Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Tredje Kapitel - Prædikant da han var 16 aar.

"Den største iblandt eder skal være som den yngste." Luk. 22, 26.

"O, hvor vilde jeg ønske, jeg kunde gøre noget for Jesus!" skrev Spurgeon, kort efter at han var vendt tilbage til Newmarket

Han begyndte med at uddele Traktater i Husene. Derefter fik han en Flok Børn at tale til i Søndagsskolen. Han forstod at fange deres Øre ved at bruge Billeder og Fortællinger i sin Tale; derfor satte Forstanderen ham ofte til at tale til alle Børnene. Dette var ham en Alvorssag; han talte "som et dødeligt Væsen til andre dødelige Væsner", skrev han til sin Moder. Denne Alvor syntes han selv, at han manglede senere i sit Liv. Hans Maade at tale paa vakte straks Opsigt, saa at mange voksne kom for at høre, naar det var bekendt, at han skulde tale i Søndagsskolen. Dette vakte imidlertid Forstanderens Misundelse.

Hans Iver for at vidne for andre var saa stor, at han ofte skrev Ord af Biblen paa Papirstrimler og strøede dem paa Gaden, eller naar han kørte med Toget lod Traktater flyve ud af Vinduet i Haab om, at nogen skulde finde dem og faa Gavn af dem. Hjemme bad han eller læste i Biblen; sammen med andre ønskede han altid at tale om Jesus.

Men med hans eget aandelige Liv var det ikke fri for at gaa op og ned, som det fremgik af Breve til Forældrene og af en Dagbog fra den Tid.

"Mit Legeme har ikke været raskt, men min Sjæl har næsten været i Himlen," hed det i et Brev. Men ellers var han skiftevis nedtrykt og oprømt.

"Lykkelig igen i Dag," hed det senere, "om saadanne Dage vedbliver, da er Himmel og Jord forenet." Men 3 Dage senere: "Jordiske Ting har optaget mine Tanker altfor meget i Dag. Jeg har ikke været i Stand til at fæstne min Opmærksomhed alene ved min Frelser. Men dog har Herren ikke skjult Sit Ansigt for mig." Og saaledes fortsatte det med Forandringer fra Uge til Uge.

"Jeg er ved at blive søvnig i Aanden. Store Befrier, hold mine Øjne aabne! Min Sjæl synes at længes efter Ægtyptens Kødgryder, og det efter at have spist himmelsk Manna! Hjælp og tilgiv mig, o min Frelser!"

"Der er en lille Sky mellem mig og min Retfærdigheds Sol; men jeg stoler paa, at Han alligevel skinner paa mig."

"Skyen er bristet. I Dag har jeg set nogle Solstraaler. Jeg har fornyet min Kraft."

"Jeg lever ikke nær nok ved Herren. Jeg maa beklage min Kulde og Ligegyldighed. Jeg gik omkring med mine Traktater, men kunde ikke føle, at Herrens Aand var over mig; der syntes at være en Klods om mine Ben og en Laas for min Mund."

Men straks næste Dag, Søndag, var det Solskinsvejr for hans Sjæl.

"I Hærskarernes Herres Navn opløfter jeg mit Banner. Kom kun an, I Afgrundens Aander! I min Førers Navn og iført Hans Rustning udæsker jeg jer alle sammen!" - Saa dristig lød Talen den ene Dag; men kort efter faldt Termometret adskillige Grader: "Jeg maa atter beklage min Lunkenhed, Kulde og Død synes at være det naturlige for mig; jeg har ingen indre Varme."

