Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Trettende Kapitel - Et virksomt livs afslutning

"Herre, alt det, vi har gjort, har Du jo udrettet for os." Esaias 26, 12.

Overalt, hvor Spurgeon kom, var han elsket. De unge Mænd i Skolen fik i ham ikke blot en Lærer i Kristendom og Veltalenhed; men han tog sig af dem med en Faders Omhu. Børnene i Hjemmene stimlede sammen, naar han viste sig og ansaa det for en stor Lykke at faa Lov at holde ham i Haanden. De mærkede, at her var et Hjerte, som slog for dem. Men ikke mindst skattet var han af den Menighed, i hvilken han i henimod 40 Aar var Prædikant. Aldrig blev han træt af at prædike for dem; og aldrig blev de træt af at høre ham. Og aldrig i disse mange Aar var der en Kurre paa Traaden imellem dem.

Mange var der derfor, som gerne vilde have baaret nogle af hans Smerter for ham, om det havde været muligt; thi mange Gange var han hjemsøgt af alvorlige Sygdomme.

Den første var i 1869. Da fik han Kopper og maatte derefter opholde sig længere Tid i Udlandet for at komme til Kræfter Sygdommen brød ud, efter at han havde deltaget i en stor Fest, som Londons Borgmester (Lord Mayor) holdt. Senere vilde han aldrig med til disse Fester, hvor indtrængende han end blev opfordret dertil. "Jeg har en Gang været i saadant fint Selskab," sagde han, "da fik jeg Kopper; saa jeg har besluttet aldrig mere at gaa med til saadan noget."

To Aar senere laa han i 12 Uger. Han sendte Bud til Menigheden om at samles om Onsdagen og bede for ham. Og her opfyldtes det: "Før de raaber, vil jeg svare; og medens de taler, vil jeg høre." Thi i Begyndelsen af Ugen vendte Vinden sig. Vejret blev mildt og bragte ham straks Lindring. Hans Smerter havde været saa store, at han til sidst bad alle om at fjerne sig, og saa raabte han til Gud: "Du er min Fader, og jeg er Dit Barn. Jeg vilde ikke kunne udholde at se mit Barn lide, som jeg nu gør; jeg vilde tage det paa mine Arme og bære det. Vil Du da skjule Dit Ansigt for mig, o min Faders? Vil Du da blive ved at lægge Din Haand tungt paa mig?" - Snart kom Hjælpen, og han kunde sige: "Jeg skal aldrig mere have saadan Pine; thi Gud har hørt mit Raab."

Efter en anden langvarig Sygdom spurgte han nogle af menigheden, om de ikke blev træt af en saadan krøbling af en prædikant. Men der blev svaret: "Nej, vi vil hellere have dem en maaned i aaret, end hvem som helst ellers i verden de 12 maaneder." -

De idelig gentagbe sygdomsanfald tog dog ikke Modet fra ham. Altid var hans Tale fuld af Livs-kraft; og altid var han parat til ved oplivende Bemærkninger at jage den stive Alvor bort.

En Ven skrev en Gang til ham og klagede over, at han havde sagt en Vittighed i sin Prædiken.

"Dersom du havde vidst," svarede Spurgeon, "hvor mange jeg holdt tilbage, vilde du ikke være bleven stødt over den ene, jeg brugte, men snarere have rost mig for mit Maadehold."

En ivrig Partimand besøgte ham en Gang og søgte at paatvinge ham visse Lærdomme. Men da alle hans Beviser intet Indtryk gjorde, sagde han: "Saa ryster jeg Støvet af mine Fødder." "Aa nej, gør endelig ikke det," sagde Spurgeon, "det vilde tilsmudse Tæppet; men udenfor vil De finde et Skrabejern og en Maatte."

Flere Gange hjalp hans Snarraadighed ham i vanskelige Tilfælde.

"Jeg er kommet for at skære Halsen over paa Dem," sagde en Mand, som havde fundet Vej ind til ham i Tabernaklets Sakristi; og det vilde Udtryk i hans Øjne viste, at han var sindssyg.

"Ja saa!" sagde Spurgeon roligt. "I Deres Sted vilde jeg ikke gøre det; tænk blot paa, hvor det vilde tilsøle Tæppet."

"Det har jeg slet ikke tænkt paa," sagde den anden og fandt sig villigt i at blive ført ud.

En anden sindssyg Mand kom til ham i hans Hjem og sagde: "Jeg er kommet for at slaa Mr. Spurgeon ihjel."

"De mener vist min Broder; hans Navn er Spurgeon?"

"Nej, det er ham, som siger Vittigheder, som jeg vil slaa ihjel."

"Ja, det er nok min Broder; han siger Vittigheder."

"Nej, jeg tror, De er Manden," raabte den sindssyge. "Og De ved maaske ikke, at paa Anstalten maa der 10 Mand til at holde mig?"

"10 Mand!" sagde Spurgeon. "Er det noget at regne? De ved ikke, hvor stærk jeg er. - Giv mig den Stok!" raabte han derpaa med truende Mine; og den sindsshge afleverede forskrækket den Knippel han havde med sig, og flygtede ud paa Gaden, hvor Politiet snart tog sig af ham.

Sygdommen hindrede ikke Spurgeon i at skrive. Hans Bøger blev i hans Levetid læst mere end nogen anden Forfatters. Det var Millioner af Eksemplarer, der blev solgt. Og Læserne var baade ulærde og lærde. Hans trykte Prædiksener blev solgt hver Uge, i alt flere hundrede Millioner Eksemplarer. De blev desuden trykt i mange Blade og oversat paa mange Sprog hele Verden over.

