Ifølge forjættelse

09 Guds Forjættelse en Virkelighed.

Det er visselig noget forunderligt, at den evige Gud skulde gjøre sine egne Skabninger Løfter. Førend han afgav sit Løfte, havde han Frihed til at gjøre, som han vilde; men siden han har gjort et Løfte, tvinger hans Sanddruhed og Ære ham til at gjøre, som han han har lovet. For ham er dette visselig ingen Indskrænkning af hans Frihed; thi Løftet er altid hans højeste Viljes og Velbehageligheds Erklæring, og det er altid hans Lyst at handle ifølge sit Ord; dog er det en beundringsværdig Nedladenhed for Guds frie Aand at binde sig ved Løfter. Han har alligevel gjort dette. Herren har gjort en Naades Pagt med Menneskene, hvori han har bekræftet sine Løfter, ikke blot ved at give sit Ord, men ved at aflægge sin Ed: "Paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøst, naar vi flyr hen for at holde fast ved det os foresatte Haab."

I hin Pagt er der mange og dyrebare Løfter, alle bekræftede i Kristo Jesu og grundfæstede forevigt paa den guddommelige Sanddruheds Grundvold. Dette er vort Haab, ligesom Paulus skrev til Titus: "I Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider." Gud har forjættet, og paa denne Forjættelses Trofasthed bygger vi vor Tillid for Tid og Evighed. Vi anser det ikke uklogt at bygge vor Sjæls Frelse paa vor trofaste Skaber. For at hjælpe os til saaledes at bygge blev Forjættelserne ikke blot udtalte, men skrevne. Folk siger, at de ønsker at have en Overenskomst i sort paa hvidt, og saaledes har vi den i dette Tilfælde. "I Bogens Rolle er det skrevet." Paa Inspirationens Blad er det rekorderet; og som vi tror vor Bibel, er vi nødt til at stole paa Løfterne deri.

Det er Aarsagen til megen Svaghed hos mange, at de ikke behandler Guds Forjættelser som virkelige. Hvis en Ven giver dem et Løfte, anser de det som noget virkeligt og forventer, hvad det tilsikrer; men Guds Erklæringer betragtes ofte kun som saa mange Ord, der betyder meget lidet. Dette er yderst vanærende for Herren og meget skadelig for os selv. Vær forvisset om, at Herren aldrig lefler med Ord: "Har han sagt det, og skulde ikke gjøre det?" Hans Løfter opfyldes altid. David sagde om Guds Løfter til sig: "Dog har du sluttet med mig en evig Pagt, beskikket i alle Ting og sikker."

Gud taler med velberaad Hu, med den fornødne Orden og Bestemthed, og vi kan stole paa, at hans Ord er sikre og vil blive opfyldte saa sandt, som de udtales. Er nogen, som har stolet paa Herren, kommen tilskamme? Kan der findes noget Exempel paa, at vor Gud ikke har holdt sit Ord?

Alle Tidsaldere kan ikke levere noget Bevis for, at den paa Løfter rige Jehova har vendt sig bort fra det, som han har talet.

Vi beundrer Troskab hos Menneskene, og vi kan ikke tænke os, at den kan mangle i Guds Karakter, og derfor kan vi trygt stole paa, at han holder Ord. Det fortælles om Blucher, at da han var paa Vej til Waterloo for at komme Wellington til Undsætning, vaklede hans Tropper og erklærede: "Det lader sig ikke gjøre." "Det maa lade sig gjøre," var hans Svar - "jeg har lovet at være der - lovet det, forstaar I mig? I vilde vel ikke, at jeg skulde bryde mit Ord?" Han naaede Waterloo i rette Tid, han vilde ikke lade sig forhindre derfra; thi han havde givet sit løfte. Vi roser saadan Troskab; vi vilde ikke anse den Person højt, som manglede den. Skal Herren Gud den Almægtige forglemme sit Løfte? Nej, han vil sætte Himmel og Jord i Bevægelse og ryste Universitet hellere end at forsømme at holde sit Ord. Han synes at sige: "Det maa gjøres. Jeg har lovet det - lovet det, hører I?" Hellere end ikke at holde sit Løfte sparede han ikke sin egen Søn. Hellere lade Jesus dø, end at Herrens Ord skal brydes. Jeg siger atter: Vær forvisset om, at Herren mener, hvad han siger, og vil holde hver en Stavelse. Dog vil kun den udvalgte Sæd tro ham. Læser, vil du tro ham? Gud maa være sanddru, hvem der ellers vil bedrage. Hvis al Sandhed i hele Verden kunde samles sammen, vilde den kun være som en Draabe mod Guds Sanddruhed. Den retfærdigste Persons Sanddruhed er kun Forfængelighed sammenlignet med Guds sikre Sanddruhed. Den oprigtigste Persons Trofasthed er en Taage, men Guds Trofasthed er en Klippe. Hvis vi stoler paa gode Mennesker, bør vi uendelig mere forlade os paa den gode Gud. Hvorfor synes det at være noget forunderligt at stole paa Guds Forjættelse? Af en eller anden Grund synes det for mange at være noget drømmende, sentimentalt og mystisk; og dog, dersom vi betragter Sagen roligt, er det den naturligste Ting af Verden. Gud er virkelig, alt andet er kun en Skygge. Han er paalidelig, alt andet er tvivlsomt. Han maa holde sit Ord, og dette er en absolut Nødvendighed; hvorledes kunde han ellers være Gud?

