Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Ottende Kapitel - En mørk sky.

"Mørket gør det ikke mørkt for dig." Slm.139.12.

Ved denne Tid indtraf for Charles Haddon Spurgeon, hvad han kalder for "den største Ildprøve i sit Liv".

Mod Enden af Aaret 1856 meddelte Ejerne af Exeter Hall Menigheden fra New Park Street, at den ikke til Stadighed vilde kunne leje Salen, da Bygningens upartiske Karakter maatte bevares. Intet tilstrækkeligt stort Lolale var at faa. Der var vel givet nogle Penge til Bygning af et nyt, stort Kapel; men der var ikke nok; en Tid lang vilde desuden gaa hen, forinden det kunde blive færdigt.

Da det blev foreslaaet, at man Søndag Aften skulde leje en KoncertsaL som just var opført i den kongelige Surrey Garden; den kunde rnmme 10,000. Det saa lidt dristigt ud at tage saa stort et Lokale. Der var ogsaa dem, der mente, at en Bygning, som de ansaa for "Djævelens Hus", ikke var hellig nok til religiøse Møder. Men der var ingen anden Udvei, og Bygningen blev lejet. -

Det var den 19. Oktober 1856, at den skulde bruges første Gang. Men efterhaanden som Dagen nærmede sig var det, som om Spurgeon havde en Forudanelse om en kommende Ulykke. "Jeg havde en stærk Følelse af mit Ansvar og en Fornemmelse af, at en haard Prøvelse vilde komme over mig." Ved Møder Søndag Formiddag i New Park Street udtalte han: "Gud siger til Menigheden: "I" har prøvet mig før og har forsøgt store Ting. Skønt nogle var bange, var der dog andre, som havde Tro nok til at prøve mig. Jeg siger atter: Prøv mig nu!" - Se, hvad Gud kan gøre, ogsaa dersom en Sky sænket sig over Hovedet paa ham, som Herren har sat til at forkynde Ordet iblandt eder. Prøv Ham nu!"

- - -

Længe før Mødetid var Haven fuld, og da Dørene aabnedes, fyldtes - Lokalet af saa mange, som det ingen Sinde før havde rummet, 10-12,000 Personer. Ikke saa meget som en Staaplads var ledig. Og alligevel var Haven lige fuld; de tilstødende Gader ligesaa. Kun med Nød og næppe kunde Spurgeon bane sig Vej ind gennem en Sidedør; og Synet af de mange Mennesker var ved at overvælde ham med en Følelse af Ansvar.

Mødet begyndte med, at han gjorde et Par Bemærkninger. En Sang blev sunget. Han læste et Stykke af Biblen og begyndte derpaa at bede. Han bad om Frelse for Sjælene, og en dyb Stilhed sænkede sig ned over Forsamlingen, som ellers saa Ud til ikke at være af de faste Kirkegængere.

Da var det, at den Begivenhed indtraf, som aldrig kunde udslettes af hans Sind.

Pludselig lød Raaben "Brand! Brand!" Fra en anden Kant raabtes der: "Galleriet falder ned!" Og endnu et andet Sted lød det: "Bygningen styrter sammen!"

I en Del af den umaadelige Hal udbrød der straks Panik Folk styrtede mod "Udgangsdørene, rev hinandens Klæder i Stykker for at komme ud og trampede paa hinanden for at komme frem. Mange styrtede sig ned fra Gallerierne, da de ikke hurtigt nok kunde komme frem. Vilde Skrig opfyldte Luften, saa ingen hørte Spurgeon, som af sine Lungers fulde Kraft raabte, at der ingen Ild var og intet at frygte. Paa Trapperne foregik de frygteligste Scener; mange blev trampet ned, andre styrtede sig ud over Gelænderet Ude i Haven styrtede man mod Udgangene; men disse var lukket, for at ikke flere skulde komme ind. Rædselsslagne klatrede mange op paa Rækværket og styrtede sig ned paa Gaden. Andre af dem i Haven søgte at komme ind i Bygningen for at se, hvad der var paa Færde; derved blev Trængslen endnu større.

Det varede dog ikke længe, før en stor Del af Forsamlingen var faldet til Ro og begyndte at raabe paa at der skulde prcedikes. Og Spurgeon, til hvem det ikke var rygtedes at nogen var kommet til Skade, kom frem og talte om den Dag, der vilde blive frygteligere end den, de nu havde oplevet, Dommens Dag. Da vilde Forvirringen blive langt større, end den nu havde været. De som nylig i Forfærdelse styrtede ud, var bange for pludselig at skulle dø og møde deres Skaber, fordi de endnu bar paa deres Synder. Men Naaden og den alene, kunde frelse. Jesus kom jo for at frelse Syndere, selv de største Syndere. "Du er fortabt og odelagt - ingen anden end Jesus kan frelse dig! Du er syg og elendig - ingen anden end Jesus kan læge dig! - Jeg havde tænkt i Aften at tale over Ordsprog 3, 33: "Herrens Forbandelse er i den ugudeliges Hus, men den retfærdiges Bolig velsigner Han." Men efter hvad der er hændt, kan jeg ikke præike som sædvanlig Jeg er bange for, at der skal komme en ny Forstyrrelse, og ønsker hellere, at I lidt efter lidt vil forlade Bygningenw - ".

