer.

Lad os ogsaa gjøre Brug af Forjættelserne. For kort Tid siden gav en Ven mig en Vexel til et veldædigt Øjemed og sagde til mig: "Glem ikke at indløse den i Banken idag." I kan være vis paa, at jeg gjorde det. Jeg beholder ikke Vexler kun for at se paa dem og lege med dem, jeg indleverer dem strax til Banken, modtager Pengene og forbruger dem.

Vor store Guds dyrebare Forjættelser er netop bestemte til at bringes til ham og bortvexles for de Velsignelser, som de tilsikrer. Bønnen tager Forjættelsen til Troens Bank og opnaar den gyldne Velsignelse. Læg Mærke til, hvorledes du beder. Gjør Alvor deraf. Lad det aldrig være en død Formalitet. Nogle Folk beder i lang Tid uden at faa, hvad de tror at begjære, fordi de ikke fremsætter Forjættelsen paa en sand, kraftig Maade. Hvis du skulde gaa ind i en Bank, tale en Times Tid med Betjenten og saa gaa ud igjen uden nogen Penge, hvortil vilde da dit Besøg i Banken tjene? Naar jeg gaar til en Bank, indleverer jeg strax min Vexel, modtager mine Penge og gaar derfra til min sædvanlige Dont; dette er ogsaa den bedste Maade at bede paa. Begjær, hvad du behøver, fordi Gud har forjættet. Tro, at du har Velsignelsen og gaa til din Gjerning med fuld Vished derom. Staa op fra din Bøn med Sang, fordi Forjættelsen er opfyldt; paa denne Maade vil Bønnen blive opfyldt. Det er ikke Længden af dine Bønner, men Kraften af dine Bønner, der sejrer hos Gud; og Bønnens Kraft ligger i din Tro paa den Forjættelse, som du har fremført for Herren.

Endelig bør du tale om Forjættelserne. Fortæl Kongens Husfolk, hvad Kongen har sagt. - Sæt aldrig Guds Fakkel under en Skjæppe. Forjættelser er Proklamationer; ophæng dem paa Væggen; læs dem højlydt paa Torvene. O, at vor Tale var oftere forsødet af Guds Forjættelser. Efter Middag sidder vi ofte en halv Time og plukker vore Prædikanter i Stykker eller sladrer om vore Naboer. Hvor ofte er ikke dette Fornøjelsen om Søndagene! Det vilde være langt bedre, om vi sagde: "Nu Venner, anfør en Forjættelse," og at en anden svarede: "Anfør ogsaa du en Forjættelse." Lad da hver tale ifølge sin egen personlige Erfaring om Herrens Opfyldelse as hine Forjætttelser, og lad enhver Person tilstede omtale Herrens Troskab mod ham. Ved saadan hellig Samtale vilde vi opvarme vore egne Hjerter og glæde hverandres Aand, og Sabbatten vilde saaledes blive tilbragt paa rette Maade.

Forretningsmand taler om sine Forretninger, Rejsende om sine Rejser og Jordbrngere om sine Avlinger; burde da ikke vi rigelig ihukomme Herrens Godhed og tale om hans Trofasthed? Hvis vi gjorde det, vilde vi alle tilstemme Peters Erklæring, at Gud har givet os "de største og dyrebare Forjættelser."