Ifølge forjættelse

10 Troendes særskilte skat.

Guds Løfter er de Troendes særskilte Skat: Troens Arvs Substans ligger deri. Alle vor Pagts Guds Løfter er vore, for at beholdes af os som vor personlige Ejendom. Ved Troen modtager og tilegner vi os dem, og de udgjør vor sande Rigdom. Vi har visse dyrebare Ting i Eje for nærværende; men vor Rigdoms Hovedstol - den vigtigste Del af vor Eiendom - bestaar i vor Guds Forjættelser. Hvad vi har i Haanden er kun Fæstelønnen af den uvurderlige Naadesløn, der skal betales os i rette Tid.

Herren giver os allerede nu alle Ting, som er fornødne for dette Liv og for Gudfrygtighed; men hans dyrebareste Velsignelser holdes i Reserve for kommende Tider. Den Naade, som skjænkes os Dag for Dag, er vor Lommeskilling for Rejseudgifter paa Vejen hjem, men den er ikke vor hele Skat. Forsynets Forsoning er Rationerne paa Rejsen, men ikke det endelige Kjærlighedsmaaltid. Vi kunne gaa Glip af disse Maaltider langs Vejkanten, men vort Maal er Lammets Bryllupsnadvere. Tyve kunne berøve os vore kontante Penge; men vor særskilte Skat er skjult med Kristo i Gud, udenfor al Frygt for Tab. Den Haand, som blødte for at gjøre denne Skat vor, beholder den for os.

Det er en stor Glæde at have fuld Vished om vor Delagtighed i Forjættelserne; men vi kunne maaske tabe denne glade Følelse, og det kan falde os vanskelig at opnaa den igjen, og dog vil den evige Arv lige meget blive vor. Det er, som om en Person havde en nøjagtig Afskrift as sit Skjøde i Lommen og fandt megen Fornøjelse i at læse det, indtil det ved et Uheld maatte blive stjaalet eller forlagt. Tabet af denne Afskrift medfører ikke Tab af hans Rettigheder. Hans opmuntrende Læsning af Skjødet er ophørt, men hans Ret til Esendommen er ikke svækket. Pagtsløftet tilhører enhver af Jesu Medarvinger, og det er ikke muligt at bryde denne Ret. Mangen Begivenhed kan bidrage til at ryste den Troendes Sikkerhedsfølelse, "men Forjættelsen er sikker for den hele Sæd." Vor største Besiddelse bestaar ikke i nogen nærværende Bekvemmelighed eller Tillid paa Grund af Forjættelsen, men i Forjættelsen selv og i den herlige Arv, som den tilsikrer os. Vor Arv findes ikke paa denne Side Jordan. Vor blivende Stad ligger ikke inden det nærværendes Grænser; viser den langt borte, men vi venter paa dens fulde Besiddelse paa den herlige Dag, da vor Pagts Hoved skal aabenbares i sin Herlighed og alle hans Folk med ham. Guds Forsyn er vor jordiske Pension; men Guds Forjættelse er vor himmelske Arv.

Er det nogensinde faldt dig ind at undersøge, hvorfor Guds Maade at handle med sine Udvalgte paa er formedelst Forjættelser? Han kunde have skjænket dem sin Salighed strax og uden at underrette os om sin Hensigt. Paa denne Maade vilde han have undgaaet Nødvendigheden af en Pagt desangaaende. Der var ikke ifølge Tingenes Natur nogen Nødvendighed for denne Forjættelsesplan. Herren kunde have givet os alle de Forjættelser, som vi behøver, uden at forbinde sig til at gjøre det. Gud kunde, med al sin store Viljekraft og Bestemthed i sine Beslutninger, hemmelig have besluttet hos sig selv at udrette alt, hvad han gjør, mod Troende, uden at have gjort dem fortrolige med sine guddommelige Raadslagninger. Mangen Beslutning har han holdt hemmelig, fra Jordens Grundvold blev lagt; hvorfor har han da aabenbaret sin Saliggjørelses Hensigter? Hvorfor har hans Handeler med sit Folk, lige fra Edens Port indtil nu, foregaaet ifølge offentlig udtalte Løfter?

