Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Femte Kapitel - Prædikant i London 19 aar gammel.

"Sig ikke: Jeg er ung!" Jer. 1,7.

Et Par Aar efter, at Spurgeon var bleven anfat i Waterbeach, talte han efter Opfordring ved et Aarsmøde for Søndagsskolesagen i Cambridge. Som sædvanlig var hans Tale djærv og ligefrem. Men to gamle Prædikanter stod op og talte imod ham paa Grund af hans Ungdom. "Det var sørgeligt," sagde den ene, "at Drenge nu til Dags ikke fulgte Skriftens Anvisning til at blive i Jeriko, til deres Skæg var vokset ud, før de gav sig til at belære dem, der var ældre."

Mødets Dirigent gav "Drengen« Lov til at svare. Med stor Sindsro gjorde han Forsamlingen opmærksom paa, at de, der fik Befaling til at tøve i Jeriko, var ikke Drenge, men voksne Mænd, hvis Fjender havde skaaret deres Skæg af, hvilket var den største Skam, der kunde overgaa dem. Den Fortælling maatte derfor snarere være et Billede paa en Prædikant, som var faldet i Synd og trængte til at holde sig tilbage, indtil han var fuldstændig oprejst. Denne Bemærkning gjorde en langt større Virkning end han havde anet; thi uden at vide det havde han dermed skildret den gamle Mands Tilstand.

Men for ham selv fik det ogsaa en vidtræktende Betydning. Thi en tilrejsende, som havde følt sig særlig tiltalt af hans Maade at optræde paa, anbefalede ham til en frikirkelig Forsamling i London, som havde en stor Kirke, men faa Medlemmer. Forsamlingslokalet kunde rumme 1200, men det laa saa uheldigt, at for at naa det, maatte man over en Bro, hvor der skulde betales Bompenge; og hele Nabolaget bestod af Fabrikker, saa at næsten ingen boede i det Kvarter. Der maatte derfor en Prædikant med ualmindelige Evner til for at fylde Lokalet. En ubekendt ung Mand fra Landet skulde man ikke synes kunde udfylde Pladsen; men Nøden tvang dem til at gøre et Forsøg.

En Søndag Morgen i November 1853, da Spurgeon kom over i Kirken, laa der et Brev med Opfordring til at prædike en Søndag i New Park Street Kapellet i London. Han læste det og rakte det derpaa til en af Kirkens Ældste med den Bemærkning at det maatte bero paa en Fejltagelse. Denne svarede imidlertid med bedrøvet Mine, at det var vist kun altfor rigtigt; de fik nok ikke Lov at beholde ham længe i Waterbeach. Næste Dag svarede han saa, at han var villig til at komme, hvis da ikke det hele var en Misforstaaelse; thi paa hans sidste Fødselsdag var han kun fyldt 19 Aar, gjorde han dem opmærksom paa.

Et nyt Brev forvissede ham om, at han virkelig var ventet; og til den fastsatte Tid gav han sig paa Vei. Man havde givet ham Anvisning paa et lille Pensionat, hvor han kunde bo. Hertil ankom han en mørk Decemberaften, med Nysgerrighed ventet af de unge Mænd, som boede der. De morede sig straks over hans klæders landlige Snik, et stort, sort Hals-bind, og allermest over hans blaa Lommetørklæde med hvide Prikker. At tænke sig at det var ham, der skulde genoprejse en londonsk Menighed, som var i Tilbagegang! - det forekom dem altfor morsomt. De underholdt ham hele Aftenen med Fortællinger om de store og lærde Prædikanter, som Byens Folk gik efter.

Efter en urolig Nat kom han næste Morgen til Kapellet, ikke uden Ængstelse ved Tanken om de Fordringer, som Londons Beboere kunde stille til en Prædikant. Men det var ham en Beroligelse, at der kun var faa Tilhørere. Om Aftenen var der langt flere, - og Ordet naaede aabenbart deres Hjerter. Da han den Aften kom tilbage til sit Logis, kunde de ringe Mænds Historier ikke gøre ham nervøs, eller Vognrumlen forstyrre hans Nattesøvn. Han havde "betragtet Løven fra alle Kanter og fundet, at den var ikke en Tiendedel saa majestætisk som dens Brølen tydede paa, da den var paa Afstand". -

Dog var der ikke Tale om Opblæsthed, heller ikke da Kirkens Ældste opfordrede ham til at komme og prædike der i 6 Maaneder, idet de udtalte den Formening, at Kirken vilde være fuld, før han havde prædiket 3 Gange til.