Paa dette Tidspunkt kom der en lignende Forvirring som tidligere, men Folk faldt dog snart til Ro igen.

Spurgeon begyndte paa ny at praedike. Men da Forstyrrelsen kom tredje Gang, var hans Tanker ved at forvirres, og med Fornemmelsen af, at en større Ulykke var hændt, end han hidtil havde anet, sluttede han Mødet paa sædvanlig Vis. Næsten helt ude af sig selv blev han derpaa ført til sit Hjem, hvor hans Hustru endnu laa til Sengs efter at have født de to Drenge, som tidligere omtalt. -

Ved Ulykken i Koncertsalen blev 7 Personer dræbt og mange blev mer eller mindre alvorligt kvæstet. Dagen efter blev der samlet saa mange Klæder, at Politistationen næsten ikke kunde skaffe Rum til dem.

Aarsagen til Ulykken blev aldrig opklaret. Muligvis har det været Lommetyve, som benyttede Forvirringen til at udøve deres Haandværk. Ellers maa det have været ondsindede Mennesker, som søgte paa den Maade at gøre Møderne umulige i Fremtiden: og der maa have været en hel Flok, som arbejdede i Forstaaelse med hverandre ved Raab og ved at styrte af Sted for at gøre andre bange. At det var denne sidste Slags, synes ogsaa at fremgaa deraf, at det samme blev gentaget tre Gange: det vilde Lommetyve næppe have gjort."

Skylden blev naturligvis almindelig væltet over paa Spurgeon. Det var af bare Hovmod, han havde lejet den store Sal, blev der sagt; og derved havde han styrtet saa mange Mennesker i Ulykke. Næsten alle Bladene udtalte sig i den første Tid paa samme Maade: "Medens andre Prædikanter ved milde Ord søgte at paavirke Sjælene var han en Dommedags-Prædikant, som tog Mennesker ved Næsen og truede dem til at blive Kristne. Lad os sætte en Stopper for den Slags Prædiken, saa der siges: "Hertil og ikke videre!"

Det blev afmalet med de mest skrigende Farver, hvorledes Spurgeon skulde have udtordnet sin Domsprædiken midt under de døendes og lemfæstedes Skrig, og hvorledes han havde samlet Penge ind i sine Bøsser uden at spørge om, hvor mange der var ved at dø udenfor Hallen; og det var af Frygt for at miste sine Penge, at han havde søgt at standse Panikken ved at raabe, at der ingen Ild var. Efter Mødet var han og hans Venner gaaet hjem uden at bekymre sig om de lidende osv. osv.

Dog maa det siges, at disse Blade snart efter talte om ham i en helt anden Tone. De værste Modstandere var de religiøse Blade, som søgte at benytte denne Lejlighed til at styrte en farlig Konkurrent. De sammenlignede ham med Josef Smith (Mormon-Apostlen). Det var kun ved fræk Uforskammethed og Tilsidesættelse af al Sømmelighed, at han vandt sine Tilhængere; men ved saadanne Midler var det muligt for enhver Humbugsmager at vinde nogle. Nu kunde han ikke nøjes med en Bygning as almindelig Størrelse men maatte vække Opsigt ved at tale i et Lokale, hvor Religion og Forlystelser blev blandet sammen. Og hvad gjorde det ham, om en Flok Mennesker mistede Livet derved! Naar endnu et Par Dusin var bleven dræbt eller lemlæstet, saa vilde Reklamen have naaet sit Maal. "Spurgeon skal have sagt, at Satan var blevet vred over, at der skulde være Gudstjeneste i et saadant Lokale, og havde derfor søgt at forstyrre den. Vi giver og ikke ud for at have et saadant Kendskab til Satan og hans Gerninger som han.

Uden Tvivl staar han paa en mere fortrolig Fod med Satan end de fleste andre, hvad Følgerne af hans Virksomhed sidste Søndag ogsaa synes at vise; saa meget er vist, at Værtshusholdere og Lommetyve gjorde en rig Høst. Det er en ny Slags Frugter af Evangeliets Forkyndelse."

Her mindes man straks Ordet: "Har de kaldt Husbonden Beelzebuh hvor meget mere da hans Husfolk?" Det var netop ogsaa, naar Guds Kraft gennem Jesus angreb Mørkets fasteste Borge, at Raabet lød: "Han har Djævelen ! "

Under alt dette laa Spurgeon hjemme som et Vrag. Hans Udseende var helt forandret, og man frygtede forat han skulde miste Forstanden.