Besvarer ikke Spørgsmaalet sig selv? For det første kunde vi ikke have været Troende, hvis der ikke havde været en Forjættelse at tro paa. Hvis Frelsens Anordning skal være ifølge Tro, maa der gjøres et Løfte, hvorpaa Troen kan øve sig. Frelsesanordning ved Tro er bleven valgt, fordi den passer bedst for Naadens Princip. Da Tro er valgt som det store evangeliske Bud, bliver Forjættelsen en væsentlig Del af Evangeliets Husholdning.

Det er desuden en yndig Tanke, at vor gode Gud fortsætlig gjør os Løfter om gode Ting, saa at vi kunne nyde dem to Gange: først formedelst Troen og dernæst i Besiddelsen. Han giver to Gange ved at give ved Forjættelse; og vi modtager ogsaa to Gange ved at antage Forjættelsen formedelst Tro. Tiden for mangen Forjættelses Opfyldelse er ikke fjern; thi formedelst Tro bliver Forjættelsen opfyldt allerede nu, og Bebudelsen af den forventede Salighed fylder vore Sjæle med Gaven, længe før den skjænkes. Vi har et Exempel herpaa efter en større Maalestok i det gamle Testamentes Hellige. Den store Forjættelse om den Sæd, i hvem alle Jordens Slægter skulde velsignes, var Grundvolden for Tro, Grundvolden for Haab og Aarsagen til Tusinder af Troendes Frelse, førend Guds Søn virkelig fremstod blandt Menneskene. Sagde ikke Herren: "Abraham saa min Dag; han saa den og frydede sig"? De Troendes store Fader saa Kristi Dag gjennem Forjættelsens Kikkert, ved Troens Øje, og skjønt Abraham ikke erholdt hin Forjættelse opfyldt, men hensov før Herrens Komme, ligesom ogsaa Isak og Jakob og mange andre Hellige, havde han dog Kristus at stole paa, Kristus at glæde sig i og Kristus at elske og tjene. Førend Jesus fødtes i Bethlehem eller blev opofret paa Golgatha, blev han saaledes seet af de Troende, at de frydede sig. Forjættelsen gav dem en Frelser, før Frelseren virkelig fremstod. Saaledes forholder det sig med os paa denne Tid; formedelst Forjættelsen opnaar vi Besiddelse af endnu useede Ting. I Forventningen gjør vi den kommende Salighed nærværende for os. Tro udsletter Tiden, tilintetgjør Afstand, og bringe kommende Ting strax i sin Besiddelse. Herren har endnu ikke givet os at deltage i Himmelens Halleluja; vi har endnu ikke gaaet gjennem Perleportene, ejheller har vi betraadt Gaderne af gjennemsigtigt Guld; men Forjættelsen om saadan Salighed oplyser vor Hjemsøgelses Mørke og yder os øjeblikkelig Forsmag paa Herligheden. Vi sejrer ved Tro, før vor Haand virkelig griber Palmen. Vi regjerer med Kristo ved Troen, før vore Hoveder bliver omgivne af vore uforgjængelige Kroner. Mangen en Gang har vi seet Himmelens Daggry, medens vi har beskuet Lys strømme ud af fra Forjættelsen. Naar Troen har været kraftig, har klatret op did, hvor Moses siod og beskuede Landet, der flyder med Melk og Honning; og naar Gudsfornægteren da har erklæret, at der ikke gives nogen Himmelens Stad, har vi svaret: "Har vi ikke seet den fra de yndige Bjerge?" Vi har seet nok formedelst Forjættelsen til at gjøre os aldeles sikre om den Herlighed, som Herren har beredt for dem, som ham elsker; og saaledes har vi opnaaet vort første Drag af den forjættede Salighed og fundet deri et sikkert Pant paa vor fulde og endelige Besiddelse deraf.

