Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Niende Kapitel - Stemningen vender sig.

"Om nogen tjener mig, ham skal Faderen Ære." Joh. 12, 26. "

Fjorten Dage efter Ulykken kunde Spurgeon atter prædike i New Park Street. Han berørte kun kortelig Begivenhederne i Koncertsalen. Og saa sagde han: "Det skal ikke standse os. Jeg vil komme til at prædike der igen; og Satans Rige skal ryste mer end nogen Sinde. Gud er med os: hvem kan da være imod os?"

Han tog ikke den beklagelige Begivenhed som et daarligt Varsel. Derfor blev der saa snart som muligt igen bestemt Møder der. Men det skulde nu være Søndag Formiddag, for at Tagslyset kunde hjælpe til med at hindre Mørkets Gerninger. Skønt den Tid paa Dagen ikke var den bedste, var Salen dog fuldt Søndag efter Søndag i 3 Aar (til Tecember 1859).

Hensigten var at naa dem, der ellers ikke gik nogen Steder for at høre Guds Ord blive forkyndt. Og at det lykkedes at drage den Slags til Møde, kunde ses deraf, at mange af dem sad og læste Aviser, før det begyndte.

Af samme Grund sørgede han for altid at tale saaledes, at den enfoldigste kunde forstaa det, ja selv Børn. Men alligevel var der mange dannede og lærde Mænd, som satte Pris paa at høre hans Forkyndelse. Fra West-End (Londons fineste Bydel) gik der Søndag Morgen en Strøm af Vogne til Surrey Garden. Her kom Skarer af Mennesker, som vilde have anset det for under deres Værdighed at gaa til et Frikirke-Kapel.

Spurgeon følte sig ofte drevet til at pege paa et bestemt Sted i Salen og sige Ord, som han egentlig ikke selv forstod, hvorfor han sagde. Men det viste sig da ved mange Lejligheder, at bestemte Personer var bleven ramt derved. Han havde ogsaa en udmærket Maade at tiltale dem paa, som paa forskellig Vis søgte at forstyrre. En Gang sad der saaledes en Flok unge Mænd med Hatten paa Hovedet. Han sagde da til Forsamlingen, at han for nylig havde været i en jødisk Synagoge, og der havde han beholdt Hatten paa for at følge.den der herskende Skik. "Men da det er de Kristnes Skik at tage Hatten af," fortsatte han, "vil jeg bede de unge jødiske Mænd dernede om at være saa venlige at gøre det samme." At dette virkede, er selvfølgeligt.

Ved disse Møder blev mange omvendt; og Guds Aand frembragte en saadan Forandring i Forsamlingen, at den slet ikke var til at kende igen; en Flok nysgerrige Tilhørere var blevet til en Menighed af opmærksomme Kristne. Noget lignende havde aldrig før været set. Idet Forsamlingen forandredes, blev ganske af sig selv Forkyndelsen ogsaa anderledes, ikke udelukkende Omvendelsesprædiken som fra først af. -

Da den indiske Opstand var brudt ud i 1857, blev der hele England over holdt en Fastedag paa den 7. Oktober. Ejerne af Krystal-Paladset udenfor London opfordrede da Spurgeon til at holde et Møde der den Dag. Han gik ind paa det og som saa til at tale til over 23,000 Mennesker, den største Forsamling han nogen Sinde prædikede for indenfor en Bygnings Mure.

Før Mødet blev en Mand omvendt paa en mærkelig Maade. Det var en Snedker, som arbejdede paa et Galleri langt borte fra, hvor Mødet skulde være, men pludselig hørte han en Røst udtale de Ord: "Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!" Først paa sit Dødsleje fortalte han det; og det viste sig da, at de Ord, som gav hans forpinte Hjerte Fred, var udtalt af Spurgeon, som et Par Dage før Mødet var ude for at prøve Lydforholdene i det vældige Rum. Selv det Ord, han da sendte ud i Luften, vendte ikke tomt tilbage.

Det maa have kostet uhyre Anstrengelser at tale til en saa stor Forsamling. Dog følte Spurgeon sig slet ikke træt bagefter. Men den Onsdag Aften gik han rigtignok i Seng og sov uafbrudt til Fredag Morgen.

- - -

Møderne i Surreh Garden's Korcertsal fik den Betydning, at de aabnede de Kristnes Øjne for, at de store ligegyldige Masser godt kunde naas af Evangeliet. Det gjaldt kun om at møde dem paa Steder, hvor de vilde komme, og med Tale, som de kunde forstaa.

