Ifølge forjættelse

07 Hvem tilhører forjættelserne?

Herren er altid retfærdig og god mod sine Skabninger; det er hans Natur at være det. Men der rar ingen Nødvendighed for - hverken ifølge hans Retfærdighed eller Godhed -, at han skulde aflægge nogen Naadesløfter til dem, der havde sat sig op imod ham. Mennesket har forspildt ethvert muligt Krav, som det har havt eller troet have paa sin Skaber, thi det har brudt den rene og hellige Lov, som det var forpligtet til at adlyde. Intet tilkommer nu Mennesket, undtagen Syndens Belønning. Dersom Gud nu skulde behandle Mennesket ifølge sin strenge Retfærdighed, maatte han fordømme og straffe det. Ethvert Bevis paa Velvilje mod en skyldig Skabning maa udgaa alene af Guds ufortjente Naade og uendelige Godhed maa udspringe af den Allerhøjestes Velvilje og Velbehagelighed.

Naadens Forjættelser udflyder af Guds grænseløse Kjærlighed, og deraf alene. De kunde ikke være Følgen af noget andet. Ikke en eneste af Menneskenes Kjøn har nogen naturlig Ret til Salighedens Forjættelser, ejheller kan alle Verdens Mennesker fortjene dem. Gud har givet Menneskene Løfter ifølge sin egen fri Vilje og gode Behag - af ingen anden Bevæggrund end af den Kjærlighed, der befinder sig i ham.

Han har valgt at gjøre sine Løfter til udvalgte Personer, som i Tidernes Løb opdages ved deres virksomme Tro paa ham. De, som Gud har udvalgt, ledes af den Helligaand til at vælge Gud og hans Frelsesanordning formedelst Tro paa Kristus Jesus. De af de Udvalgte, som kommer til Sjælsalder, ledes til Tro paa Jesum. og alle, som har Tro paa ham, kan slutte forvist, at de tilhører de Udvalgtes Tal, hvem Forjættelserne er givne. De, der lever og dør i Vantro, har intet bestemt personligt Løfte af Gud; de er ikke under Naaden, men under Loven, og dem tilhører Truslerne, ikke Forjættelserne. Disse foretrækker en anden Maade at blive behandlede paa end ifølge Naadens Forjættelse, og tilslut fortabes de som Følge af deres daarlige Valg. Herrens Udvalgte ledes til at opgive Egenretfærdighedens stolte Vej; de søger Troens Vej og finder saaledes Hvile for sine Sjæle. At tro Guds Ord og tro paa ham, hvem Gud har sendt til at være vor Frelser, kan synes at være en ringe Ting; men det er det i sandhed ikke; det er Kjendetegnet paa Udvælgelse, Gjenfødelsens Tegn, Mærket paa den kommende Herlighed. Saaledes at tro, at Gud er sanddru, at man bygger hele sin Sjæls Velfærd paa hans Løfte, betegner et Hjerte, der er forligt med Gud - en Aand, hvori den fuldkomne Helligheds Spire er nærværende.

Naar vi tror Gud, saaledes som han er aabenbaret i Kristus Jesus, tror vi alle hans Forjættelser. Tillid til hans Person indbefatter i sig Tillid til alt, hvad han siger; derfor antager vi alle Guds Løfter at være sikre og visse. Vi stoler ikke paa eet Løfte og betvivler et andet, men vi forlader os paa hvert enkelt som sandt, og vi anser det sandt for os, forsaavidt det har Hensyn til vor Tilstand og Omstændigheder. Vi slutter fra almindelige Udtalelser til særskilte Anvendelser; Han, som har sagt, at han vil frelse dem, som tror paa ham, vil ogsaa frelse mig; thi jeg tror paa ham; og enhver Velsignelse, som han har lovet at skjænke de Troende, vil han ogsaa skjænke mig, da jeg er en Troende. Dette er sund Logik og formedelst den beviser vi den Tro, hvorved vi lever og trøstes. Ikke fordi jeg fortjener noget, men fordi Gud har frit lovet mig det i Kristo Jesu; derfor vil jeg erholde det; det er Grunden til og for vort Haab.