Snart hed det: "Hvor svag jeg er! Jeg er ikke i Stand til at holde mig nær til Gud." Snart: "Hvilken herlig Dag! Jeg var ude af mig selv af Fryd. Jeg følte mig henrykt og i Stand til at flyve ud over Grænserne af dette Støvgran af Jord. De aandelige Ting var Virkeligheder for mit Blik, medens Kødet ligesom Abrahams Tjener ventede nede ved Foden af Bjerget." -

Den unge Mand, hvis Indre bølgede saaledes op og ned, var endnu ikke 16 Aar gammel. Men han havde det dog meget bedre end mange af dem, der var ældre i Aar og Erfaringer. Det fik han at føle, da han i denne Tid sluttede sig til en Menighed i Newmarken. Hans Hjerte brændte efter at knyttes sammen med andre Kristne: "Jeg følte, at jeg ikke kunde være lykkelig uden Samfund med Guds Folk. Jeg ønskede at være, hvor de var, at blive spottet, naar de blev spottet, at blive kaldt med samme "Øgenavn, som de blev kaldt med." - Men Virkeligheden var ikke svarende dertil: en sovende Menighed, som helst blev hjemme fra sine egne Forsamlinger og ikke gav andre Lyst til at komme der. Søndagsskolelærerne var overfladiske og optaget af narrestreger, naar de kom sammen. I Dagbogen kom til at staa: "Herre, bevar mig fra den onde Verden, lad mig ikke blive forført; men dersom disse er Dit Folk, da hjælp mig til at tjene Dig bedre, end de gør, og til at blive mere lig min Mester!" - -

Samme Aar, 1850, efter Sommerferien flyttede den unge Spurgeon til Cambridge som Lærer ved en Skole. Her fandt han en levende Menighed at slutte sig til; og han havde ikke været mere end 1-2 Maaneder i Byen før han regelmæssigt blev sendt ud om Søndagen til nærliggende Landsbyer for at prædike. Hvorledes han første Gang blev drevet dertil, fortæller han selv udførligt om.

Det var en Lørdag Eftermiddag, at han fik Besøg af Menighedens Forstander, som bad ham om næste Dag at gaa ud til en Landsby, hvor en ung Mand skulde prædike, som ikke var vant dertil og derfor sikkert vilde være glad ved at faa Selskab. Dette gik han gerne ind paa, da der jo ikke kunde være nogen Vanskelighed ved at ledsage en anden og hjælpe ham med at synge eller maaske bede en Bøn.

Søndag Eftermiddag begav han sig saa paa Vej sammen med den anden unge Mand, som var et Par Aar ældre. Paa Vejen sagde han til ham, at han haabede, han maatte føle Guds Nærværelse, naar han skulde prædike. Forundret svarede den anden, at han aldrig havde prædiket i sit Liv og ikke kunde indlade sig derpaa; men han ventede, at Spurgeon vilde gøre det. Han vilde gerne hjælpe med ved alt andet ved Mødet; men prædike, det kunde han ikke, saa der blev ingen Prædiken, med mindre Spurgeon holdt den.

Nu havde denne saa ikke andet at gøre end i Taushed at vende sit Blik mod Gud og at gøre et Forsøg i Hans Navn. Han kunde naturligvis nok fortælle Landboerne om Jesu Kærlighed, thi den brændte i hans egen Sjæl. Selv om det saa lidt risikabelt ud, vilde han dog ikke lade dem gaa hjem uden at have fortalt dem om den Korsfæstede.

Mødet var i et lavt, straatækt Hus. Der blev sunget, læst og bedt. Teksten var: "Eders prøvede Tro er meget dyrebar" (1 Pet. 1, 7). Hvor længe denne hans første Prædiken varede, anede han ikke; men næppe havde han sluttet, før en gammel Kone udbrød:

"Gud velsigne dig, min Dreng! Hvor gammel er du?" "Saadanne Spørgsmaal maa vente, til Gudstjenesten er forbi," lød det alvorlige Svar. "Lad os nu synge!"

Men næppe var Sangen sunget og Sammenkomsten højtideligt afsluttet med Velsignelse, før Spørgsmaalet lød igen:

"Hvor gammel er du?"

"Jeg er under 60," lød Svaret.

"Og vel under 16?" spurgte den gamle Kone igen.

"Det gør lige meget med min Alder; tænk blot paa Jesus, og hvor meget Han er værd!"