Til sin Fader skrev han, at disse Folk ikke vidste, hvad de gjorde; de havde været saa forsultne, at en Bid Evangelium nn var en hel Fest for dem. Og til det skrev han og gjorde atter opmærksom paa sin Ungdom. Men det endte dog med, at han tog dertil paa Prøve. Og da Kirken snart var propfuld, og mange maatte gaa hjem uden at kunne komme ind, var der ingen Tvivl tilbage om. at han vilde kunne udfylde Pladsen.

I April 1854 blev han fast ansat, endnu ikke 20 Aar ga1mnel. Han havde ogsaa gjort Menighedens Ældste opmærksom paa, at han ingen Universitetsuddannelse havde faaet.

Af de mange Vidnesbyrd om det Indtryk han straks gjorde, kan anføres hvad en Skuespiller, som efter sin Omvendelse var blevea Læren, sagde til sine Elever: "Gaa snarest muligt hen og høre Drengen fra Cambridge. Han er kun en Dreng, men han er alligevel den mest vidunderlige Prædikant i Verden. Han ved alt. Og han kan gøre alt. Han kan faa sine Tilhørere til at le og derefter til at græde og atter til at le, alt sammen i Løbet af 5 Minutter. Denne unge Mand vil blive den største Prædikant, der nogen Sinde har været. Og han vil bringe flere Sjæle til Jesus end nogen anden, som har forkyndt Evangeliet. Hans Navn vil blive kendt overalt, og hans Prædikener oversat paa mange Sprog."

Men selv skrev han: "Mit Held forfærdede mig, og Tanken om den Fremtid, der syntes at aabne sig for mig, kastede mig dybt ned. Hvem var jeg, at jeg skulde lede saa stor en Mængde? Jeg ønskede, jeg kunde skjule mig i min Landsby eller udvandre til Amerika eller finde mig en ensom Rede i Skovene, hvor jeg kunde udfylde min Plads".

Men skønt han følte sig cherdig og uskikket, var dog snart alle enige om, at han var kommet paa sin rette Plads. Og Gud vedkendte sig hans Virksomhed derved, at mange blev omvendt.

Mere og mere Opmærksomhed vakte hans Prædiken. Kapellet maatte udvides; men at skaffe Plads for alle dem, der kom for at høre, var umuligt. Møderne blev da en Tid holdt i den meget store Exeter Hall. En Time før var Gaden sort af Folk, som vilde høre Drengen fra Landet. Af Tilhørerne var 9/10 Mænd, af den Grund at Kvinder ikke turde vove sig ind i Trængslen. Mange kom langvejs fra og maatte vende hjem uden at komme ind.

"Hvor lidt der dog skal til for at tilfredsstille Mængden!" skrev han til en Ven. "Men hvad tænker andre Prædikanter paa, som har 10 Gange saa store Evner og dog jager Folk bort med deres kedelige Prædikener? Jeg formoder, Grunden er den, at de ikke kender Evangeliet. De er bange for at forkynde det frit ud, og derfor bruger Gud dem ikke." -

Naar han prædikede, var hele hans Sjæl med i det. En Gang havde han i Exeter Hall til Tekst (Salme 72,17): "Hans Navn skal blive til evig Tid". Det Ord paavirkede ham i den Grad, at nogle troede, han var ved at dø paa Talerstolen. Men idet han fik sin Stemme igen, raabte han med korte Mellemrum: "Lad mit Navn forsvinde! - Men Kristi Navn skal være evigt! - Jesus! Jesus! Jesus! - Kron Ham, Kongers Konge! - I vil ikke faa noget andet at høre fra mig; det er mine sidste Ord for denne Gang: Jesus! Jesus! Jesus! - Kron Ham, Kongers Konge!" - og dermed faldt han halvt bevidstløs om.

Og netop fordi det virkelig var Jesus, han forkyndte, blev det af varig Betydning for mange. Det gik ikke, som nogle spaaede, at hans Løbebane vilde blive lige saa kort som en Komets og ikke efterlade sig noget Spor.

