Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Fjerde Kapitel - Menighedsforstander da han var 17 aar.

"Lad ingen foragte dig for din Ungdoms Skyld!" 1 Tim. 4. 12.

Charles Haddon Spurgeon blev snart den mest efterspurgte af de Prædikanter, der besøgte Omegnen af Universitetsbyen Cambridge. I 1851 kom han første Gang til Waterbeach, hvor de frikirkelige havde en besynderlig gammel, straatækt Kirke; men da der kun var 40 Medlemmer, havde de ikke Raad til at have en særlig Prædikant.

En af Menighedens Ældfte beskrev mange Aar senere den unge Mands første Besøg saaledes: "Vi sad lige overfor hinanden. Jeg skal aldrig glemme det. Han saa saa hvid ud, og jeg tænkte ved mig selv: "Han vil aldrig være i Stand til at prædike - Dreng som han er". Jeg ringeagtede ham for hans Ungdoms Skyld. Jeg sad og tænkte saaledes hele Tiden, mens der blev sunget. Da Sangen var til Ende, sprang han op og begyndte at læse og udlægge Kapitler om Farisæerne og de skristkloge; og saa vidste jeg snart, at han kunde prædike."

Da han havde været et Par Gange i Waterbeach, bad Menighedens Ældste ham om at blive der som deres Forstander. Det gik han ind paa, men blev dog foreløbig ved at undervise i Cambridge hver Søgnedag. Om Søndagen prædikede han 3 Gange i Kirken og næsten hver Søgnedagsaften andre Steder i Omegnen. Hvad der for mange vilde have været et besværligt Arbejde, gjorde han af Hjertens Lyst. Det varede heller ikke længe, førend Kirken var propfuld, og mange stod udenfor uden at kunne komme ind. Langvejs fra kom de førende for at høre "Drenge-Prædikanten".

Men det var mere end Nysgerrighed der drog dem. Guds Aand arbejdede saa stærkt gennem hans Forkyndelse, at Egnen blev helt forvandlet. Den var før berygtet for sin Drukkenskab og anden Daarlighed; men de mest forfaldne græd nu Strømme af Taarer; og de, der før havde været Byens Forbandelse, blev nu dens Velsignelse. Forbrydelser blev der ingen af mere, da de, der kunde begaa dem, var omvendt.

Den unge Mand havde altid en praktisk Maade at tage Folk paa, saa de glemte hans Ungdom og selv blev hjulpet over de Punkter, hvor de var gaaet i Staa.

En Mand, der var kendt for sin Gerrighed, bragte ham en Dag 7 Kroner, som han skulde købe en Hat for. Da andre fik dette at høre, undrede de sig. Men Manden var virkelig i Pine for sine Penges Skyld. Næste Søndag kom han og ønskede, at Spurgeon skulde bede for ham, at han maatte blive frelst fra Gerrighed, "thi," sagde han, "Gud sagde, jeg skulde give Dem 18 skroner; men jeg beholdt de 11 og kan nu ikke sove om Natten for at tænke derpaa." "Dersom det er det, der er i Vejen," blev der svaret, "saa kan den Sag hurtigt bringes i Orden." Og da de 11 Kroner var udleveret, syntes dermed Sagen at være til Ende.

En Kone, som var bekendt for sin grove Mund, skældte ham ud, en Dag da han gik forbi. Men smilende sagde han: "Jo Tak, jeg har det godt; jeg haaber ogsaa De befinder Dem vel." Efter endnu en Ladning Skældsord fra hendes Side fortsatte han med et smilende Ansigt: "Ja, det ser ud til, at vi kunde faa Regn, saa jeg maa hellere gaa videre." - "Stakkels Mand!" udbrød Konen; "han er død som en Dørstolpe; ham kan det ikke nytte at tale til." -

En Dag fik han Besøg af en gammel Dame, som havde været troende i 50 Aar, men dog stadig var bange for, at hun aldrig skulde naa til Himlen. Nu fortalte hun, at hun intet Haab havde; hun havde ingen Tro; hun var vist kun en Hykler. "Saa bliv borte fra Kirken," sagde han; "vi ønsker ingen Hyklere. Hvorfor kommer De da?"" - "Jeg kommer, fordi jeg ikke kan blive borte; jeg elsker Guds Folk; og jeg kan ikke undvære at tilbede Gud." - "Det var da en underlig Slags Hykler, De er," sagde han. Og saa tilbød han hende 100 Kroner for hendes Haab om Frelse; men nu fik det pludselig Værdi for hende: "Nej, jeg vilde ikke sælge det for 20,000." -

En Mand kom til ham og sagde, at han vidste nøjagtigt, hvor mange Guds Børn der var i Sognet. Der var akkurat fem.

"Hvem kan det vel være?« spurgte den unge Prædikant.

"Først er der mig selv - "

"Nej stop!" sagde Spurgeon. "Er De ganske sikker paa den første?"

"Der var nok, der vilde vejlede den unge Vejleder, mange blot for at gøre sig vittige, andre for at disputere om forskellige Lærespørgsmaal, nogle dog ogsaa i en god Mening. Saaledes fandt han en Dag, da han gik op paa Prædikestolen, Biblen opslaaet og en Knappenaal stukket i ved Titus 2, 8: "Sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen maa beskæmmes, naar han intet ondt har at sige om eder". Denne Formaning kom i rette Øjeblik og blev ogsaa optaget i en god Mening.