Spurgeon hentydede en Gang senere til de Prædikener, som det tidligere havde været Skik at holde: "Kristus sagde: "Fød mine Lam! Fød mine Faar!" Men mange Prædikauter anbringer Føden saa højt, at hverken Lam eller Faar kan naa den. Det ser ud til, at de læser Teksten, som om der stod: Fød mine Giraffer!"

"Vi skal føde Folk med Livets Brød," sagde han ved en anden Lejlighed; "men det vil ikke sige, at vi skal proppe et kvart Brød ned i deres Hals paa een Gang."

Alt som Aarene gik, tabte Kritikken overfor Spurgeon sig. Mange blev omvendt ved hans Forkyndelse. Mange ansete Mænd hørte ham gerne. Og flere og flere kom til Erkendelse af, at det enfoldige Evangelium, han prædikede, var just, hvad der trængtes til.

Paa denne Tid stod der ogsaa i det ansete Blad "Times" et Stykke fra en Indsender, som skildrede, hvorledes han for nogen Tid siden havde sendt sine Børn i Kirke for at høre en Ærkebiskop prædike. Ved Middagsbordet spurgte han dem, hvad Ærkebiskoppen havde talt om. Børnene fik meget travlt med at spise, men svarede intet. De vilde ikke engang sige, hvad Tekst han havde prædiket over. Faderen mente da, at de maatte have sovet, og var ved at bebrejde dem det, da den ældste Dreng med Taarer i Øinene udbrød: "Nej, vi kan virkelig ikke sige, hvad Ærkebiskoppen talte om, for vi kunde ikke høre et Ord. Han er meget gammel og har ingen Tænder, og han har vist heller ingen Tunge, for han bevægede nok Læberne, men vi fik ikke et eneste Ord at høre."

Indsenderen af dette Stykke skildrede derpaa, hvorledes han kort efter havde faaet Besøg af en Ven fra Skotland, som opfordrede ham til at gaa med hen og høre Spurgeon. Som Højkirkemand var han meget imod at høre en frikirkelig Prædikant, tilmed i et verdslig Forlystelsessted. Han gik derfor med en ond Samvittighed: det var for ham det samme, som om han var gaaet i Teatret en Søndag Morgen i Stedet for i Kirke. Det gjorde imidlertid straks Indtryk paa ham at se en Skare paa over 10,000 Mennesker storme ind i Lokalet en halv Time før Mødets Begyndelse, først vælgende de bedste Pladsen men derefter tilfreds med i det hele taget at faa en Plads. Da Spurgeon viste sig, gik der som en elektrisk Strøm igennem Forsamlingen, og i to Timer holdt han den i Aande ligesom ved en usynlig magnetisk Kraft; hans Stemme naaede alle i det vældige Rum; hans Sprog var hverken for højt eller for plat; hans Maade at tale paa var hjemlig og fortrolig; ofte blev han veltalende, men hele Tiden var han lykkelig; han prædikede ingen Læresætninger, men Evangeliet; og han gjorde et fuldstændig oprigtigt Indtryk. - Hvad var nu rimeligere end at lade en saadan Mand tale i St. Pauls Kirken eller i Westminster Abbediet i Stedet for en gammel højkirkelig Præst eller Biskop, som staar og mumler noget, som ingen kan høre, og som derfor næsten heller ingen gaar for at høre?

Et saa dristigt Forslag i det mest ansete Blad vakte megen Opsigt. Inden et Aar var forløbet, var der ogsaa i begge de nævnte store Kirker paabegyndt evangeliske Møder, beregnet paa dem, der ellers ikke gik i Kirke. Ganske vist vovede man ikke at gaa saa vidt at lade Spurgeon tale der; men fra den Tid af begyndte det at blive "fint" at gaa og høre ham: og dermed forstummede den ondsindede Kritik mere og mere.

Paa denne Tid fremkom der et Skrift, som med megen teologisk Lærdom fornægtede Forligelsen ved Jesu Blod. Mange saa ikke klart, hvad en saadan Lære førte til; men Spurgeon udtalte sig bestemt nok: "Det bedste Svar til den ny Teologi er det, at Evangeliet altid blev prædiket for de fattige: og de vil sikkert aldrig paaskønne disse ny Lærdomme som et "Evangelium": de kan hverken finde Hoved eller Hale paa det. Det kan de rige for den Sags Skyld heller ikke. Naar man har læst en saadan Bog, har man ikke den mindste Anelse om, hvad den egentlig handler om; det faar man først naar man har læst den 8 eller 9 gange; men saa ærgrer man sig samtidlig over, at man overhovedet har læst noget, som ingen kan have nogen gavn af.