Man undres ved første Øjekast over, at ikke alle Mennesker tror Gud. Det skulde synes, som om dette Tegn paa guddommelig Udvælgelse maatte være tilstede overalt; thi Gud kan ikke lyve, og der er ikke nogen Grund til at mistænke ham for Forandring eller Mangel paa Dygtighed til at holde sit Ord. Dog er Menneskets Hjerte saa falskt, at man mistror sin Skaber. Man hader sin Gud og derfor mistror ham. Det er det sikreste Bevis paa Menneskets naturlige Fjendskab mod Gud, at det vover at tillægge Ham Falskhed, som er Sandheden selv. "Hvo, som ikke tror Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han ikke har troet det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn" (1 Joh. 5, 10).

Virkelig, praktisk Tillid til den levende Gud, let som den synes, er en Dyd, som aldrig noget uigjenfødt Hjerte har besiddet. Den herlige Forsoning, som Guds menneskeblevne Søn har forhvervet, fortjener alle Menneskers Tillid. Man skulde tro, at enhver Synder strax vilde have vasket sig i denne rensende Kilde og uden Betænkning have troet paa den guddommelige Gjenløser; men det forholder sig langtfra saaledes. Menneskene vil ikke komme til Kristum, saa at de maa kunne have Livet. De vil hellere sætte sin Lid til hvad som helst andet end Jesu Forsoningsoffer. Førend den Helligaand udfører et Mirakel med et Menneske, vil det ikke sætte sin Lid til det store Offer, som Gud har tilvejebragt og antaget til Syndens Borttagelse. Derfor er det, at denne simple Sag - Troen - dog bliver Kjendemærket paa Herrens Udvalgte. Intet andet Tegn er saa ufejlbart: "Den, som tror paa ham, har evigt Liv." Følelser og Handlinger kunne alle tjene som Bevis, men Hovedbeviset paa nogen Delagtighed i Guds Forjættelse er Tro paa ham. "Abraham troede Gud, og det regnedes ham til Retfærdighed." Abraham besad mange andre gode Egenskaber, men denne var den afgjørende, - han troede Gud; dette var i Grunden Roden til alt andet, som var anbefalelsesværdigt hos ham.

Verdensvise Mennesker foragter Troen og opstiller derimod dytige Handlinger; men denne Modstilliug er urimelig; man kunde lige saa gjerne anføre Kilden som Modsætning til Bækken eller Solen mod dens egen Varme. Hvis sand Tro er Moderen til Hellighed, da lad Moder Naade roses paa Grund af sit Afkom, men lad den ikke stilles i Modsætning dertil. En saadan urimelig Maade at drage Slutninger paa kommer af Ondskabsfuldhed; hvis Menneskene satte saa megen Pris paa gode Gjerninger, som de foregiver, vilde de elske den Tro, som frembringer dem.

Gud elsker Troen, fordi den ærer ham, og tillige fordi den leder til Lydighed mod ham - en Lydighed, der omfatter Kjærligheden til vore Medmennesker. Der er mere Tro, end som møder Øjet. Den er i een Henseende den største af alle gode Gjerninger, hvilket vor Herre Jesus ogsaa lærer os. Jøderne sagde til ham: "Hvad skulle vi gjøre, at vi kunne gjøre Guds Gjerninger?" (Joh. 6, 28, 29). De vilde gjerne udføre gudelige Gjerninger - Gjerninger, som fremfor alle andre vandt Guds Velbehag. Jesus svarede dem: "Dette er Guds Gjerning, at I skulle tro paa den, som ham udsendte." Saa meget som at sige: den mest gudvelbehagelige Gjerning, I kunne udføre, er at tro paa Messias. At forlade sig paa den Herre Jesus er den største af alle Dyder. Stolte Mennesker kunne drive Spot herover, men det er dog Sandhed. "Uden Tro er det umuligt at behage Gud;" men "den, som tror paa ham, fordømmes ikke". Forjættelsen gjælder den, som tror forjættelsen, og for ham skal den blive opfyldt. Den, som omfatter forjættelsen, er omfattet af forjættelsen. Den, som antager Kristum, er antaget i Kristo. Den, som i sandhed tror, er visselig frelst.

Læser, tror du din Gud?