Ved et Aarsmøde, hvor kun meget faa plejede at komme til Stede, blev der en uhyre Tilstrømning, da det blev bekendt, at han skulde tale. En ældre Prædikant, som var - til Stede og hørte ham, sagde: "Jeg har aldrig i mit Liv hørt noget lignende. Det er en Forhaanelse mod Gud og Mennesker." - Han levede dog længe nok til at faa et helt andet Syn paa den unge Mand.

Hvor som helst han prædikede, strømmede Folk tilsaa noget lignende ikke havde været kendt siden Wesleys og Whitefields Dage. Om et mærkeligt Møde i fri Luft, hvor 10,000 Mennesker var til Stede, skrev han til sin Forlovede: "Herren var med mig, og den dybeste Tavshed herskede. Men Slutningen! - jeg undrer mig over, at jeg overlevede den. 5 eller 6 Mænd paatog sig at bane en Vej for mig, og jeg blev baaret frem under Leveraab, Bønner og Jubelraab. Det varede omtrent 1/4 Time, men forekom mig som en hel Uge. Jeg blev ført rundt paa Marken uden Udsigt til at slippe bort. Men da jeg kom i Nærheden af en Vogn med to Personer i, sprang jeg op i den og bad dem om at føre bort med mig. Det gjorde de ogsaa, og jeg stod op i Vognen og svingede min Hat, idet jeg raabte: "Guds Velsignelse være over eder!" og Tusinder af Hatte svingedes som Afskedghilsen til mig. Imellem alt dette Bifald kan jeg høre en svag Brummen fra den kommende Storm af Bebrejdelser. Men ogsaa dette kan jeg bære for Mesterens Skyld.«

Samme Aar han var kommet til London, blev Spurgeon forlovet med Susannah Thompson, som ved hans Vidnesbyrd var bleven vakt op fra at være en sløv til at være en levende Kristen. Mange Aar senere skrev han om hende: "Hun har været Guds bedste jordiske Gave til mig; en ikke ringe Del af de himmelske Skatte er kommet til mig gennem hende. Hun har ofte været som en Guds Engel for mig."

Da han var optaget omtrent altid, saa han hende ikke ofte i Tiden før deres Giftermaal. Han skrev da Breve til hende, men rigtignok en egen Slags "Kærligheds-Breve"; thi alting blev set under Guds Riges Synspunkt. Det var ikke deres Fremtids-Lykke, det drejede sig om, men Sjæles Frelse. Det hændte ogsaa, at han mødte hende i Kirken, gav hende Haanden og spurgte til hendes Befindende uden at ane, hvem hun var; hans Tanker var andet Steds. Men dette tog hun ham ikke fortrydeligt op; tværtimod glædede hun sig over at skulle følges Livet igennem med en, hvis Hjerte var saa helt i den himmelske Faders Gerning.

I Jannar 1856 havde de Bryllup; og Spurgeon fik sig i hende en virkelig Medhjælp. Aldrig søgte hun at holde ham tilbage, men var altid villig til at bære sin Del af Gerningen.

Mange mærkelige Tilfælde fortælles derom, bl. a. følgende: En Lørdag Aften var han for træt til at lægge Planen til sin Prædiken, hvad han altid plejede at gøre forud. Han gik ind paa at gaa i Seng paa den Betingelse, at hun skulde vække ham tidligt næste Morgen. Om Natten vaagnede hun ved, at han i Søvne gennemgik den Tekst, han havde valgt sig. Hun bad Gud om, at hun maatte kunne huske det til om Morgenen, og faldt i Søvn efter at have søgt at banke Hovedpunkterne ind i sin Hukommelse. Hun vaagnede ved, at hendes Mand meget forskrækket spurgte hende, hvorfor hun ikke havde vækket ham.

"Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?" klagede han.

"Ja, hør blot!" sagde hun, og saa fortalte hun, hvad han havde sagt i Søvne; og det viste sig at være en udmærket Forklaring til hans Tekst.

Samme Aar fødte hun ham to Drenge. Det var ikke sandt, hvad der blev fortalt, at han modtog Efterretningen derom paa Prædikestolen og straks meddelte Menigheden det paa Vers, som gik ud paa, at skønt han ikke fortjente mere end andre, havde Gud dog skænket ham dobbelt. Men sandt er det, at hans Glæde over den dobbelte Gave kendte ingen Grænser.