At tro Gud burde være noget, der ikke skulde falde vanskeligt. Selv om Vanskeligheder kunde opstaa, burde dog de enfoldige og rene af Hjertet kunne sige: "Gud er sanddru, men hvert Menneske er en Løgner." At give Gud mindre end fuld Tiltro er at berøve ham en Ære, der med Rette skyldes hans uplesttede Hellighed.

Vor Skyldighed til Gud kræver, at vi antager Guds Løfte og handler derefter. Enhver ærlig Mand har Ret til at blive troet, og meget mere fortjener Sandhedens Gud det. Vi bør behandle Løftet som i sig selv Hovedsagen af det lovede, ligesom vi betragter en Vexel eller en Anvisning som den virkelige Betaling. Løfter om at betale gaar fra Haand til Haand i Forretningslivet, som om de var Penge; og Guds Løfter burde ansees paa samme Maade. Lad os tro, at vi har de Bønner opfyldte, hvilke vi har opsendt til ham. Han berettiger os dertil og lover at belønne saadan Tro. Lad os betragte Løstet som noget saa vist og sikkert, at vi handler derefter og gjør det til et Hovedmoment i alle vore Beregninger. Herren forjætter evigt Liv til alle, der tror paa Jesus; hvis vi derfor virkelig tror paa Jesus, lad os da slutte, at vi har evigt Liv, og glæde os over denne store Forrettighed. Guds Forjættelse er den bedste Grund til Sikkerhed; den er langt sikkere end Drømme og Syner og indbildte Aabenbaringer, og langt mere at stole paa end Følelser, enten af Glæde eller Sorg. Der er skrevet: "Enhver, som tror paa ham, fordømmes ikke." Jeg tror paa Jesus, derfor er jeg ikke fordømt. Dette er god Logik, og Slutningen er sikker. Hvis Gud har sagt det, da er det saa, uden al Tvivl. Intet kan være paalideligere end det, som er etklæret af Gud selv, - intet vil indtræffe sikrere end det, som han har garanteret med sin egen Haand og Segl. Naar en Sjæl er under Overbevisning, erkjender den Herrens Trusler med en stærk Tro, der er meget mærkbar, da dens forskrækkede Tro bevirker i Hjertet en overvældende Frygt og Skræk. Hvorfor burde ikke Forjættelseu erkjendes paa lignende Maade? Hvorfor ikke antages med samme Forvisning? Hvis det bliver Sandhed for Samvittigheden, at den, som ikke tror, skal fordømmes, kan det antages med ligemegen Forvisning, at hver den, som tror og bliver døbt, skal blive salig, da dette sidste er lige saa meget Guds Ord som det første.

Den opvakte Sjæls Tilbøielighed er at dvæle ved Guds Ords mørke Side og føle dets fulde Kraft; og paa samme Tid forsømme de lysere Afsnit deraf og kaste Tvivl derpaa, som om det var for godt til at være sandt. Dette er Daarskab. Enhver Velsignelse er for god for os, hvis vi maaler den med vor Uværdighed; men ingen Velsignelse er for god for Gud at give, hvis vi bedømmer den ifølge hans store Ypperlighed. Det er en elskende Guds Natur at give ubegrænsede Velsignelser. Hvis Alexander gav som en Konge, skal da ikke Jehova give som en Gud?

Vi har undertiden hørt Folk sige: "Saa sikkert som Døden;" vi kunde ligesaa passende sige: "Saa sikkert som Livet."" Naadefulde Ting er saa sikre som "frygtelige Ting i Retfærdighed." "Hver den, som tror paa Jesus, skal ikke fordømmes, men have evigt Liv." Det maa være faa; thi Guds Ord har sagt det, og der kan ikke være nogen Fejltagelse derved.

Ja, Herren ved, hvad han siger. Han spotter aldrig Menneskene med ufrugtbare Ord og tomme Lyd. Hvorfor skulde han bedrage sine Skabninger og forlange af dem en ufrugtbar Tiltro? Herren kan gaa længere end sit Ord i at give mere, end det kunde troes at betegne; men han kan aldrig give mindre. Vi maa forklare hans Forjættelse paa den liberaleste Maade. Han kommer altid op til den videste Forstaaelse, som Forventningen kan drage af Forjættelsen. Troen har endnu aldrig overgaaet Herrens Rigdom. Lad os antage Løftet og glæde os over, at det er Substans, ikke Skygge. Lad os endog glæde os i det som Virkeligheden af det, som vi haaber.