Saa snart det var muligt, rejste han med sin Familie ud paa Landet for at bo et Aars Tid i en Vens Hus. Men forpint og hvileløs gik han omkring i Haven; der var ligesom en mørk Taage for hans Øjne Han beskrev selv senere, hvorledes han kæmpede imod Stormen, saa længe hans Optræden kunde sætte Mod i Tilhørerne. Men efter at Ulykken som en Hvirvelvind havde fuldbyrdet sit Værk, og han saa Ødelæggelsen for sine Øjne, da overvældede Ængstelsen hans bedrøvede Aand; og intet kunde trøste ham. "Taarer var mit Brød om Dagen, og Drømme min Rædsel om Natten. Mine Tanker var som et helt Sæt Knive, der sønderflængede mit Hjerte saa længe, indtil en Slags bedøvende Sorg blev som Medicin for mit Hjerte. Jeg kunde gerne have sagt: "Jeg er ikke gal!" men jeg havde nok til at gøre mig gal, dersom jeg vilde tænke paa det. Jeg søgte Ensomhed Jeg fortalte Blomsterne min Smerte, og Dugdraaberne græd med mig. Mit Sind laa som et Vrag paa Stranden, ude af Stand til at bevæge sig som sædvanligt. Jeg var i et fremmed Land, og jeg var en fremmed i det. Min Bibel, som ellers var min daglige Føde, var nu kun en Haand, som aabnede Smertens Sluser. Mine Tanker, der før var mig et frydefuldt Begær at drikke af, var nu som Glasstumper, der skar og stak."

Men snart brød Lyset frem i hans Sind og paa hans Ansigt. En Dag standsede han paa sin urolige Vandring og sagde: "Hvilken Daare jeg har været! Hvad har det at sige, hvad der bliver af mig, naar blot Herrens Navn forherliges? Det hedder jo dog: "Derfor har Gud ophøjet Ham og givet Ham et Navn, som er over alle Navne: at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøje sig, i Himlen og paa Jorden og under Jorden. Og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre til Gud Faders Ære." - Naar Han bliver ophøjet, saa lad Ham blot gøre ved mig, hvad Han vil. Min eneste Bøn er, at jeg maa afdø fra Selvet og leve helt for Ham og til Hans Ære."

Pludselig som et Lynglimt vendte min Sjæl tilbage til mig. Den sydende Lava i mit Hjerte kølnedes øjeblikkelig, og Trøstens kølende Vind viftede paa min Kind. Jeg var fri, Jernlænken var brudt, mit Fængsels Dør var aaben, og jeg sprang af Hjertensfryd Paa Vinger som Duen fløj min Aand op over Stjernerne. Hvor styrede den sin Flugt ben, og hvor sang den sin Takkesang? - ved Jesu Fødder, Han, hvis Navn havde fordrevet dens Frygt og gjort Ende paa dens Klage. Det Navn, Jesu dyrebare Navn, var det, som bragte min Sjæl tilbage til dens rette og lykkelige Tilstand. Den Have, jeg stod i, blev til et Eden for mig. Der var Sang i mit Hjerte, og min Tunge prøvede paa at sætte Musik dertil. Det blev en Sang til min elskede. Alt blev til Hans Ære alt, alt! til Ham, den første og sidste. Ham, som satte Fangetne fri, Ham, som brød min Lænke, Ham, som genoprejste min Sjæl! Jeg forlod Asken og iførte mig Lovprisnings Klædebon, medens Han salvede mig med frisk Olie. For Hans Skyld kunde jeg bære Spot,Uro, Pine; det syntes nu at være mindre end intet. Jeg bandt mine Klæder op om mig for at løbe foran Hans Vogn; jeg begyndte at uudraabe Hans Pris, thi min Sjæl var optaget af een eneste tanke, Hans Storhed, Hans Herlighed."

Mindet om de foran skildrede stygtelige Begivenheder fulgte ham dog hele hans Levetid og kunde (Unde--- (ord ikke til at skimte)) den blive saa levende for ham, at han ligesom lammedes.

To Aar senere hændte det ved et Møde i Halifax, at et Galleri styrtede ned, just som Folk var ved at gaa ud. Var det indtruffet under Mødet, vilde sikkert mange være omkommet, og der vilde maaske være udbrudt Panik i den store Forsamling paa 6000 Mennesker. "Var det sket, medens jeg talte," sagde Spurgeon, "føler jeg, at jeg aldrig mere kunde have betraadt en Prædikestol." Men en endnu større Ulykke kunde være sket; thi 3 Timer senere faldt hele Bygningen sammen; den var opført af Træ alene for disse Moders Skyld og kunde ikke bære det Snelag, der havde samlet sig paa Taget. Under Møderne havde det været Tøvej!", og man havde følt sig meget generet af det meget Vand, som nafladelig dryppede ned; men netop derved var en frygtelig Ulykke bleven hindret.