Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Tolvte Kapitel - Prædikantskole og børnehjem

"Du skal udføre, hvad du lægger Haand paa; thi Gud er med dig." 1, Sam. 10, 7. "

Man undrer sig først, naar man hører, at Spurgeon dannede en Skole, i hvilken over 1000 unge Mænd har faaet Uddannelse til at være Prædikanter i frikirkelige Samfund. Thi selv var han jo alene oplært af Gud. Men ligesom mange andre Foretagender, som Gud særlig velsignede, begyndte ogsaa dette paa en ganske naturlig Maade: og hele dets videre Udvikling viser klart, at det var et Led i den guddommelige Plan til Evangeliets Forkyndelse i England og mange Hedningelande.

Det var ikke længe efter Spurgeons Ansættelse i London, at en ung Mand, Thomas Medhurst, i stor Sjælenod henvendte sig til ham og snart efter fandt Fred ved hans Forkyndelse. Og længe varede det ikke, før den unge Mand begyndte at prædike ved Møder i fri Luft og det med synlig Virkning. Men flere af Menighedens Medlemmer klagede over, at han manglede Opdragelse; nogle mente endog, at han burde standses, for at ingen skulde forarges. Spurgeon talte med ham om det. Han var meget villig til at indrømme sine Mangler; "men," tilfojede han, "jeg maa prædike; jeg gør det ogsaa, med mindre man hugger Hovedet af mig."

Da denne Besked blev bragt til dem, der havde klaget over ham, sagde de i fuldt Alvor: "Ja, man kan ikke hugge Hovedet af Mr. Medhurst, saa der er ikke andet for end at lade ham blive ved med at prædike."

Spurgeon tilbod da at betale for ham paa en Skole, og da han var uddannet, kom der et Par til; og Antallet voksede nu gradvis idet flere andre betalte for de unge Mænds Underhold, naar de ikke selv havde Raad dertil. Da Tabernaklet var færdigt, foregik Undervisningen der, medens de unge boede to eller tre sammen ude i Byen. Senere blev der opført en særlig Bygning dertil.

"Vi havde kun een Hensigt dermed," siger Spurgeon, "at Gud maatte æres ved Evangeliets Forkyndelse. Vi har aldrig drømt om at lave Mænd til Prædikanter, men kun at bibringe dem nogle Kundskaber, som Gud havde kaldet til at forkynde Evangeliet. Som en Betingelse for Optagelsen satte vi derfor, at de skulde have prædiket i to Aar, og at Gud havde sat Sit Segl paa deres Virksomhed. Det hjalp ikke, om de var nok saa begavet, dersom Gud ikke havde kaldet dem. . . . Der er dem, der har kaldt Skolen en "Præstefabrik"; men de vilde komme Sandheden nærmere, om de kaldte mig en "Præstedræber", thi adskillige, som ønskede at blive Præster, har faaet deres Dødsstød af mig."

Mange forskellige Slags søgte Optagelse. Men Spurgeon betænkte sig aldrig paa at afvise dem, som af en eller anden Grund forekom ham uskikket. Saaledes var det ikke sjældent, at de ønskede at komme paa Skolen, "fordi Herren lukkede alle andre Døre for dem." Men saadanne havde han ingen Medlidenhed med. "Til Evangeliets Forkyndelse behøves de allerbedste Mænd," plejede han at sige til dem, "ikke saadanne, som ikke duer til noget andet. En Mand, som passer til at være Prædikant, vil ogsaa kunne gøre god Fyldest som Urtekræmmer, Jurist eller hvad som helst."

En Søndag Morgen kom en ung Mand til ham i Tabernaklet og sagde: "Jeg ønsker at optages i Deres Skole og helst straks."

"Vi skal overveje det nærmere," blev der svaret.

",Men dette er et ganske særligt Tilfælde; der er rimeligvis ingen af min Slags, der nogen Sinde har henvendt sig til Dem."

Han havde læst alle mulige Bøger. Han havde Attester for Dvgtighed i at prædike, men dem behøvede han vel ikke at vise frem, da enhver jo kunde overbevise sig om hans Evner.

Til hans overraskelse sagde Spurgeon nu: "Jeg er nødt til at sige, at jeg ikke kan optage dem."

"Hvorfor, om jeg maa spørge?"

"Fordi de er altfor dygtig. Jeg vil ikek fornærme dem ved at sætte dem sammen med ganske almindelige mennesker, som vi er paa skolen: Forstander, lærere og elever. De maatte nedlade dem altfor meget, dersom de skulde omgaas os."

"Mener de, at de ikke kna have mig paa skolen fordi jeg har saa ualmindelige evner?"

"Ja, just af den grund."

"Men de burde dog først prøve min duelighed i at prædike. Giv mig en tekst eller et emne, og jeg skal tale over det paa staaende fod, saa de vil forbavses."

"Nej Tak, jeg vil hellere være fri for at høre det."

"Men jeg forsikrer Dem, at det vilde være Dem den største Nydelse."

"Ja, det er muligt; men jeg føler mig selv uværdig til at høre Dem. Farvel!"

Den unge Mands Navn figurerede senere i Politiets Lister.

