Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Sjette Kapitel - I ondt og godt Rygte.

"Jeg øver mig i altid at have en uskadt Samvittighed overfor Gud og Mennesker." Ap. G. 24, 16.

En ung Mand fra Landet, 20 Aar gammel, som Prædikant i en af Londons største Frikirker - det var mere, end Kritikken kunde staa for. Men der er maaske ingen anden Prædikant, overfor hvem den har været saa uberettiget og samtidig saa grov. Af de mere uskyldige Historier, der blev fortalt om ham, var den, at han for at illustrere, hvorledes det gaar ned ad Bakke med en frafalden, lod sig glide ned ad Prædikestolens Trappegelænder. Der var dog den betydelige Fejl ved denne Historie, at der slet ikke eksisterede noget Gelænder ved Prædikestolen; Opgangen dertil var inde fra Sakristiet. Men ikke desto mindre overlevede Historien ham, og der var flere, som kunde fortælle, at de selv var til Stede og saa det.

Grunden til, at der rejste sig en saadan Storm imod ham, særlig fra Præstestandens Side, maa vel være den at hans livsfriske Vidnesbyrd blev en Dom over den døde, teologiske eller veltalende, men intetsigende Prædiken, som Landet den Gang var fuldt af. De brændende Spørgsmaal: Synd, Frelse, Hjertets Fornyelse, dem gik man helst uden om for ikke at støde Tilhørerne. Og pludselig kom saa "denne Dreng fra Landet" som en Bombe ned i de sovende og verdsligsindede Samfund. Da nu mange gik efter ham og for Tid og Evighed blev vundet af hans Vidnesbyrd, saa forstod Prædikanterne, at der var Fare paa Færde. Enten maatte det nyopdukkede Lys slukkes, eller ogsaa maatte de helt reformere deres Virkemaade. Og hvem var vel villig til at lære noget af en "Dreng"? Tilmed forekom hans Maade at tale paa alle fornemme Kristne meget usømmelig; thi han talte rent ud om Sagen og havde som sit Maal at faa Mennesker grundig omvendt.

Det første alvorlige Angreb paa ham var i et religiøst Blad. Det skrev, at han havde Kundskab og Veltalenhed, var venlig og høflig mod alle, saa ingen kunde lade være med at holde af ham. Men man skulde tage sig i Agt for en altfor stor Ydmyghed, for Ord, der var blødere end Smør og blidere end Olie. Ingen af Reformatorerne havde været af denne "elskvcerdige" Slags. Det var ved sin Høflighed, at Slangen bedrog Eva; og saaledes lader hendes Efterkommere sig nu bedrage. Naar Mørkets Fyrste kom i Skikkelse af en Lysets Engel, var han farligst. Desuden skulde Charles Haddon Spurgeon have lært Herren at kende, da han var 15 Aar gammel. "Og Himlen give, det maa være sandt," skrev Bladet, "for den unge Mands Skyld og for andres Skyld! Men jeg har min Tvivl med Hensyn til hans Omvendelse. Jeg siger ikke, at han ikke er en genfødt Mand; men jeg ved, at der er Omvendelser, som ikke er af Gud. Selv om en Mand har gennemgaaet aandelige Kampe, selv om han er nok saa oprigtig, selv om han har haft Drømme og Syner eller endog ved Ordets Kraft har erfaret Befrielse, saa er det dog ikke noget sandt Lys, dersom ikke hans Aand og Virksomhed beviser det. Han har maaske nærmet sig til den Vej, som Salme 38 og Rom. 7 anviser, men han vandrer ikke i Sandhed paa den. I sin Virksomhed gaar han uden om den Hellig-Aands Arbejde, idet han lukker Folk i Hobetal ind som Kristne uden Forskel, Ligegyldigt hvilken Lære eller hvilke Erfaringer de har. Men det er en skæbnesvanger Vildfarelse."

Man forstaar "af disse Ord, at det, der forargede de gamle Prædikanter, var det fri Evangelium, det Budskab, som lagde hele Vægten paa, hvad Jesus har gjort for os, i Stedet for paa, hvad Mennesket har erfaret og kan kæmpe sig frem til.

Det var i Begyndelsen af Aaret 1855, ikke engang et Aar efter hans Ansættelse i London, at Kritikken tog fat. Hvad det religiøse Blad begyndte og derefter ivrigt drøftede, det fortsatte de verdslige Blade. Hans Bøn var en altfor fortrolig Maade at tale til Gud paa; hans Prædiken drog de ophøjede religiøse Begreber ned i det daglige Livs simple Klæder; hans Optræden var ikke værdig nok, hans Bevægelser var som en Skuespillers o. s. v. Gladest var dog Bladene, naar de kunde faa en rigtig "Historie" om ham. Saaledes morede de sig længe med at fortælle, at han paa Prædikestolen skulde have gjort de unge Damer opmærksom paa, at han var forlovet, saa de kunde spare sig at sende ham Gaver og brodere Morgensko til ham.

Dagbladene hele Landet over vrimlede nu af mærkelig Beretninger om den ny Stjerne, som var dukket op i London. De fortalte om, hvorledes han lod Dommens Torden lyde og afmalte Fortabelsens Kvaler for sine Tilhørere. Det var aabenbart den praktiske Kristendom, han prædikede, som havde forfærdet Avis-Referenterne, saa de var bange for, at den ogsaa skulde naa dem. Derfor skrev de lige det modsatte af, hvad de hørte. I en Prædiken fra samme Tid siger han netop: "Der er fem, der har troet, at man kunde faa Folk til at tro Evangeliet ved at slaa paa Doms-Trommen for dem, at man kunde drive dem til Golgata ved Hjælp af Sinais Lyn og Torden. Men det virker lige det modsatte. Man kan skræmme Mennesker til Fordømmelse, men ikke til Himlen, og ved Tordenprædikener kan man drive dem til Sinai. Men dersom man vil føre et Menneske til Kristus, er det den simpleste Metode at bringe Kristus til ham."

