Ifølge forjættelse

05 Forfølgelse på grund af forjættelsen

Men vi, Brødre! er Forjættelsens Børn, som Isak var. Men ligesom dengang den, som var født efter Kjøbet, forfulgte den, som var født efter Aanden, saaledes og nu. - Gal. 4, 28, 29.

Naar Brødre er saa yderst forskjellige som Jsak og Ismael, er det ikke at undres over, at de bliver uenige og nærer ukjærlige Følelser mod hinanden. Ismael var ældre end Isak, og da Tiden til Isaks Afvænnelse kom, saa hans Moder, Sara, at Tjenestekvindens Søn spottede hendes Barn: saa tidlig havde Forskjellen i Fødsel og Stilling begyndt at vise sig. Dette kan tjene os som en Hentydning til, hvad vi kan vente, hvis vi besidder det gudgivne Liv og er Arvinger ifølge Forjættelsen. De, som er under Lovens Trældom, kan ikke elske dem, som er fødte ifølge Evangeliets Frihed, og paa een eller anden Maade udviser de sin Fjendskab.

Vi tænker ikke nu paa Fjendskaben mellem den ugudelige Verden og Menigheden, men paa den Fjendskab, som hersker mellem Mennesker med en blot naturlig Religion og dem, der er fødte af Gud. Vi taler ikke om Filisterne, der modsatte sig Isak, men om Broderen, der spottede ham. Bitrest af alle er denne Modstand hos de udvortes fromme mod dem, der er fødte fraoven og tilbeder Gud i Aand og Sandhed.

Mange dyrebare Guds Børn har lidt meget paa Grund af deres grusomme Had, hvilke bekjendte at være deres Brødre.

Sandsynligvis var Ismaels Bevæggrund Misundelse; han kunde ikke taale, at den Lille skulde staa højere end ham. Han syntes at sige: "Denne er Arvingen, og jeg hader ham." Maaske spottede han Isaks Arveret og pralede af, at han havde en ligesaa god Ret til Arven, som Forjættelsens Barn kunde have. Saaledes misunder de blotte Bekjendere de Troendes Stilling og anser sig ligesaa gode som de bedste af dem, der haaber at blive frelst af Guds Naade. De ønsker ikke selv Guds Naade, og dog kan de ikke, som Hunden i Krhbben, fordrage, at andre har den; de misunder de Hellige deres Haab, deres Siudsro og deres Glædei Gud. Hvis nogen af eder erfarer dette, da bliv ikke i mindste Maade forundret.

Ismaels Misundelse viste sig mest ved den store Fest, som holdtes ved Broderens Afvænnelse; og saaledes bliver Formalister, lig den ældste Broderi Parabelen, mest forarget, naar der er mest Aarsag til Glæde over Faderens mest elskede Barn. Den sande Familjes Musik og Dans er Galde og Bitterhed for den stolte, uægtefødte Mundsbekjender. Naar fuld Forvisning afvænnes fra Tvivl og hellig Glæde afvænnes fra Verden, da rynker Naturreligionens Tilhænger paa Næsen og kalder de Gudfrygtige Gale eller Fanatikere eller mumle med ærgerlig Spot: "Stakkels Daarer! Lad dem i Ro; de er sørgeligt forførte." Folk, der er religiøse, men ikke i Sandhed omvendte, - som arbejder paa og haaber at blive frelste ved sine egne Fortjenester, udviser i Almindelighed et bittert Had mod dem, som er fødte ifølge Forjættelsen. Undertiden spotter de over deres Svaghed. Maaske Ismael kaldte Isak blot et Diebarn, netop afvænt. Saaledes er Troende svage Mennesker og yderst udsatte for at opvække deres Spot, hvilke anser sig selv aandsstærke. Isak kunde ikke benægte, at han var svag; ejheller kan Troende benægte, at de er fejlende, og lider af Svagheder, der kan gjøre dem til Gjenstand for velfortjent Kritik; men Verden gjør mere deraf, end Retfærdigheden tillader, og spotte Hellige over Svagheder, som vilde blive forbiseet hos andre". Vi maa ikke anse det mærkeligt, om vor Ringhed og Ufuldkommenhed skulde bringe stolte og egenretfærdige Farisæere til at gjøre Nar af os og vort Evangelium.

