Ifølge forjættelse

03 De to liv

Ej heller er alle Abrahams Børn, fordi de er Abrahams Afkom; men der er skrevet: "Afkom skal fremkaldes dig i Isak;" det er: ikke de samme, som er Børn efter Kjøbet, er Guds Børn: men Forjættelsens Børn regnes ham til Afkom. Thi dette er Forjættelsens Ord: ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn. - Rom. 9, 7, 8, 9.

Ismael og Isak var af forskjellig Oprindelse, og derfor var der en Forskjel i deres Natur, der viste sig i deres Liv og bemærkedes hovedsagelig i deres Forhold til Forjættelsen.

Som Fødselen er, saaledes vil det Liv blive, som kommer deraf : det Menneske, der kun er, hvad han selv har gjort sig til, vil kun være, hvad Naturen har udrustet ham med; men det Menneske, som er sødt paany af Guds Aand, vil vise medfølgende Tegn: »Ved ham er I udi Kristo Jesu, hvilken er bleven os Visdom fra Gud og Retfærdighed og Helliggjørelse og Forløsning, at, som skrevet er: Hvo sig roser, rose sig i Herren." Der vil i det nyfødte Menneske blive, hvad det nye Liv bringer med sig; i det naturlige Liv vil der ikke blive noget saadant.

Ismael udviste visse af Abrahams naturlige Karaktertræk forenet med sin Slavemoders. Han var en fyrstelig Mand lig sin Fader og arvede Patriarkens værdige Holdning; men Isak havde sin Faders Tro og var Arvetager med Hensyn til et helligt indre Aandsliv. Som Forjættelsens Arving forblev Isak hos sin Fader, medens Ismael opførte egne Lejre i Ørkenen. Isak røgtede Faar hos de gamle Beboere af Mesopotamien; men Ismaels Moder hentede en Hustru for ham fra Ægypten, hvilket var meget naturlig, da hun selv var fra Ægypten. Lige søger Lige. Isak var hengiven til Betragtninger ude paa Ageren ved Aftenstid; thi han glædede sig ved at tænke over hellige Ting; men Ismael trættede med alle, som han mødte; thi hans Sind var rettet mod jordiske Ting. Betragtninger er ikke for den Vilde, hvis Haand er rettet mod enhver andens og enhver andens Haand mod ham. Isak overgav sig til et Offer for Gud; men man hører intet om noget saadant hos Ismael. Selvopofrelse var ikke for Ismael; han er hellere en Drabsmand end et Lam, der ofrer sig selv til Gud. Saaledes vil du erfare, at om du opdrages og belæres kristeligt og bliver, hvad man kalder "from", og dog ikke er fornyet i Hjertet eller besøgt af den Helligaand, vil du ikke leve Gudsbarnets forborgne Liv. Du kan besidde mange af de udvortes Tegn paa at være en Kristen; du kan formaa at synge, bede, anføre Skriftsteder og maaske fortælle en og anden Smule indbildt Erfaring; men du maa fødes paany for at kunne kjende i Sandhed de Helliges Samfund, Omgang i det Lønlige med den levende Gud og Hengivelsen af dig selv til ham som din fornuftige Gudsdyrkelse. Forjættelsens Børn forbliver hos Guds Folk og anser det som en Forrettighed at kunne blive tællet blandt dem.

Forjættelsens Barn føler, at han er i bedste Selskab, naar intet Menneske ser ham eller sees af ham, men naar den Usynlige kommer nær ham og holder Omgang med ham. Forjættelsens Barn, og det alene, er istand til at gaa op til Morias Top for der at bindes til Alteret og ofre sig selv til Gud. Jeg mener med dette sidste, at kun den, som er født af Aanden, vil overgive sig fuldstændig til Gud og elske Herren mere end sit eget Liv. Din Natur og Vandel vil blive ifølge din Oprindelse; og derfor formaner jeg dig til at begynde ret, saa at ligesom du bekjender at være et Rigets Barn, du ogsaa maa bevise at være en ægtefødt Arving.

Ismael, der var født efter Kjødet, Tjenestekvindens Søn, maa altid bære Tjenermærket. En Slavindes Barn er ikke født fri. Ismael er ikke, kan ikke være, hvad Isak er - den frie Kvindes Søn. Mærk nu: jeg siger ikke, at Ismael nogensinde ønskede at være lig Jsak; jeg siger ikke, at han følte sig at have tabt noget ved at være forskjellig fra Isak; dette havde han dog i Sandhed. Den, der arbejder for Selv-Frelse ved sine egne Gjerninger, Følelser og Selvfornægtelser, kan være stolteligen uvidende om sin Tjenerstand; han kan endog prale af at være født fri og aldrig været nogens Træl; og dog tilbringer han hele sit Liv i Trællekaar. Han ved aldrig, hvad Frihed betyder, hvad Tilfredshed betyder, hvad Glæde i Gud betyder. Han undrer sig, naar Folk taler om "Troens fulde Forvisning." Han slutter, at de maa være indbildske. Han har knapt Tid til at puste mellem hver Gang Svøben smælder. Han har gjort saa meget, men han maa gjøre saa meget mere; han har lidt saa meget, men han maa lide saa meget mere. Han er aldrig indgaaet til "den Hvile, der forbliver for Guds Folk;" thi han er født af Tjenestekvinden, og hans Aand er altid i Trældom.