Et Blad udtalte sin Forundring: "Hvad er der hos Spurgeon, som kan forklare den usædvanlige Opsigt, han vækker over alt. Det er ikke den Lære, han fører: thi den er "ortodoks": den prædikes af tusinde andre. Det er ikke hans Person; thi den er ganske almindelig: hans Pande er lav; hans Øjne er smaa og har ikke de himmelske Straaler, som følsomme Damer plejer at fortrylles af; hans Skikkelse er bred og kort: hans Manerer er udannede og kantede." Den eneste Forklaring, fandt Bladet, var hans Frækhed; og dog kunde det ikke begribe, at det alene kunde trække saa mange; havde der endda været særlige Evner, en særlig Begavelse ved Siden af! - Det faldt naturligvis ikke det verdslige Blad ind. at det var den Aand, der herliggør Kristus, som var virksom her i at drage Sjælene hen at høre Korsets Prædiken.

Et andet Blad skrev, at han fuldstændig manglede al Teologi undtagen den, som var gængs i hans egen Sekt. Han maatte derfor blive mere og mere yderliggaaende for vedblivende at kunne kildre sine Tilhøreres Ører. Det hele vilde ende i den vildeste Fanitisme. - Og saaledes kunde Bladene fortsætte med deres Iagttagelse og Opfattelser, og de simple Blade med simple Løgnehistorier.

Til at begynde med agtede Spurgeon en Del paa alt dette; han skrev saaledes en Gang: "Djævelen har bjæffet igen. Men det gør ikke noget; han giver mig blot en Lejlighed til at stikke mit Sværd ned i hans Svælg." - Men det varede ikke længe, før han saa ganske anderledes derpaa; han sagde da i en Tale: "Unge Mænd, om I søger at gøre godt, og andre tillægger jer daarlige Bevæggrunde, saa bryd jer ikke om at svare dem. Gaa blot lige fremad, og eders Liv vil være den bedste Gendrivelse af Bagvaskelserne!"

I den første Tid bragte det ham ogsaa flere Gange til alvorlig Selvprøvelse og i stor Nød; men han lærte snart at sige: "Herre, om jeg skal miste mit gode Rygte, saa lad det gaa! lad dem saa kun sige om mig, som de sagde om Dig, at jeg er gal og har Djævelen." Og det blev klart for ham, at dette skulde hindre ham i at blive hovmodig af, at hans Gerning lykkedes saa godt.

Desuden havde det den Virkning, at Folk blev ved at strømme til for at høre ham, og at en stor Mængde as disse blev omvendt. Og det var det samme, enten han blev rost eller bagvasket - Folk blev gjort opmærksom paa, at der var en saadan mærkelig Prædikant; de maatte absolut høre ham; og naar de kom, var det Kristns, der blev dem forkyndt. En Kritiker ankede over, at hans Tilhørere for Størstedelen var saadanne, som ikke tidligere havde brugt at overvære Gudstjenester. - Men det maatte vel netop være den største Ros, der kunde udtales over ham, at de dybest sunkne blev oprejst ved hans Forkyndelse. Mange af dem var fra først af kommet af Nysgerrighed efter at se den Prædikant, som de havde læst saa meget ondt om. I eet Aar blev ikke mindre end 1000 omvendt ved hans Prædiken, og det var endda kun de Tilfælde, han hørte om.

Selv langt borte fra England taltes der om dette sidste mærkelige Fænomen i London. Saaledes fortælles der fra en Passagerdamper, som sejlede fra Melbourne til Ny Zeeland, hvorledes "Drengeprædikanten" var Samtaleemnet ved Middagsbordet. De havde alle hørt om ham, men ingen af dem havde selv set ham; men dog var de alle rede til at fortælle ondskabsfulde Historier om ham. Der var kun een, som ikke tog Del i denne Samtale, en Skotte. Han forholdt sig fuldstændig tavs, men øjensynlig begyndte hans Blod at koge. Pludselig rejste han sig op, 6 Fod høj, og holdt en Tale omtrent saalydende: "Mine Herrer! Jeg har med Smerte hørt Deres Dom over en stor og god Mand. Eftersom ingen af Dem har set eller hørt ham, forekommer det mig meget upassende af Dem at dømme ham paa den Maade. Jeg har heller ikke hørt ham, men har læst mange af hans Udtalelser og er derigennem kommet til den Overbevisning at han er en oprigtig Mand, og at Gud har sendt ham og bruger ham. De siger, han har ingen Uddannelse faaet; men jeg tro!", han er oplært af Gud. Og for at De kan dømme om hans Maade at tale paa, skal jeg anføre nogle Ord, som jeg kan huske af en af hans Prædikener: "Unge Mand, byg dit Atelier paa Golgata! Oprejs dit Observatorium der og undersøg ved Troens Hjælp Naturens høje Ting! Tag dig en Eneboer-Celle i Getsemane, og bad din Pande i Siloas Vande! Lad Biblen være den Klassiker, som du maaler alting efter, lad den være den endelige Afgørelse i alle Tvivlstilfælde! Lad den være det Lys, du gaar efter, og du skal blive visere end Plato, mere rig paa virkelig Lærdom end Oldtidens syv vise!"

Dyb Tavshed sænkede sig over Forsamlingen ved disse Ord, og flere beklagede at have været saa raske til at dømme. -

"Skriv kun min Livshistorie tværs over Himlen; jeg har intet at skjule!" sagde Charles Haddon Spurgeon selv.