Selv i Sportsblade og andre helt verdslige Blade blev der regelmæssig trykt en af hans Prædikener; og mange Eksempler er der paa, at Mennesker blev omvendt ved at læse dem, paa Værtshuse eller andre Steder, hvor Bladene ligesom tilfældigt kom dem i Hænde.

En Dranker fandt en Avis med en Prædiken i paa Gaden og blev fuldstændig sønderknust ved at læse om, at alle frit kan komme til Jesus; og ved at læse videre fandt han Fred med Gud og fik Kraft til at leve et nyt Liv.

En Faarehyrde i Australien gik og vogtede sine Faar, da en Avis kom blæsende hen over Sletten. For at faa Tiden til at gaa gav han sig til at læse. Overskriften var revet af, ellers havde han næppe begyndt paa en Prædiken; men hvad han nu læste, interesserede ham saa han maatte læse det til Ende; og hans Sjæl fandt Frelse derved.

Paa samme Maade gik det en Værtshusholders Kone i England, da hun fik en Pakke fra Australien, indsvøbt i gamle Aviser.

i Australien synes man at have været særlig ivrige for at trykke hans Prædikener. I Amerika blev der ogsaa solgt mange af dem, indtil han udtalte sig imod Negerslaveriet; saa var hans Popularitet forbi for lang Tid. Selv i Rusland fik disse Prædikener Lov til at blive udbredt, forsynet med Kirkens Stempel.

Efter et Møde i Tabernaklet kom en Kone meget fortvivlet og ønskede, at man skulde bede for hendes Mand som havde forladt hende og var sejlet bort.

Spurgeon sagde: "Ja, her er ikke andet for os at gøre end at knæle ned og bede om, at Deres Mand maa blive omvendt i denne Time."

Et Par Maaneder senere viste Konen sig igen, og da havde hun sin Mand med. Paa den Tid der blev bedt for ham i Tabernaklet, havde han været om Bord paa et Skib langt borte fra England; men just i samme Time fik han fat i et Eksemplar af Spurgeons Prædikener og blev omvendt ved at læse det.

Der er i alt trykt omkring 3000 af Spurgeons Prædikener. Han skal være den Englænder, hvis Navn er mest almindelig kendt.

Længere og længere blev de Ophold, han for sit Helbreds Skyld maatte gøre i Syd-Frankrig, særlig Mentona. Stærke Smerter forvoldte Gigten ham; men den milde Luft gav ham Kræfter til at bære det, og trods alt følte han sig som "i Edens Have før Syndefaldet".

"Jeg priser Gud for Ildovnen," sagde han ogsaa.

Hans sidste Prædiken i Tabernaklet var den 7. Juni 1891.

Han talte om Jesus.

"Du vil finde Ham saa sagtmodig og ydmyg af Hjertet, at det giver din Sjæl Hvile. Han er den mest højmodige Fører, den ædleste af alle Fyrster. Han er altid at finde, hvor Kampen er haardest; og den skarpefte Vind tager Han af for dig. Den tungeste Ende af Korset hviler paa Hans Skulder; om Han byder os at bære en Byrde, saa bærer Han den ogsaa. Om der er noget, der er yndigt, ædelmodigt, ømt og venligt, overstrømmende - ja tilmed ødselt i Kærligbed, da vil du altid finde det hos Ham!"

Ingen vidste, at det var Spurgeons sidste Prædiken; men alligevel var der ikke et Øje tørt. I den følgende Uge blev han meget syg. I alle Kapeller og Kirker, selv i den jødiske Synagoge, blev der bedt om hans Helbredelse. Han blev ogsaa bedre, men maatte rejse til Syden igen. Den varme Sol oplivede ham paa ny, men kun for en Tid. Selv sagde han: "Min Livsgerning er til Ende." Den 31. Januar 1892 gik han bort i Mentona. Hans Støv blev ført til London. Den Dag, det blev stedt til Hvile, var Byen klædt i Sorg, Butikker, ja selv Værtshuse var lukket.

Det er underligt at læse om, hvorledes man kappedes om at "vise ham den sidste Ære"; og Bladene havde kun godt at sige om ham.

Det war den samme Mand, som omtrent 40 Aar tidligere næsten alle var enige om at angribe og tale ondt om.

Det Evangelium, han forkyndte var i Mellemtiden gaaet sejrende gennem mange Hjerter. Og spørger man om Grunden hertil, kan der svares, at han selv troede paa Kraften i det, han forkyndte. "Det er en vigtig Ting," skrev han en Gang, "at faa Folk draget ind, ikke ved Hjælp af Te eller lignende, men ved overbevisende Tale."

Det var en af hans største Glæder paa Jorden, at hans to Sønner tidligt fik Hjerterne vendt helt til Gud. De de gik i Skole, fik de andre Børn til at være med til at holde Bedemøder. De blev begge opdraget til at være Handelsmænd. Men senere kom de paa Prædikantskolen og blev begge Frikirke-Prædikanter. Den ene af dem, Thomas, blev ansat ved Tabernaklet.

Til Slutning et Ord, som Spurgeon en Gang udtalte til sin Menighed: "Jeg bliver ved at forkynde Jesus og Hans Evangelium. Og i kan være forvisset om, at jeg ikke skal forkynde noget andet; thi for mig stiller Sagen sig saaledes: Kristus eller intet. Jeg selv er solgt; og min Formue er tabt, om jeg mister Jesus; thi Han er mit alt." Rol. 3, 11.