Den, som paa den anden Side er født af den frie Kvinde og forstaar, at Frelsen er af Guds Naade fra først til sidst, og at hvor Gud har givet sin Naade, tager han den ikke tilbage - thi "Gaverne og sit Kald fortryder Gud ikke" - en saadan Person, idet han antager Kristi fulde Værk og kjender sin Antagelse i den Elskede, forlader sig paa Herren og glæder sig med en stor Glæde. Hans Liv og hans Aand er fyldt med Glæde og Fred; thi han blev født fri, og han er fri, ja i Sandhed fri.

Forstaar min Læser Guds Barns Frihed? eller er han endnu i Trældom under Loven, bange for Straf, bange for at blive jaget ud i Ørkenen? Hvis du befinder dig i denne sidste Tilstand, da har du ikke modtaget Forjættelsen, ellers vilde du vide, at noget saadant ikke kunde ske. Isak, Forjættelsens Barn, tilhører Arven, og han forbliver forevig uden Frygt for at blive udstødt.

De, der var fødte som Ismael, var efter Kjødet, og de, hvis Religion er afhængig af deres egen Kraft og Styrke, er jordisksindede, ligesom Ismael var. Kun de, som er fødte fraoven formedelst Forjættelsen, ifølge Troen, er ligefom Isak himmelsksindede. Se, hvorledes den af Naturen religiøse Person er jordisksindet. Han er meget regeltmæssig i sin Kirkegang; men medens han er der, tænker han paa sin Forretning, sit Hus eller sit Jordbrug. Glæder han sig i Gudstjenesten? Slet ikke! Der er en Prædiken. Modtager han med Ydmyghed det udsaaede Ord, der er istand til at frelse hans Sjæl? Slet ikke! Han kritiserer den, som om den var en politisk Tale. Han skjænker sine Penge til Guds Sag, ligesom andre gjør; naturligvis; thi han føler, at han maa berolige sin Samvittighed og vedligeholde sit gode Rygte; men bryder han sig om Guds Ære? Slet ikke! Hvis han gjorde det, vilde han give mere end Penge. Hans Hjertes Bønner vilde opsendes om Rigets Fremgang. Sukker og græder han paa Grund af Tidens Synder? Finder du ham alene med Gud, udgydende sit Hjerte i Angest, fordi at selv i hans egen Familje er der dem, som ikke er omvendte til Gud? Har du nogensinde bemærket hos ham en høj og hellig Glæde over Synderes Omvendelse - en Fryd over, at Kristi Rige kommer? O nej, han hæver sig aldrig saa højt. Al Guds Tjeneste er udvortes for ham; ind ide aandelige Tings Kjerne og Hjerte er han aldrig trængt. Kjødets Sans, selv naar den er religiøs, er fremdeles Fjendskab mod Gud; den er ikke forligt med Gud og kan ejheller blive det. Der maa blive et aandeligt Sind skabt i Mennesket; det maa blive en ny Skabning i Kristo Jesu, førend det kan erkjende, forstaa og glæde sig over aandelige Ting.

For at komme tilbage til Udgangspunktet: "I maa fødes paany." Vi maa fødes af Aanden; vi maa modtage et overnaturligt Liv ved at blive levendegjort fra vor Død i Synden. Vi kan ikke bære Aandens Frugt, førend vi faar Aandens indre Liv. Ismael vil forblive Jsmael, og Isak vil forblive Isak. Som Mennesket er, saaledes vil dets Vandel være. En Person med Indsigt og Fornuft og menneskelig Magt kan gjøre sit bedste, som Ismael gjorde; men kun Forjættelsens Børn vil hæve sig til det Troens Liv og Vandel, som Jsak gjorde.

"Strænge Grænser,"" siger du. Undertiden er det en stor Velsignelse at have hine strenge Grænser trukne, og det trukne meget lige. Paa denne Maade kan vi blive satte paa ret Vej til Evigheden. En Person sagde forleden til en Ven af mig: "Jeg gik engang for at høre Spurgeon, og hvis man, da jeg gik ind iTabernaklet, havde spurgt mig om mig selv, vilde jeg have svaret, at jeg var en saa religiøs Mand, som nogen, der boede i Newington, og visselig saa god Mand, som nogensinde fandtes i en Menighed; men alt dette blev modsat, da jeg fik høre Evangeliet hin Dag. Jeg kom ud af Kirken den Dag med alle Fjær afplukkede. Jeg følte mig den elendigste Synder paa Jorden, og jeg besluttede, at jeg vilde aldrig mere gaa og høre denne Mand; thi han havde helt ødelagt mig aldeles." "Ja," sagde han, "men det var det bedste, som kunde have vederfares mig. Jeg blev bragt til at se bort fra mig og alt, hvad jeg kunde udrette, og se hen til Gud og hans almægtige Naade, og at forstaa, at jeg maatte vende tilbage til Skaberens Haand igjen, ellers kunde jeg aldrig se hans Ansigt med Glæde." Jeg haaber, at min Læser kjender denne Sandhed for sig selv - en alvorlig Sandhed. Ligesom Gud først skabte Adam, saaledes maa han skabe os paany, ellers kan vi aldrig bære hans Lignelse eller beskue hans Herlighed. Vi maa komme under Forjættelsens Indflydelse, og leve af Forjættelsen, ellers vil vort Liv aldrig blive ledet af rette. Grundsætninger eller rettes mod det rette Maal.