Tror du ikke, at Forjættelsen ogsaa er bestemt til stedse at lede os bort fra de synlige Ting fremad og opad til det aandelige og useete? Den Person, der lever af Guds forjættelse, har hævet sig op til en ganske anden Atmosfære end den, som trykker os i lavtliggende Hverdagslivets Dale. "Det er bedre," siger en, "at forlade sig paa Herren end at sætte sin Lid til Mennesker. Det er bedre at forlade sig paa Herren end at sætte sin Lid til Fyrster." Og dette er det i Sandhed; thi det er mere aandeligt, mere ædelt, mere inspirerende. Vi behøver at hæves op til denne høje Tillid formedelst guddommelig Kraft; thi vor Sjæl klynger sig as Naturen til Støvet. Ak! vi hindres af vor afgudiske Lyst til at se og røre og haandtere; vi stoler paa vore Sanser, men har ikke Sans nok til at stole paa vor Gud. Den samme Aand, der drev Israel til at raabe i Ørkenen: "Gjør os Guder, der kan gaa foran os," bevæger os til at sukke efter noget paatageligt for Kjød og Blod, hvorpaa vor Tillid kan tage fat. Vi hungrer efter Beviser, Tegn og Vidnesbyrd, og vil ikke antage den guddommelige Forjættelse som bedre og sikkere end alle synlige Tegn. Saaledes hentæres vi af Hunger efter Tegn og Vidnesbyrd, der er synlige, indtil vi drives til at prøve de bedre og sikrere Ting, som er usynlige. O, det er velsignet for et Guds Barn at blive nødt til at forlade de timelige Tings Sand for de evige Tings Klippe, ved at blive paalagt at vandre ifølge Forjættelsens Regel!

Fremdeles er Forjættelserne en Hjælp for vort Hjerte til at erkjende Herren selv: Naar Gudsbarnet tror Forjættelsen, bringes det til at føle, at Gud er, og at han er deres Velønner, der flittigt søger ham. Vor Tilbøielighed er at komme bort fra en virkelig Gud. Vi lever og bevæger os i Materialismens Egne, og vi er tilbøjelige til at blive lænkebundne af dens Indflydelser. Vi føler disse Legemer at være virkelige, naar vi har Smerte i dem, og denne Verden at være virkelig, naar vi betynges af dens Kors; dog er Legemet en ussel Hytte og Verden kun en Voble. Disse synlige Ting er uvirkelige, men de viser sig bedrøvelig faste for os; hvad vi behøver er at vide, at det usynlige er lige saa virkeligt som det, der sees, ja endog mere. Vi behøver en levende Gud i denne døende Verden, og vi maa have ham i Sandhed nær os, ellers vil vi forgaa. Herren opdrager sit Folk til at erkjende ham; Forjættelsen er en Del af denne Opdragelse.

Naar Herren giver os Tro, og vi stoler paa hans Forjættelse, da bringes vi Ansigt til Ansigt med ham. Vi spørger: "Hvem gav dette Løfte? Hvem vil opfylde dette Løfte?" og vore Tanker føres da ind til Jehovas herlige Nærværelse. Vi føler, hvor nødvendig han er for vort aandelige Livs hele Tilværelse, og hvor virkelig han indtræder deri, saa at i ham er, lever og røres vi, og have vi vor Tilværelse. Hvis Forjættelsen opmuntrer os, da har vi ham bag den; thi Forjættelsens Ord er intet for os, undtagen fordi de kommer fra den Guds Læber, der ikke kan lyve, og fordi de opfyldes af den Haand, der ikke kan slaa fejl.

Forjættelsen er det guddommelige Forsyns Forudsigelse - Skyggen af den kommende Salighed, ja den er et Tegn paa Guds Nærhed. Vi er henviste til Gud om Opfyldelsen af hans Løfter, og det er en af hans Grunde for at handle med os paa denne Maade formedelst Forjættelser. Hvis Herren havde lagt sine Naadegaver for vor Dør uden først at lade os vide, hvorfra de kom, vilde vi ikke have bryd os om at vide, hvorfra de kom. Hvis han havde sendt dem med uafbrudt Regelmæssighed, saaledes som han lader sin Sol opgaa hver Morgen, kunde vi let have forbiseet dem som almindelige Resultater af Naturlovene og saaledes have forglemt Gud paa Grund af hans Forsyns Punktlighed. Vi vilde visselig have manglet den storartede Prøve paa Guds Væsen og Kjærlighed, som vi nu modtager, naar vi læser Forjættelsen, antager den i Tro, tigger derom i Bøn og i rette Tid ser den opfyldt.