Borgmesteren i Cambridge havde særlig sat sig den Opgave at rette ham, naar han mente, der var noget forkert i hans Tale. En Gang havde Spurgeon sagt, at dersom en Tyv blev lukket ind i Himlen, vilde han gaa omkring og stjæle af Englenes Lommer, fordi han blev ved at være tyv, saa længe som hans hjerte ikke var forandret.

"Min kære, unge Mand,"" sagde Borgmesteren; "ved De ikke, at Englene ingen Lommer har?"

"Nej, det vidste jeg ikke; men jeg er glad ved at blive oplyst derom af en Mand, som kender det; og jeg skal sørge for at rette min Fejltagelse ved den første Lejlighed."

Næste Søndag sagde han saa i Kirken, at det gjorde ham ondt at have givet dem fejl Besked; Borgmesteren i Cambridge havde nemlig oplyst ham om, at Englene ingen Lommer havde. Han vilde derfor sige, at dersom en Tyv kom i Selskab med Englene uden at have faaet en ny Natur, saa vilde han prøve paa at stjæle Fjerene ud af deres Vinger.

Efterhaanden som han blev kendt, blev han ofte opfordret til at tale andre Steder ved særlige Lejligheder. En gammel Prædikant, som aldrig havde set ham, sendte saaledes Bud efter ham, for at han skulde tale ved en Aarsfest. Men saa snart han saa ham, udbrød han: "Jeg vilde aldrig have indbudt Dem til at komme, havde jeg vidst, De var saadan en Dreng. Folk er strømmet til hele Morgenen paa alle Slags Befordringsmidler - Tossehoveder som de er!"

Den gamle Mand syntes saa forfærdet over Situationen, at Spurgeon tilbød at rejse hjem straks igen. Det vilde han dog slet ikke gaa ind paa; og maaske var det hele kun beregnet paa at pille mulige Hovmodstanker ud af den unge Mands Hoved.

"Nej, nej," sagde han, "nu er De her; og nu maa De gøre Deres Bedste. Der er en ung Fyr ovre fra Cambridge, som vil hjælpe Dem; og vi skal ikke sætte for store Forventninger til jer." Og i Kirken gik han frem og tilbage og sagde: "Aa dog! Aa dog! Hvad er det for en Gænge, Verden er ved at komme ind i, at Drenge, som knap nok er vænnet fra, skal være vore Prædikanter!"

Men hvilke Tanker han end havde gjort sig, blev han dog fuldstændig overrumplet. Spurgeon begyndte med at læse af Ordspr. 16, 31: "Graa Haar er en dejlig Krone -" Men saa standsede han og sagde: "Dette betvivler jeg, thi i Morges traf jeg en Mand med graat Haar, som endnu ikke havde lært at vise simpel Høflighed mod sine Medmennesker -"

"- den findes paa Retfærdigheds Vej," læste han videre. "Naa, ja, det forandrer Sagen. Saa bliver graat Haar en dejlig Krone, men for den Sags Skyld ogsaa rødt Haar eller Haar af en hvilken som helst anden Farve."

Efter Prædikenen klappede den gamle Mand ham paa Ryggen og sagde: "Gud velsigne Dem! Jeg har været Prædikant i omtrent 40 Aar og har aldrig været bedre tilfreds med en Prædiken i hele mit Liv. Men De er den frækkeste Hund, der nogen Sinde har gøet paa min Prædikestol."

De to var Venner fra da af.

Mange lignende Omgange fik han. Snart var det galt med hans Maade at tale paa, snart med hans ungdommelige Udseende.

"Lad mig give Dem et godt Raad, min unge Ven," sagde en gammel Mand, som regnedes for en Pille i den kristne Menighed: "De bliver aldrig Prædikant; opgiv det hellere og se at blive Lærer igen!" - En Profeti, som dog ikke gik i Opfyldelse. - - Men Spurgeon følte selv, at han var ung og kunde trænge til flere Kundskaber for at klare sig iblandt Mennesker. Derfor bestemte han sig til at søge Optagelse i en høiere Skole, som Frikirkerne havde i Cambridge. Efter megen Bøn gik han for at tale med Forstanderen paa en aftalt Tid. Men ved et underligt Tilfælde kom han til at vente i et Værelse og Forstanderen i et andet. Da han endelig efter flere Timers taalmodig Venten ringede paa en Klokke for at faa at vide, hvad Grunden var, fik han den Besked, at Forstanderen lige var rejst til London efter længe forgæves at have ventet paa ham. Det var saa hans Hensigt at skrive; men da han om Eftermiddagen var paa Vej til et Møde, hørte han tydeligt en Røst, der sagde: "Søger du store Ting for dig selv? - Søg dem ikke!"

Da han ikke kunde tage fejl af, at det var Gud, der her paa to forskellige Maader havde talt til ham, opgav han for bestandig at søge flere Kundskaber ad en Vej, som kunde give ham Anseelse blandt Mennesker. I Stedet for valgte han at fortsætte ad Stier, hvor han mente at han i stadig Fattigdom vilde komme til at føre en ubemærket Tilværelse.

Men Gud havde en anden Plan.