Ifølge forjættelse

06 Udskillelsen

"Men hvad siger Skriften: Udstød Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn". - Gal.4.30.

Isak og Ismael boede sammen for en Tid. En Person med en selvlavet Religion og en Person, der tror paa Forjættelsen kunne være Medlemmer af samme Menighed i Aarevis, men de er ikke enige, og kunne ikke være lykkelige sammen; thi deres Grundsætninger er grundforskjellige. Eftersom den Troende tiltager i Naaden og begynder sine aandelige Manddomsaar, bliver han mere og mere frastøstødende for Lovtrællen, og det vil snart blive klart, at de to ikke har noget Samsundsskab med hinanden. De maa skilles ad, og disse Ord maa opfyldes paa Ismaeliten: "Udstod Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn. Sørgelig som Adskillelsen maa blive, sker den dog ifølge Guds Vilje og Omstændighedernes Nødvendighed Olje og Vand kan ikke sammenblandes, ejheller vil Naturmenneskets Religion forenes med den, der er født efter Forjættelsen og opholdt derved. Deres Adskillelse vil kun blive det ydre Resultat af en stor og altid stedfindende Forskjel.

Ismael blev udstødt, men han ophørte snart at beklage det; thi han fandt større Frihed sammen med Landets Folkestammer, blandt hvem han snart blev en stor Mand. Han blev meget velstaaende og blev Fader til mange Fyrster. Han var paa sin rette Plads i den vide Verden; der havde han Ære og vandt et Navn blandt dens store Mænd. Det hænder ofte, at den verdens-religiøse Person besidder mange ypperlige Træk i Karakter og Opførsel; og da hans Lyst staar til at vække Opmærksomhed, gaar han meget i Selskaber og sætter megen Pris paa at blive berømt. Verden vil altid elske sit eget. Den ærekjære Religionist forsager i Regelen sine gamle Venner og erklærer lige ud: "Jeg har opgivet den gammeldagse Religion. Disse Hellige var gode nok, medens jeg var fattig, men nu, da jeg er bleven rig, synes jeg, at jeg maa omgaaes Folk, der er mere efter Moden." Han gjør det, og høster sin Løn. Ismael høstede sin Løn i dette Liv og udtrykte aldrig noget Ønske om at delagtiggjøres i den himmelske Pagt og dens skjulte Velsignelser. Hvis en Person føler sig mere hjemme i verdslige Selskaber end i Guds Menighed, lad ham vide forvist, at han tilhører Verden og lad ham aldrig bedrage sig selv. Som hans Hjerte er, saaledes er han selv. Ingen jordisk Magt kan forvandle en Ismael til en Isak eller et Verdensmenneske til en Himmelens Arving.

Udvortes og i det nnværende Liv syntes ikke Forjættelsens Arving at have de bedste Dage. Ikke heller burde dette ventes, da de, som vælger sin Arv hisset, har gaaet ind paa at udstaa Prøvelser her.

Isak maatte gjennemgaa visse Prøvelser, som Ismael ikke kjendte noget til: han blev bespottet, og han blev lagt paa Alteret; men intet saadant vederfaredes Ismael. I, som lig Isak er Forjættelsens Børn, maa ikke misunde dem, som er det nuværende Livs Arvinger, skjønt deres Lod synes lettere end eders. I fristes ofte dertil, ligesom Salmisten blev, da de Ugudeliges Fremgang bedrøvede ham. Der er i denne Knurren en vis Bortvenden fra vort aandelige Valg; har vi ikke gaaet ind paa at tage vor Del hisset hellere end her? Angrer vi paa Valget? Desuden, hvor forkjert er det ikke at misunde dem, som selv fortjener Medynk! At miste Forjættelsen er i Grunden at miste alt; og de Egenretfærdige har tabt det. De verdslige Bekjendere har intet aandeligt Lys og Liv, og de ønsker intet. Hvilket Tab, at befinde sig i Mørket og ikke vide det! De besidder Religion nok til at gjøre dem anseede blandt Menneskene og rolige i deres egen Samvittighed; men dette er en daarlig Vinding, hvis de er vederstyggelige for Guds Øine. De føler ingen indre Kamp og Strid: de føler ingen Strid mellem det gamle Menneske og det nye; og derfor gaar de gjennem Livet med en lystig Mine uden at vide af noget, før Enden kommer. Hvilken Elendighed at være saa besmittet! Atter siger jeg: misund dem ikke. Langt bedre er Isaks Liv med dets Ofre end Ismaels med dets Storhed og tøjlesløse Frihed; thi Verdensmenneskets hele Storhed vil snart være endt og ikke efterlade noget andet, end hvad der vil gjøre den evige Verden mere elendig.