Den guddommelige Velgjørenheds Regelmæssighed, der burde underholde os og forøge Troen hos os, bidrager ofte til at svække den. Den, hvis Brød kommer til ham som Pension eller fast Indtægt, fristes til at forglemme, at Gud har noget dermed at skaffe. Det burde ikke saa være; men formedelst vore Hjerters Haardhed følger ofte saadanne slette Resultater af det naadefulde Forsyns Regelmæssighed.

Det vilde ikke undre mig, om de Israeliter, der var fødte i Ørkenen og havde samlet Manna hver Morgen i flere Aar, ogsaa havde ophørt at undres derover eller se Herrens Haand deri. Skammelig Daarskab! men ak, hvor almindelig! Mangen en har levet fra Haanden til Munden og seet Herrens Haand i hver Brødsmule; endelig har han ved Guds Godhed opnaaet Velstand i Verden og erholdt en regelmæssig Indtægt, som han har modtaget uden Omsorg og Besvær, og snart er han kommen til at betragte det som et naturligt Resultat af hans egen Flid, og har ikke længere priset Guds kjærlige Omsorg for ham. At leve uden stadig Bevidsthed om Guds Tilværelse, er sørgeligt. Forsynet med Livsophold, men ikke af Gud! Opholdt, men ikke ved Guds Haand! Det var bedre at være arm eller syg eller landflygtig og derved blive drevet til at nærme sig den himmelske Fader. For at befri os fra at komme under den Forbaudelse at for-glemme Gud, har det behaget Herren at sætte sine største Velsignelser iForbindelse med sine egne Løfter, og at fremkalde vor Tro i Forbindelse dermed. Han vil ikke tillade sine Velgjerninger at blive Slør til at skjule hans Ansigtet fra vor Kjærligheds Øse; men han gjør dem til Vinduer, hvorigjennem han beskuer os. Forjætteren sees i Forjættelsen, og vi søger at iagttage hans Haand iOpfyldelsenz saaledes frelses vi fra den naturlige Gudsfornægtelse, der lurer i Menneskets Hjerte.

Jeg tror, det er vel at gjentage, at vi er stillede under Forjættelsens Herredømme, for at vi maa tiltage i Tro en. Hvorledes kunde der være Tro uden en Forjættelse? Hvorledes kunde Troen forøges, uden ved mere og mere at gribe fast i Forjættelsen? Vi bringes i Nødens Stund til at erindre, at Gud har sagt: "Kald paa mig paa Nødens Dag, og jeg vil frelse dig." Troen tror dette Ord, paakalder Gud og finder sig frelst: saaledes styrkes den og bringes til at prise Herren.

Undertiden sinder ikke Troen Forjættelsen strax opfyldt, men maa vente en Tid. Dette er en god Øvelse for den, og tjener til at prøve dens Oprigtighed og Kraft; denne Prøve bringer den Troende Vished og fylder ham med Trøst. Om et lidet kommer Svar paa Bønnen, det forjættede Gode skjænkes, Troen krones med Sejr, og Gud gives Æren; men imidlertid har Opsættelsen frembragt Haabets Taalmodighed og isørt enhver Naadegave dobbelt Værdi. Forjættelser er Troens Øvelsesplads: de er Klatre- og Hoppestænger for vor unge Tros atletiske Øvelse, ved Brugen af hvilke den voxer sig faa stærk, at den kan bryde igjennem en Trop eller hoppe over en Mur. Naar vor Lid til Gud er fast, ler vi ad Umuligheder og raaber: "Det maa gjøres;" men dette vilde ikke være muligt, hvis der ikke var et ufejlbart Løfte, hvormed Troen kunde omgjorde sig.

