Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Ellevte Kapitel - Spurgeon som foredragsholder

" Eders tale være altid yndig, krydret med salt." Kol 4,6. "

Det, som Gud særlig brugte Spurgeon til, var aabenbart den direkte Henvendelse til den enkelte med Evangeliets Ord. Men efter nogle Aars Ophold i London blev han opfordret til at holde Foredrag over bestemte Emner. Det gjorde han ogsaa og vakte lige saa megen Opmærksomhed derved som ved sine Prædikener.

I "Kristelig Forening for unge Mænd" talte han i 1859 om Troens Udbredelse. I dette Foredrag udtalte han sig meget afgjort imod Krig: "Jeg hører ofte Kristne takke Gud for det, som jeg kun kan anse for en Forbandelse. De siger, at dersom der er Krig i Kina, vil Jernbommene blive sprængt og Kobberportene aabnet for Evangeliet. Naar England fører Krig, hedder det straks: "Det vil bane Vej for Evangeliet!" Men kan Djævelen da bane Vej for Kristus. Og hvad er Krig vel andet end alt, hvad der af Helvede i den faldne Menneskenatur? - Lad andre Nationer føre Krig, om de vil, og saa kan England sende Missionærer til de hærgede Lande! Men at engelske Kanoner i Canton skulde kunne bane Vej for engelske Missionærer, den Løgn er altfor stor til, at jeg kan tro den. Jeg forstaar ikke den Kristendom, der taler paa den Maade om Mord og Røveri. Jeg skammer mig ved mit Land, naar jeg fer det begaa saadanne Skændselsgerninger i Kina, thi hvad er Opiumshandelen andet end en frygtelig Forbrydeler. Dersom jeg var Kineser og saa en Englænder prædike paa en Gade i Kina, vilde jeg sige til ham: "Hvad er det, du bringer?" "Jeg kommer for at forkynde dig Evangeliet." "Evangeliet! hvad er det for noget? Er det noget, der beruser eller sprænger i Luften og ødelægger eller slaar ihjel?" "O nej," vilde den stakkels Missionær sige. Men hvad kunde han saa iøvrigt fremføre til Forklaring? - Der fortælles jo ogsaa om en Missionær, som nylig gav en kinesisk Mandarin nogle Traktater, som indeholdt de 10 Bud. Mandarinen læste dem og sendte derpaa den Besked, at de var meget gode; han havde aldrig læst saa gode Love som dem; men der var ikke saa meget Brug for dem i Kina som blandt Englændere og Franskmænd. Han bad derfor Missionæren være saa god at uddele dem, hvor de mest Behøvedes."

I Tabernaklet holdt Spurgeon flere Foredrag over verdslige Emner, som han dog stadig satte i Forbindelse med aandelige Sandheder. Det, der vakte mest Opmærksomhed, var om »"orilla'en og Landet, den bebor". Foredraget gik blandt andet ud paa at vise de Kristne, at det var deres Pligt at sende Missionærer til de aabnede Lande i Central-Afrika. Ligeledes var Talen anlagt paa at vise den guddommelige Plan med Mennesket og Guds Godhed mod denne Hans ypperste Skabning. Men ikke desto mindre rejste der sig i Bladene en Storm imod Spurgeon. Man mente, han nu var træt af at prædike og derfor maatte vælge andre Emner, ved hvilke han særlig kunde faa Tilhørerue til at le.

En Ven, squ læste Bladenes Beretninger, skrev et alvorligt Brev til ham og spurgte om, hvorledes det hang sammen. Han svarede da blandt andet: "Jeg har været døv overfor alle fjendske Anklager imod mig og set, at der er Kraft i Tavshed: men din broderlige Skrivelse fortjener nogle Ord til Svar. Det er med velberaad Hu, jeg holder disse Foredrag: derfor kan hverken Jord eller Helvede forandre Sagen for mig. Og jeg er mig bevidst, at Guds Øje ser paa mig med Velbehag. Og hvad det angaar, at Foredraget faar Folk til at le, da maa jeg sige at for mig staar det ikke som en Synd at smile eller som en Forbrydelse at le. Vor Frelser, "Smerternes Mand", er ikke vort Forbillede i denne Henseende; thi Han bar vore Piner, for at vi skal være fri. Jeg er heller ikke en Johannes Døber eller en Munk eller Eremit eller Asket; men jeg glæder mig over min Faders Gerninger og beundrer Hans Skabning, just saa meget mere fordi jeg er en Kristen. Efter at have prædiket i 11 Aar kan jeg ogsaa sige, at jeg aldrig har set nogen skadelige Følger af, at Folk kom til at le."

Foruden Artiklerne i Bladene fremkom der ved denne Lejlighed ogsaa flere Billeder, som hentydede til "Gorilla"-Foredraget. Et af dem fremstillede Spurgeon i Spidsen for en Flok Krigere, der trænger frem igennem en Hær af vilde Dyr og Mennesker; i Forgrunden er en Maler i Færd med at afbilde Spurgeon i Skikkelse af en Gorilla.

Et andet Billede fremkom i Anledning af at Indlederen ved Foredraget havde sagt: "Mr. Spurgeon vil nu holde Foredraget om Gorillaen; men dersom Udviklingslæren er rigtig, vil i en kommende Tidsalders uden Tvivl en Gorilla holde Foredrag om Mr. Spurgeon." Dette blev nu afbildet: en Gorilla med den ene Arm op i Vejret og den anden paa Hovedet af en Spurgeon-Buste, holdende Foredrag for en Forsamling af smaa og store Gorillaer.

Saadanne Ting gjorde dog ikke Spurgeon mindre elsket og anset. Et Bevis paa hans Popularitet fik man i 1863, da Prinsesse Alexandra af Danmark holdt sit Indtog i London. Han kom da førende i en Vogn over London Bridge (Bro), men blev af Trængslen tvunget til at holde stille. Her blev han genkendt, og Folk trængte sig om hans Vogn med en Hyldest, som selv Prinsessen ikke fik Mage til.

Et Tilfælde af en helt anden Slags hændte, da han skulde holde et Foredrag i Raadhussalen i Glasgow. Sammen med Domprovsten kom han til Indgangen, men blev her af en Politibetjent underrettet om, at ingen fik Adgang uden Villet.

"Men det er Domprovsten," sagde han og pegede paa sin Ledsager.

Politibetjenten svarede, at det kendte han ikke noget til; men selv om det var sandt, vilde sikkert ingen Domprovst søge at overtale ham til at være ulydig mod de Ordrer, han havde faaet.

"Men det er Mr. Spurgeon, som skal holde Foredraget," sagde Domprovsten.

"Det hjælper ikke," svarede Politibetjenten, "jeg har mine Ordren og ingen skal komme ind uden Billet."

Først langt om længe kom der nogen til Stede, som kunde klare Vanskeligheden.