Dog maa man ikke indbilde sig, at de Troende er ulykkelige. Hvis vi kun havde Haab for dette Liv, vilde vi i Sandhed være elendige; men Forjættelsen belyser hele vor Løbebane og gjør os i Sandhed salige. Guds Smil, der beskues i Troen, skjænker en Glædens Fylde. Sæt den Troendes Liv i den aller ubehageligste Stilling, mal det med de mørkeste Farver, borttag derfra ikke blot Bekvemmeligheder, men Fornødenheder, og selv da er den Kristne under de værste Omstændigheder bedre end Verdensmennesket under bedste Forholde. Lad Ismael have hele Verden, ja, giv ham lige saa mange Verdener, som der er Stjerner paa Midnatshimmelen, og vi vil ikke misunde ham. Det er endnu vor Lod at optage vort Kors og at være Fremmede og Udlændinge med Gud i dette Land, ligesom vore Fædre var; thi skjønt Forjættelsen synes langt borte for andre, erkjender og omfavner vi den dog ved Troen, og deri finder vi en Himmel hernede. Forblivende med Gud og med hans Folk, anser vi vor Lod langt bedre end de største og mest ærede Børns i denne Verden. Udsigten til Herrens anden Komme og til vor egen evige Herlighed og Samfundsskab med Ham er nok til at fylde os med Tilfredshed, medens vi venter paa hans Gjenkomst.

Denne Forskjel paa Jorden vil lede til en sørgelig Adskillelse i Døden. Tjenestekvindens Barn maa blive udstødt i Evigheden saavel som i Tiden. Ingen kan indgaa i Himmelen, der gjør Fordring derpaa ifølge sine egne Gjerninger, eller praler af, at de har opnaaet den ved sin egen Styrke. Herligheden er henlagt for dem, der er frelste af Naade, og ingen, som stoler paa sig selv, kan indgaa deri. Hvor sørgeligt vil det ikke blive, naar de, som har arbejdet paa at oprette deres egen Retfærdighed og ikke vilde underkaste sig Kristi Retfærdighed, skal blive udstødt! Hvorledes vil de ikke da misunde hine ringe Personer, som gjerne modtog Forladelse formedelst Jesu Blod! Hvorledes vil de ikke opdage deres Daarskab og Ugudelighed i at have foragtet Guds Gave ved at foretrække deres egen Retfærdighed for Guds Søns Retfærdighed.

Da de Personer, som er forebildede ved Ismael og Isak, tilsidst maa skilles ad, maa heller ikke de Grundsætninger, hvortil de støtter sig, forvexles eller sammenblandes; thi de kan paa ingen Maade bringes til at stemme overens. Vi kunne ikke frelses delvis af os selv og delvis ifølge Guds Forjættelse. Forestillingen om at kunne fortjene Frelse maa fordrives fra Sindet; enhver Grad og Form deraf maa "udstødes". Hvis vi er saa ukloge, at vi stoler delvis paa Naaden og delvis paa Fortjeneste, vil vi sætte een Fod paa en Klippe og den anden paa Søen, og vort Fald vil blive sikkert. Hverken Frelsens Værk eller dens Herlighed kan deles. Den maa enten opnaaes blot af Naade eller blot ved Gjerninger - blot formedelst Gud eller blot formedelst Mennesket; men det kan ikke ske halvt af den ene og halvt af den anden. Ophør med det forgjæves Forsøg at forene to Principer, der er lige modsatte som Ild og Vand. Forjættelsen og Forjættelsen alene maa være Grundvolden for vort Haab, og alle Forestillinger om Loven som Grundvold derfor maa bestemt forkastes som uforenlige med Frelse af Naade. Vi maa ikke begynde i Aanden og haabe at blive fuldkommengjorte i Kjødet. Vor Religion maa være helt igjennem af samme Slags. At saa blandet Sæd eller benytte Klæder dels af Linned og dels af Uld var forbudt blandt Herrens gamle Folk; og blandt os er det ulovligt at sammenblande Naade og Fortjeneste, Forladelse og Gjæld. Saa snart Forestillinger om Frelse ved Fortjenester, eller Følelser, eller Ceremonier trænger ind, maa vi udstøde den uden Ophold, skjønt de er os lige kjære, som Ismael var Abraham.

Tro er ikke Beskuelse; Aanden er ikke Kjød; Naade er ikke Fortjeneste; og vi maa aldrig glemme Forskjellen, at vi ikke skal henfalde i sørgelige Vildfarelser og gaa glip af den Arv, der kun tilhører Forjættelsens Arving.

Her Er vor Bekjendelse: Efterdi vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdigggjort af Lovens Gerninger, men ved Jesu Kristi Tro, saa har og vi troet paa Jesum Kristum, at vi maatte blive retfærdiggjorte af Kristi Tro, og ikke af Lovens Gjerninger; thi intet Kjød skal blive retfærdiggjort af Lovens Gerninger (Gal. 2, 16).

Her er ogsaa den klare Forskjel med Hensyn til Frelsens Maade, og vi ønsker at holde den tydelig og aabenbar: Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens Udvælgelse bleven tilbage. Men er det af Naade, da er det 1kke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere af Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere af Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning (Rom. 11, 5, 6).

Læser, indser du dette?