Ifølge forjættelse

04 Forskjellige haab

Og om Ismael haver jeg hørt dig; se, jeg haver velsignet ham, og vil gjøre ham frugtbar, og gjøre ham saare meget mangfoldig; han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gjøre ham til et stort Folk. Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa denne bestemte Tid, i det andet Aar. - 1 Moseb. 17, 20,21.

Det er ikke at undres over, at to Personer saa forskjellige af Fødsel og Natur, som Ismael og Isak var, blev meget forskjellige i sine Haab. For Isak blev Pagtens Forjættelse hans Tilværelses Ledestjerne; men for Ismael var ingen saadan Stjerne opgaaet. Ismael stræbte efter høje Maal; thi han var en naturlig Søn af en af de største Mænd; men Isak stræbte efter et højere Maal, fordi han var Forjættelsens Barn og Arving til den Naadespagt, som Gud havde sluttet med Abraham.

Ismaels modige Aand længedes efter at grundlægge en Nation, der aldrig kunde overvindes - et Folk lige utæmmeligt som Ørkenens vilde Asen; og hans Ønske er bleven rigeligt opfyldt; Ørkenens Arabere (Beduinerne) er indtil denne Dag virkelige Exemplarer af deres store Forfader. Ismael opnaaede i Liv og Død det snevre, jordiske Haab, som han længedes efter; men hans Navn findes ikke blandt dem, der saa Kristi Dag og døde i Haabet om Herlighed. Isak skuede derimod langt ind i Fremtiden - lige til Kristi Dag. Han ventede en Stad, der har Grundvolde, hvis Bygmester og Forarbejder er Gud.

Ismael havde, lig "Lidenskab" i "Pilegrimsvandringen" sine største Goder hernede; men Isak, lig "Taalmodighed", forventede sine største Goder hisset; haits Skatte var ikke i Telte eller Marker, men i "useede Ting." Han har modtaget det store Pagtsløfte, og deri fandt han større Rigdomme, end alle Nebaioths Hjorder kunde skaffe ham. For hans Øjne havde Forjættelsens Dagsstjerne skinnet, og hans forventede en fuld Middagsglans's Velsignelse i Tidens Fylde. Forjættelsen paavirkede ham saaledes, at den gav hans Tanker og Forventninger Retning. Forholder det sig saaledes med dig, min Læser? Har du modtaget og antaget det evige Livs Forjættelse? Nærer du derfor Haab om de Ting, som ikke sees. Har du et aabent Øje for det, som ingen kan se undtagen de, der tror paa Guds Trofasthed? Har du forladt de sanselige Erkjendelsers snevre Fure og begivet dig paa Troens Vej - Troen paa det nseede og evige?

Udentvivl paavirkede Forjættelsens Antagelse og Nydelsen af dets Haab Isaks Sind, saa at han blev af en rolig Aand. For ham var der ingen Krige og Kampe. Han opgav det nærværende og forventede det tilkommende. Isak følte, at da han var født efter Forjættelsen, tilkom det Gud at velsigne ham og opfylde den Forjættelse, som han havde givet angaaende ham; og derfor forblev han hos Abraham og holdt sig borte fra Verden omkring ham. Han baade haabede stille og ventede taalmodig paa Guds Velsignelse. Hans Øje var rettet mod Fremtiden - paa den store Nation, der skulde komme, det forjættede Land og den end herligere forjættede Sæd, i hvem alle Jordens Slægter skulde velsignes. Angaaende alt dette saa han alene hen til Gud, idet han viselig sluttede, at han, som havde givet Forjættelsen, vilde ogsaa sørge for dens Opfyldelse. Paa Grund af denne Tro var han derfor ikke mindre virksom; dog udviste han ingen saadan stolt Stolen paa sig selv som Ismael. Han var virksom paa sit eget Vis - med en rolig Tillid til Gud og en stille Underkastelse under hans højeste Vilje. Aar efter Aar holdt han nd i det afsondrede Liv og trodsede ubevæbnet den Fare, der truede fra hans hedenske Naboer - Farer, som Ismael imødegik med Sværd og Bue. Hans Tillid var til den Røst, som sagde: "Rør ikke min Salvede." Han var en Fredens Mand, og dog levede han lige trygt som sin krigerske Broder. Hans Tro paa Forjættelsen gav ham Trygheden selv, skjønt Kanaaniten fremdeles opholdt sig i Landet.

Saaledes virker Forjaettelsen paa det nuvaerende Liv ved at skabe i os en Aandsopløftelse, et Liv over synlige Omgivelser, en rolig og himmelsk Sindsstemning. Isak fandt sin Bue og sit Spyd i Gud, Jehova er hans Skjold og megen Belønning Uden en Fod Jord, som han kunde kalde sin egen, boeude som en Vandringsmand og Fremmed i det Land, som Gud havde skjænket ham ifølge Forjættelsen, var Isak tilfreds med at leve af Forjættelsen og anse sig rig i de kommende Glæder. Hans mærkværdige, stille og rolige Aand, medens han levede en Pilegrimfaders mærkværdige, ujordiske Liv, udsprang af hans enoldige Tro paa den uforanderlige Guds Forjættelse. Et Haab, der er optaendt ved Guds Forjættelse, paavirker hele Menneskets Liv, hans inderste Tanker, Handlinger og Følelser: det kan synes at være af mindre Vigtighed end en ret Vandel, men det er i Sandhed af allerstørste Vigtighed, ikke blot i sig selv, men ogsaa idets Virkning paa Sind, Hjerte og Liv. Et Menneskes hemmelige Haab er en større Prøve paa hans Tilstand lige overfor Gud end nogen enkelt Dags Handlinger eller endog den offentlige Gudsdyrkelse i et helt Aar. Isak fortsætter sin stille hellige Vandel, indtil han bliver gammel og blind og stille hensover i Tillid til sin Gud, sont havde aabenbaret sig for ham og havde kaldt ham Ven og sagt: "Bliv i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig, og i din Sved skal alle Jordens Slægter velsignes."

Som et Menneskes Haab er, saaledes er det selv. Hvis hans Haab er paa Guds Forjættelse, staar det, maa det staa vel til med ham.

Læser, hvad er dit Haab? "Hvad?" siger en, "jeg venter kun paa en Slægtnings Død, og da vil jeg blive rig. Jeg har store Forhaabninger." En anden haaber paa sin stadigt tiltagende Forretning, og en tredje venter meget af en lovende Spekutation. Haab, der kan opnaaes i en døende Verden, er kun Skuffelser. Haab, der ikke har nogen Udsigt hinsides Graven, er uklare Vinduer for Sjælen at se gjennem. Salig den, som tror Forjættelsen, og føler sig overbevift om dens Opfyldelse i sin Tid, og overlader alt andet i den uendelige Visdoms og Kjærligheds Hænder. Et saadant Haab vil udstaa Prøvelser, besejre Fristelser og nyde Himmelen hernede.

Da Kristus døde paa Korset, begyndte vore Haab; da han opstod, blev de bekræftede, og da han opfor til Himmels, begyndte de at blive opfyldt; naar han kommer til Jorden anden Gang, vil de blive virkeliggjorte. I denne Verden vil vi have Pilegrimskost og et Bord beredt i vore Fjenders Nærværelse; og i den tilkommende Verden skal vi besidde Landet, som flyder med Melk og Honning - et Fredens og Glædens Land, hvor Solen aldrig mere skal gaa ned, ejheller skal Maanen skjule sig. Jndtil da haaber vi, og Haabet griber fast i Forjættelsen.