En anden af noget lignende Slags var bleven optaget paa Skolen. Han førte et meget blomstrende Sprog, endogsaa naar han bad. Han endte som Skuespiller, og hans Kone, som han forlod, blev senere understøttet fra Skolen.

Der kom ofte mærkelige Henvendelser fra forskellige Menigheder om at faa en Prædikant, der kunde passe dem. Men Spurgeon havde altid Svar paa rede Haand.

Da der saaledes blev forlangt en, som kunde "fylde" Kapellet svarede han, at han havde ingen saa stor.

En Menighed, som kun vilde give en meget lille Løn, skrev han til: "Den eneste Person, jeg ved, som kunde leve for saa lidt, er Englen Gabriel. Han behøver hverken Penge til Husholdning eller Klæder; og han kunde komme ned fra Himlen Søndag Morgen og vende tilbage om Aftenen. Se at faa ham!"

Til en Student, der forlod Skolen, sagde han: "Jeg ønsker, De skal gennemgaa en Operation, før De forlader os. Jeg vil tage et af Deres Øjne ud og stoppe et af Deres Øren til og give Dem en Mundkurv paa. Og saa maa De helst anskaffe Dem et Sæt nye Klæder og sige til Skradderem at han skal lave en Lomme uden Bund i. Thi der vil møde Dem mange Ting, som De maa se paa med et blindt Oje; og De maa høre paa mange Ting med et døvt Øre; og De vil ofte føle Dem fristet til at sige Ting, som De hellere maa lade være usagt. Og al den Sladder, De faar at høre, skal puttes i Lommen, som ingen Bund har."

Der blev ogsaa snart oprettet et Børnehjem i Forbindelse med Gerningen i Tabernaklet. George Muller i Bristol blev et Forbillede her ligesom for saa mange andre. Man henvendte sig ikke til Mennesker om Hjælp, men alene til Ham, som er de faderløses Fader.

Straks fra først af sagde Spurgeom, "Dersom vi bruger samme Fremgangsmaade som andre Foreninger og faar Folk til at tegne sig for Bidrag og sætter Indsamlinger i Gang, saa bliver der ingen Plads for Troen, og saa faar vi kun lidt at se af, hvad Gud kan gøre. Men dersom vi tror Ham og stoler paa, at Han aldrig svigter en Sag, som Han selv lagde paa vore Hjerter, saa skal vi snart faa at se, at Israels Gud lever, og at Hans Arm ikke er forkortet."

Begyndelsen af Børnehjemmets Oprettelse er meget ejendommelig.

Ved et Bedemøde i Tabernaklet bad Spurgeon Gud om at sende dem mere Arbejde og de Penge, der behøvedes dertil.

Kort forinden var der en Enke, Mrs. Hillyard, som havde besluttet at give sin Formue til en eller anden Gjerning i Guds Rige. Hun havde samlet Pengene ved selv at leve meget sparsommeligt, men nu ønskede hun at se dem godt anbragt, før hun døde. Man raadede hende til at henvende sig til Spurgeon. Omtrent samtidig læste hun i et Blad et Stykke, han havde skrevet om at opdrage Børnene i Herrens Frygt og om ogsaa at lære de forsømte Børn alt, hvad man selv tror og har kært.

Saa skrev hun til ham, at hun ønskede hans Hjælp til Oprettelsen af et Hjem for forældreløse Drenge. Dette Brev naaede ham et Par Dage efter det omtalte Bedemøde, saa han straks saa Guds Svar.

Han aflagde da den gamle Dame et Besøg og blev meget forbavset ved at se, at hun boede i et tarveligt lille Hus. Hun havde skrevet, at hun havde 400,000 Kroner, men han kunde ikke tro andet, end at det var en Fejltagelse; derfor sagde han:

"Jeg kommer for at tale med Dem om de 4000 Kr. De omtalte i Deres Brev."

"Skrev jeg 4000? Jeg mente 400,000," sagde Enten.

"Ja, jeg var ikke sikker paa, om der var kommet et Nul eller to for mange."

Han spurgte nu først, om der ikke var nogen af hendes Familie, som vilde føle sig forurettet. Da der ikke var det, prøvede han paa at faa hende til at give Pengene til George Mullers Børnehjem. Men hun holdt fast ved at det var ham, der skulde hjælpe hende i denne Sag. Og hvad hendes Penge ikke var tilstrækkelige til, vilde andre nok tage sig af, saa Børnene ikke kom til at lide Nød. De havde jo desuden en rig Fader.

I Løbet af et Par Aar blev der nu bygget en hel Række Huse, hvert enkelt bestemt for en lille Familie af forældreløse Drenge med deres Plejemoder. Snart efter fulgte lignende Bygninger for Pigebørn, I alt kunde der rummes 500.

At den himmelske Fader sørgede godt for disse smaa behøver ikke at fortælles. Ofte kom Hjælpen, just som Forraadet var opbrugt. Her opvoksede de store Skarer af lykkelige Børn, som ikke paa nogen Maade fik at føle, at de var født paa Livets Skyggeside. Heller ikke ved nogen særegen Dragt adskilte de sig fra andre Børn.