Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Tiende Kapitel - Tabernaklet.

"Den Højeste bor ikke i Templer, bygget med Hænder." Ap. Gern. 7, 48. "

Der havde længe været Tale om at bygge et stort Kapel i Stedet for det i New Park Street. Spurgeon var ogsaa klar over, at dersom det ikke kunde ske, vilde han hellere være rejsende Evangelist end stadig se paa, at de fleste, som kom for at høre, slet ikke kunde komme ind. Der blev ogsaa foreslaaet at tage Entre af dem, der vilde ind. Men det stred fuldstændig mod hans Principper; han ønskede netop at tale til dem, der ikke havde Raad til at betale for en Stol i Kirken.

Der blev da saa begyndt en Indsamling til en saadan Bygning. Den skulde kunne afgive Siddeplads for 5000 Personer. Da det rygtedes, fik Bladene travlt; det var jo noget ualmindeligt, at et frikirkeligt Samfund vovede at bygge lige saa stort som de allerstørste Kirker. I deres Betragtninger svulmede-det dog op til, at Kapellet skulde rumme 15,000.

Pengene kom ret rigeligt ind. Man mente først, at 200,000 Kroner var nok; men før Bygningen var færdig, havde den kostet over 500,000. En Grund blev erhvervet paa en historisk Plads. Thi hvor nu Tusinder blev omvendt ved Evangeliets Forkyndelse, paa samme Plet eller dog ganske nær ved var det, at 300 Aar før mange blev brændt, fordi de troede paa det samme Evangelium.

Da Arbejdet paa Bygningen var skredet et godt Stykke frem, blev man først klar over, at den vilde blive mere end dobbelt saa dyr som paatænkt. Menighedens Ældste begyndte at blive bange; men Spurgeon sagde: "Det gør lige meget, om det bliver 200,000 eller 400,000. Vi kan faa den ene Sum lige saa let som den anden." Han havde en ganske simpel Maade at faa dem paa: "Brødre, vi maa bede Gud om at være saa naadig at give os Pengene, saa skal vi sikkert faa dem. Dersom vi havde mere Tro, saa havde vi faaet dem før. Og naar først dette Hus er bygget, saa faar vi nok Penge til at bygge et Dusin til. Se blot, hvad Mr. Muller i Bristol har udrettet alene ved Tro. Da Hungersnød truede Landet, sagde Folk: "Hvad vil De nu gøre, George Muller?"" "Bede til Gud," svarede han. Og han bad og fik til Overflod.

I Sommeren 1860 var Bygningen saa vidt fuldendt, at der kunde holdes en Forsamling indenfor dens Mure. Dens Navn skulde være "Tabernaklet"; Spurgeon mente nemlig, at Guds Folk ikke nu kunde samles i et Tempel, fordi det endnu var paa Ørkenvandring og derfor maatte møde Gud i et TabernakeL

Han benyttede nu denne Sammenkomst til at lægge sin Menighed paa Sinde, at Teltet i Ørkenen blev bygget ved frivillige Bidrag. Saaledes maatte ogsaa denne Bygning fuldføres uden saa meget som en Øres Gæld. Menigheden vilde ganske vist godt kunde bære en lille Gæld, men det vilde være godt for de troende i England at se, at en saa stor Bygning kunde rejses, uden at der blev gjort Laan eller Gæld. Ligeledes vilde det være af Betydning, at denne Bygning, den største som Frikirken havde opført, kom til at staa som et klart Bevis paa, hvad Frivillighed kunde udrette. Ellers vilde de statskirkelige kunne pege Fingre og sige: "Der ser I, at eders frivillige System alligevel ikke slog til."

"Det er kun, naar Aanden er veget bort," sagde Spurgeon, "at Frivilligheden ikke slaar til; saa begynder de Kristne at spejde efter Ægypten for at faa Hjælp derfra og at sige: "Vi vil ride paa heste". Men naar Guds Aand er udgydt, og Menneskers Hjerter er ret vendt, saa viser det sig, at det frivillige System fuldt ud slaar til for alt, hvad der behøves. Naar jeg ser Medlemmer af et religiøst Samfund afvige og tage blot saa meget som 2 Øre af Statens Haand, saa tænker jeg straks, at de tror vist ikke ret paa Gud, og at Aanden næppe er iblandt dem med al sin Kraft."

Efter paa dette Grundlag at have opfordret de tilstedeværende til at skaffe de manglende 150,000 Kroner, fortsatte han: "Jeg hader Gæld. Jeg vilde føle mig som en skyldig, luskende Synder, dersom jeg kom her, og der skyldtes blot saa meget som 1000 Kr. paa Tabernaklet. "Bliv ingen noget skyldig!" det Ord vilde stirre mig i Øjnene, om jeg prøvede paa at praedike for eder. Jeg tror ikke, at Skriften giver nogen det mindste Medhold i at gøre Gæld."

Ved det første Møde i Kirken efter dens Fuldførelse skrev han i dens Protokol: "Jeg, Charles Haddon Spurgeon, den mindste af alle de hellige, bevidner herved, at Gud er trofast; thi Han har opfyldt vor Forventning og givet os efter vor Tro. O, Herre, Dit Navn være priset i Evighed!"«

Og hele Menighedens Bestyrelse skrev: "Vi kundgør med overstrømmende Hjerter vor Guds Godhed og Trofasthed. Vi bad i Tro, og vor Herre har ikke alene givet os, hvad vi bad om, men Han har givet os det, meget før end vi ventede. "Vi skammer os over nogen Sinde at have kunnet tvivle paa Hans Godhed. I vor Guds Navn opløfter vi vort Banner."