Ofte foraarsages Spotten ved den Troendes Fordringer. Isak blev kaldet "Arvingen", og Ismael kunde ikke taale at høre det.

"Se," siger Lovtrællen, "hin Mand var ikke for ret lang Tid siden bekjendt som en Synder; nu siger han, at han har troet paa Jesus Kristus og derfor erklærer han, at han ved, at han er frelst og antagen og sikker paa Himmelen. Skal man have hørt saadan Dristighed?" Den, der klynger sig til sine Lænker, hader Synet af en fri Mand. Den, som modstaar Guds Naade, fordi han stolteligen stoler paa sine egne Fortjenester, er vred paa den, der glæder sig over at være frelst af Naade.

Muligens saa lille Isak, saadanne gamle Forældres Barn, underlig ud for den unge Halvblods-Ægypter. Ingen er en saadan Udlænding for sine Medmennesker som de, der er fødte fraoven. At leve ved Troen paa Guds Forjættelse burde synes den naturligste Ting af Verden; men det ansees ikke saa; tvertimod ansees de, som tror paa Gud og handler ifølge denne Tro, som forunderlige Skabninger. Elendige Gadedrenge gjør endnu Nar af Udlændinge, og Verdensmennesker driver endnu Spot med de sande Troende paa Grund af deres uverdslige Aand og Opførsel. For os er dette et Vidnesbyrd til det Gode; thi vor Herre har sagt: "Hvis I var af Verden, vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke er af Verden, derfor hader Verden eder."

Paa tusinde Maader, mange af dem saa usle, at de ikke fortjener at nævnes, maa den Troende bære "Spot og Spe", og han bør være forberedt derpaa. Det er alligevel kun en ubetydelig Sag at blive forført nutildags; thi Baalene i Smithfield er udslukkede, og Lollardernes Taarne indeholder ingen Fanger, ja ikke engang en Tommelskrue er i Brug. Mod, gode Broder! Selv om du skulde blive latterliggjort, vil intet Ben blive brækket; hvis du er brav nok til at foragte Spot, vil ikke engang din Søvn blive forstyrret.

Ismaels Spot over Isak er kun et af ti tusinde Bevis paa den Fjendskab, som hersker mellem Kvindens Sæd og Slangens Sæd. Sammenblandingen af disse to Slags Sæd foraarsagedes ved, at Abraham rejste ned til Ægypten og handlede paa en vantroende Maade mod Farao. Da blev den ægyptiske Tjenestekvinde given Sara, og Ondskabeu kom ind i Lejren. Sara gav i et ubevogtet Øjeblik sin Mand Tjenestekvinden, og ti tusinde Taarer blev Følgen. Ingen Omgang mellem de Uigjenfødte og Guds Menighed formaar at forandre deres Natur; en Ismael i Abrahams Lejr er dog fremdeles en Ismael. I vor Tid er Sandhedens bitreste Fjender Udlændingerne i vort Samfund. Disse er de, som bringer Troende af sand evaugelisk Lære til at se ud som Fremmede i de Menigheder, der blev grundlagde paa Skriftens Grund. De gjør os til Udlændiuge i vort eget Land. De er lemfældige mod al Slags Vranglære; men mod dem, der tror paa Læren om Naade, rynker de paa Næsen som gammeldagse og indskrænkede forsinkede Dødelige, der med Flid burde søge sig en Grav og begrave sig. Dog vil den, som stoler paa Gud og tror hans Pagt, være istand til at overleve al Spot; thi han anser Kristi Forsmædelse for en større Rigdom end alt Ægvptens Liggendefæ. Det er slet ikke noget at skamme sig over at stole paa Gud; tvertimod er det en Æressag for gode Folk at stole paa Ham, som er trofast og sand; og hvis de maa lide derfor, gjør de det med Glæde. Omgjorder eder derfor med helligt mod, I, som formedelst naaden lærer at leve paa Guds forjættelse ved troen. Blev ikke familiens store hoved foragtet og forkastet af menneskene? Bør ikke de øvrige af brodersamfundet ligne den førstefødte? Hvis vi gjøres delagtige i Kristi lidelser, skal vi ogsaa delagtiggjøres i hans herlighed; lader os derfor tage lod og del med den korsfæstede arving af alle ting.