De Forjættelser, der endnu er uopfyldt, er en dyrebar Hjælp til vort aandelige Livs Fremvæxt. Vi opmuntres ved overmaade store og dyrebare Løfter til at attraa noget høiere. Udsigten til de kommende Goder styrker os til at holde ud og trænge fremad. Du og jeg er som lille Børn, der begynder at lære at gaa og lokkes til at tage det ene Skridt efter det andet ved et Æble, der holdes frem for dem. Vi bevæges til at prøve vor Tros skjælvende Ven ved Synet af en Forjættelse. Saaledes tillokkes vi at gaa nærmere til vor Gud. Det lille Barn er meget tilbøielig til at klynge sig til en Stol, og det er van- skeligt at formaa det til at slippe Taget fuldstændigt og vove sig paa Venenez men tilsidst vover det dog at forsøge en bitte lille Vandring, der ender i Moderens Fang. Dette lille Vovestykke fører til et andet og atter et andet, indtil det tilsidst kan løbe om alene. Æblet spiller en stor Rolle i Barnets Opdragelse, og det samme gjør Forjættelsen i Troens Udvikling. Vi har modtaget Løfte efter Løfte, indtil vi nu - haaber jeg — kan opgive at krybe om paa Jorden og klynge os til de Ting, der hviler paa den, og betro os selv til Vandringen i Tro.

Forjættelsen er det nødvendige Redskab til vore Sjæles Udvikling i alle Slags aandelige Dyder og Handlinger. Hvor ofte har jeg ikke fagt: Min Herre, jeg har modtaget meget af dig, velsignet være dit Navn derfor; men der er endnu en Forjættelse, som jeg ikke har faaet opfyldt; derfor vil jeg gaa fremad, indtil jeg faar den opfyldt! Fremtiden er et ukjendt Land, men jeg indgaar i den ved din Forjættelse, og venter at finde i den samme Godhed og Naade, som hidtil har fulgt mig; ja, jeg mødefer større Ting end disse.

Jeg maa heller ikke forglemme at minde dig om, at Forjættelsen er enD el af vor aandelige Tilstands Husholdning hernede, fordi den fremkalder Bønner. Hvad er Bøn andet end en Paamindelse om Forjættelsen? En Forjættelse er, saa at sige, Bønnens Raaemne. Bøn vander Livets Marker med de Vande, der er opsamlede i Forjættelsens Vandbeholdere. Forjættelsen er Bønnens Magt. Vi gaar til Gud og siger til ham: "Gjør, som du har fagt. O Herre, her er dit Ord; vi beder dig: opfyld det." Saaledes er Forjættelsen den Vue, hvormed vi skyder Vønnernes Pile. Under store Besværligheder synes jeg om a finde en Forjættelse, der netop passer for mit Behov og da lægge min Finger derpaa og sige: "Herre, dette er dit Ord; jeg beder dig at bevise, at det er det ved at opfylde det angaaende mig. Jeg tror, at dette er din egen Skrift, og jeg beder dig at bevise det for min Tro." Jeg tror paa en umiddelbar Juspiration, og jeg skuer ydmygt op til Gud om en bogstavelig Opfyldelse af enhver Sætning, som han har ladet nedskrive. Det fryder mig at holde Herren til netop de Ord, som han har brugt og at vente af ham at gjøre, hvad han har sagt, fordi han har sagt det. Det er noget stort at blive drevet til Bøn af Nødvendigheden; men det er bedre at blive dragen dertil ved de Forventninger, som Forjættelsen opvækker. Vilde vi ellers nogensinde bede, dersom Gud ikke skaffede os Anledning dertil og derpaa opmuntrede os med naaderige Forjættelfer om Bønhørelse? Som det er, er det ifølge Forsynets Anordning vi prøves, og derpaa prøver vi Forjættelserne; vi bringes til aandelig Hunger, og derpaa fødes vi med det Ord, der udgaar af Guds Mund. Ved den Fremgangsmaade, som Herren følger med sine Udvalgte, holdes vi i stadig Omgang med ham og tillades ikke at forglemme vor himmelske Fader; vi fremtræder ofte for Naadens Trone og priser Gud for de opfyldte Forjættelser og anfører Forjættelfer, hvorpaa vi stoler. Vi aflægger utallige Besøg paa Guds Opholdssted, fordi der er en Forjættelse at beraabe sig paa, og en Gud, som venter paa at vise os Naade. Er ikke dette en Tingenes Orden at være taknemmelig for? Burde vi ikke ophøje Herren for, at han ikke overøser os med ulovede Velsignelser, men at han forhøiet Værdien af sine Gaver ved at gjøre dem til Gjenstand for sine Løfter og for vor Tro.