Der foregik ikke nogen "Indvielse« af Tabernaklet: men lidt efter lidt blev det taget i Brug. Det begyndte med, at der to paa hinanden følgende Mandage blev holdt Bedemøde om Morgenen Kl. 7, til hvilke omtrent 1000 Mennesker indfandt sig. Det var i Marts 1861.

Den første Søndag talte Spurgeon over 2 Krøn. 7,1-3: "Og da Salomon havde endt sin Bøn, faldt Ild ned fra Himlen og fortærede Brændofret og Slagtofrene, og Herren Herlighed fyldte Huset. Og Præsterne kunde ikke gaa ind i Herrens Hus: thi Herrens Herlighed fyldte Huset" o. s. v.

Spurgeon sagde: "Lad Gud sende Sin Hellig Aands Ild her; saa vil Tjeneren mere og mere forsvinde i Mesteren. I vil komme til at tænke mindre paa den, der taler, og mere paa Sandheden, som tales. Naar Skyen kommer, glemmes Manden (2 Krøn 5,14: "Præsterne kunde ikke blive staaende for at forrette Tjeneste for Skyens Skyld; thi Herrens Herlighed fyldte Guds Hus"). Naar Ilden kommer (7, 1), forsvinder Manden, og I ser kun hans Mester. Sæt nu, at Ilden kom her, saa at Mesteren alene var at se. Hvad saa? - Lad Gud sende Sin Ild; saa bliver Syndere omvendt; Drankeren vil glemme sit Glas; Sværgeren vil angre sin Spot; den udsvævende vil holde op med at gaa efter sine Lyster."

Med Tabernaklet som Udgangspunkt udfoldedes snart en livlig Virksomhed. Spurgeon kaldtes sædvanlig "Bestyreren": dette Navn, forklarede han selv, havde han faaet, fordi han aldrig gjorde Forsøg paa at styre.

Og saa havde han en Flok dygtige Medhjælpere; Diakoner kaldtes de. Med disse stod han paa den mest fortrolige Fod. Det var ikke som hos en Mand, han kendte, som var af den bestemte Mening, at Gud aldrig havde fuldt nogen mere betydelig Mand end en Baptist prædikant (og det var ham selv); men uheldigvis havde han en Diakon, som var af den Anskuelse, at det at være Diakon var noget endnu større. At de to ikke kunde staa sammen, var en Selvfølge.

Foruden disse Diakoner, som nærmest tog sig af de praktiske Ting, blev der valgt en Flok "Ældste", som skulde have med den aandelige Side af Gerningen at gøre.

Et mærkeligt Tilfælde indtraf ved denne Tid. En Mand, som Spurgeon havde foreslaaet til Ældste, men som de andre sagde, at de ikke kunde arbejde sammen med, begyndte paa mange Maader at optræde forstyrrende ved Sammenkomsterne. En Søndag sagde Spurgeon til ham: "Kom og besøg mig i Morgen tidlig!" "Det skulde da være før," svarede han; "jeg har mit Arbeide at passe." "Ja, kom saa før og drik Kaffe med mig." Han kom virkelig ogsaa og havde som sædvanlig noget at klage over, nemlig at han havde mistet 400 Kr. ved noget, som han havde paataget sig at gøre for Kirken. Diakonerne sagde nok, at det var hans egen private Affære. Men han kunde virkelig ikke bære saa stort et Tab, paastod han.

Uden at sige videre hentede Spurgeon 400 Kr. og rakte ham. Manden spurgte, om det var af Kirkens Kasse. "Nej, det er ikke; men jeg forstaar, at De ikke kan bære det Tab, saa skønt Sagen ikke kommer mig ved, giver jeg Dem dog gerne de Penge."

"Der kom et besynderligt Udtryk i Mandens Øine," siger Spurgeon; "men han sagde intet. Saa bad vi sammen; og han gik. Om Eftermiddagen sendte han Bud efter min Broder. Da denne kom tilbage, sagde han: "Broder, du har slaaet den Mand ihjel med din Venlighed; han kan ikke leve længer. Han bekendte for mig, at han havde splittet to Menigheder ad før, og nu var han kommet til Tabernaklet i samme Hensigt. Han havde søgt at faa dig vred; men det kunde aldrig lykkes ham. Han var en Djævel og ikke en Kristen, sagde han. Jeg sagde til ham: "Min Broder har en Gang foreslaaet Dem til Ældste i Kirken." "Havde han virkelig saa gode Tanker om mig?" "Ja," svarede jeg, "men de andre Ældste sagde, at De havde et saa frygteligt Humør, at det aldrig vilde kunne gaa."

Samme Aften kom der Meddelelse om, at Manden havde skaaret Halsen over paa sig. Det gjorde et stærkt Indtryk paa hele Menigheden; det blev, ligesom da Anonias og Safira var faldet døde om: "En stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte derom."

Det var James Spnrgeon, som paa denne Tid var blevet sin Broders Medhjælper ved Tabernaklet. Denne Stilling udfyldte han med stor Troskab og søgte ikke at skaffe sig mere Indflydelse, end Gud gav ham, ved at paaberaabe sig Slægtskabet med den klarere lysende Stjerne.