Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Syvende Kapitel - I fuld virksomhed.

"Han skal være . . . som et Træ, der ikke lader af at bære Frugt." Jer.17.8.

Der kunde egentlig være nok for Spurgeon at gøre i London blandt de Tusinder, som samledes om hans Forkyndelse. Men ikke desto mindre gik han villigt ind paa at rejse mange andre Steder hen; og overalt vakte han samme Opsigt.

Allerede i Sommeren 1855 var han saa langt som i Skotland. Han rejste ganske vist dertil for at hvile, men blev meget snart sat til at prædike; og saa snart det rygtedes, strømmede Folk til, saa at Gaderne ofte var fulde af Skarer, som forgæves søgte at komme ind.

"Om jeg vil slippe fri for at prædike, maa jeg reise til Nordpolen," skrev han hjem.

I Glasgow hændte der ham det usædvanlige, at Aanden havde forladt ham, da han skulde til at prædike. "Jeg kunde ikte tale, som jeg plejede. Jeg maatte fortælle Folk, at Hjulene var taget af Vognen, saa den kun med stort Besvær bevægede sig fremad. Det var en stor Ydmygelse for mig; havde jeg kunnet, saa havde jeg skjult mig i et mørkt Hul. Det var, som om jeg aldrig mere vilde kunne tale i Herrens Navn; men da slog det mig hvor utaknemlig jeg var, da Han dog saa mange Gange havde givet mig at tale med Frimodighed; og naar Han denne ene Gang ikke gjorde det, saa var det for at bevare mig i Ydmyghed. Jeg havde forberedt mig mere end sædvanlig, saa det var ikke min Forsømmelighed, dervar Grunden. Men "Vinden blæser, hvorhen den vil"; jeg kan ikke forlange altid at føle dens Kraft lige stærkt Det gik ogsaa Whitefield saaledes, at undertiden blev saa mange som 2000 omvendt ved een Prædiken, til andre Tider slet ingen. I det ene Tilfælde var Aanden med Ordet, i det andet derimod ikke. Thi det er Aanden ovenfra, alting afhænger af." -

De verdslige Blade i Skotland havde kun rosende Ord for den unge Prædikant. Men et anset religiøst Blad skrev om ham: "Spurgeon er ikke andet end en forkælet Dreng med middelmaadige Evner. Det vil gaa med ham som med "de Mærkeligheder, Aviserne hver Sommer omtaler: ualmindelig tidlige Stikkelsbær, Kæmpe-Agurker o. lign.; han vil synke ned i Glemselens Dyb og kun efterlade Mindet om, at han en Gang var til, men atter steg ned i den Intethed, som han kun ved Opblæsthed og Praleri paa uværdig Maade var kommet ud af." -

I en By prædikede han en Mandag Eftermiddag og Aften, og for deres Skyld, som ikke havde kunnet komme ind, blev et tredje Møde fastsat til Klokken 10 samme Aften, men lige lidt forslog Pladsen.

I Wales holdt de ham oppe til Midnat og lod ham prædike tre Gange med korte Mellemrum, uden at hverken han eller de blev trætte, skønt Kirken var fyldt til sidste Plads. I den samme Egn talte han ved et Møde i fri Luft, hvor Aanden virkede saa mægtigt, at "Forsamlingen bølgede for det himmelske Budskab som en "Kornmark for Vinden".

Da han talte i sin Bedstefaders Kirke i Stambourne, strømmede Folk til fra hele Egnen for at høre ham, der - ikke saa mange Aar i Forvejen havde løbet omkring som en lille Dreng i Prædikantens Hus.

Mange mærkelige Historier fortælles om, hvorledes han forstod at holde Tilhørerne vaagne og opmærksomme. Et Sted drejede de sig alle om, hver Gang en ny kom ind. Da det havde gentaget sig nogle Gange, sagde Spurgeon: "Venner, da det interesserer eder saa meget, hvem der kommer ind, og det forstyrrer mig, om I alle drejer Hovederne, saa vil jeg hellere beskrive hver nyankommen, saa I kan sidde i Ro paa eders Plads. Da saa en Ven af ham kom ind, meldte han det: "Der er en meget agtværdig Mand, som just har taget sin Hat af. Men mere behøvedes ikke."

Da han en Gang prædikede i et Kapel hvis Forstander kun fik en meget lille Løn, lagde han Mærke til, at hans Klædning var gammel og slidt. Efter Prædikenen sagde han saa: "Nu har jeg prædiket for eder, saa godt som jeg kunde, og i ved, at Frelseren sagde til sine Disciple: "I har modtaget det for intet, giv det for intet." Jeg forlanger heller ingen Løn for mig selv; men eders Forstander ser ud, som om han ikke vilde have noget imod at faa et Sæt nyt Tøj." Saa pegede han paa en Mand fra Menigheden i London, som var til Stede, og sagde: "Jeg er vis paa, at den gamle Broder vil begynde Indsamlingen med at give 10 Kroner; jeg giver lige saa meget, og dersom I alle vil hjælpe til, kan vor Broder snart faa sig et Sæt gode Klæder." Senere undskyldte han overfor Forstanderen, hvad han havde gjort; men denne sagde med et glædestraalende Ansigt: "I al den Tid, jeg har været i Jesu Kristi Tjeneste, har min Herre skaffet mig mit Liberi." - Denne Begivenhed rygtedes snart ud og var en særlig Lækkerbidsken for Aviserne. -

Den unge Spurgeon begyndte at skrive Traktater, omtrent lige saa tidligt som han begyndte at prædike. Fra Januar 1855 blev en Prædiken af ham trykt hver Uge og dette vedblev. Ogsaa andre Skrifter udgav han, og de naaede en Udbredelse i saa mange Lande og paa saa mange Sprog som kun faa religiøse Bøger.

Men mærkeligt er det, at ligesom mange havde raadet ham til at opgive at praedike, da det efter deres Mening kun vilde føre til Skuffelse for ham, saaledes raadede mange ham ogsaa alvorligt til ikke at skrive; det vilde aldrig lykkes for ham, mente de.

Det var ganske vist ikke nogen let Sag for ham at skrive. Det var hans Lyst at prædike, naar de rette Ord kom i rette Tid; men han maatte lede efter Ord og Udtryk, naar han skulde skrive: Han sagde derom: "Det er med Rette, at en Mands Bøger kaldes hans "Værker" eller "Arbejder"; thi dersom andre er skabt ligesom jeg, saa er det i Sandhed et Arbeide at skrive bare en lille Bog. Kun Pligten driver mig dertil, og dog er det mig samtidig en Glæde som jeg ikke vil undvære."

Flere af hans Shifter fremkom i de faa Øjeblikke, han kunde faa tilovers fra Reiser; eller naar han var i uafbrudt Virksomhed hjemme. Men skønt hans Skribentvirksomhed saaledes blev betragtet som en Biting, har han dog ved den naaet langt flere end ved sit mundtlige Vidnesbyrd. Og ved sine Skrifter taler han med samme Kraft efter sin Død, som han gjorde med sin Mund i levende Live."