Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Andet Kapitel - Op af den brusende Grav.

"Han satte mine Fødder paa en Klippe." Slm. 40, .3.

Charles Spurgeon havde endnu ikke kendt til nogen Omvendelse, en virkelig Hjertefornyelse, hvor stærkt optaget han end var af Religionen baade for sit eget og for andres Vedkommende, og hvor ivrigt han end var for i alle ydre Ting at overholde, hvad han troede Kristendommen krævede.

Det var, medens han hørte en kraftig Prædiken, at Frygt og Skælven betog hans Hjerte, saa han begyndte at raabe til Gud som aldrig før. Han gik snart igen samme Sted hen i Haab om at høre noget, som kunde give ham Fred og Glæde; men i Stedets for fik han en Prædiken, hvor der slet ikke blev talt om Jesus som Synderes Frelser.

Saa tabte han Modet. Intet syntes at kunne hjælpe. Regler og Ceremonier var unyttige, thi det var Liv, han hungrede efter. Lovprædikener prellede af; thi han formaaede jo intet selv. Han bad, han raabte, men forgæves. Det var ingen søvnig Bøn; han behøvede ikke at drives til at bede; thi det var hans Hjerte, som skreg. Han behøvede heller ikke at lede efter noget at bede om, thi indvendig fra pressede det paa som en mægtig Strøm; men ofte var det, som om der ingen Kanal var for dens Vande at flyde igennem.

Undertiden tav han, fordi det syntes haabløst at bede; eller han forekom sig selv altfor uværdig; han følte sig skyldig; det vilde være Frækhed at bede. Himlen var som Kobber over ham; Gud syntes ikke at høre. Dag og Nat var det lige galt. Han drømte om et bundløst Svælg; og om Dagen var det kun endnu mere virkeligt. Han læste Skrifter, som talte til Syndere, til uomvendte; det var som Sinais Torden. Hele hans Liv forekom ham besmittet fra Barndommen af. Han saa sin store Synd, men ikke Guds endnu større Naade; derfor var det saa frygteligt. "Det var værre end 7 Aars nagende Pine og tærende Sygdom," sagde han senere om den Tilstand. Det var, som bar han en hel Verden paa sine Skuldre, et Bjerg af Smerte. Han havde ingen bestemte store Synder at angre; men Hjertets Syndighed var det, som pinte ham; og derfra syntes Synderne nu at myldre op mere talløse end Havets Sand. Nu saa han, at en Tanke var nok til at fordømme ham, et Ord var nok til at nedstøde ham til Fortabelsen; og hans syndige Handlinger var nu som en Stank i hans Næse. Han ønskede, han havde været en Frø, en Skrubtudse, hellere end et Menneske; det mest urene Dyr forekom ham at være bedre og renere end han.

Han prøvede ogsaa paa at gøre sig selv retfærdig: Han havde intet ondt gjort i Sammenligning med mange andre; han havde været gudfrygtig fra sin Barndom af o. s. v. Men saa snart Loven lod sin Røst høre, var han igen den elendigste af alle Syndere. Han fældede Dom over sig selv: "Dersom Gud ikke lader mig gaa fortabt, saa burde Han i det mindste gøre det." Naar han prøvede paa at gøre noget godt, mærkede han, at det kun var, som en Slave gør det. Om han havde fulgt sin Lyst, saa havde han vendt sig bort fra Gud og fra al Religion; men han kunde ikke; og Tanken derom gjorde ham endnu mere skyldig, saa han undrede sig over, at Jorden ikke aabnede sig og slugte ham, eller Himlen faldt ned og knuste ham. Samvittighedens "Orm, som ikke dør", gnavede uafladeligt paa hans Hjerte.

"Jeg kunde have grædt og skreget og klaget, til mit Hjerte sprængtes," sagde han selv senere; "men dersom nogen havde spurgt mig, om jeg sørgede over min Synd, vilde jeg have sagt: "Nej, jeg har aldrig haft nogen sand Sorg over Synden." Eller om de havde sagt: "Men føler du ikke Byrden af Synden?" vilde jeg have sagt: "Nej!"

Denne Tilstand varede i flere Maaneder. Hvert ledigt Øjeblik brugte han til at læse i Biblen; men medens Truslerne syntes skrevet med store Bogstaver, forekom alle Forjættelserne ham at være saa smaat skrevet, at han slet ikke kunde læse dem. Men det værste for ham var dog, da gudsbespottelige og gudsfornægtende Tanker kom stormende ind paa ham, ja, som om Mørkets Porte havde aabnet sig for at lade alt sit afskyelige Væsen gaa ind i hans Hjerne og ned i hans Hjerte.

En gammel, troende Mand, som han fortalte det til spurgte ham: "Men hader du disse Tanker?"

"Ja, visselig," svarede han.

"Da er de ikke dine; send dem tilbage til deres Fader, Djævelen, hvem de tilhører!"

Til sidst fik Fristeren ham saa vidt, at han tænkte: "Der er ingen Gud, ingen Kristus; det er Tomhed at bede; man kan lige saa vel tale til Vinden eller Bølgerne."

"Mit Skib drev af Sted gennem Ildsoen efter at have mistet Troens Anker. Jeg sagde til Fornuften: Vær du min Fører! og til Hjernen: Vær du mit Ror! og saa feilede jeg af Sted som en gal Mand. Først syntes den fri Tankes Fart lystelig; men frygtelige Fjender rejste sig imod mig og drog mit Skib ned til Bunden af Vantroens Hav. Jeg tvivlede om, at Verden var til; til sidst betvivlede jeg min egen Eksistens; jeg syntes, jeg var kun en Tanke, som fløj igennem det tomme Ruins Intethed. Men dermed havde Djævelen narret sig selv; thi da jeg saa, at jeg alligevel var Kød og Blod, saa forstod jeg, at Gud og Kristus var lige saa virkelige. Fra det Øjeblik tvivlede jeg ikke mere. Troen styrede mig tilbage, og jeg kastede Anker paa Golgata."

En Tid prøvede han paa at gøre gode Gerninger for at blive Gud velbehagelig. Han gjorde alt, hvad han kunde tænke sig. Han vilde have løber barfodet til Landets Ende, om det kunde have hjulpet. Han vilde have blottet sin Ryg for at piskes med Svøber. "Jeg prøvede paa at forbedre mig selv," sagde han; "men jeg naaede aldrig ret vidt. Jeg havde een Djævel i mig, da jeg begyndte, men ti, da jeg sluttede. Selvretfærdighedens, Selvtillidens og Selvbedragets Djævel havde taget Bolig i mit Hjerte. Fik jeg een Djævel fejet ud, saa vendte han snart efter tilbage med 7 andre, som var værre end han selv."

"Saa arbejdede jeg paa at tro; men da jeg ønskede at tro, kunde jeg det ikke. Vejen til Himlen forekom mig ligesaa besværlig ved Kristi Retfærdighed som ved min egen; jeg kunde ligesaa snart naa dertil om ad Sinai som om ad Golgata. Jeg formaaede nu intet mere; jeg kunde hverken angre eller tro. Jeg vilde aldrig være bleven frelst, dersom jeg kunde have undgaaet det. Saa længe, som jeg kunde, stred jeg imod Gud. Men med eet eneste Slag slog Gud mig i Stumper og Stykker."

Dette skete gennem "Fald", det ene efter det andet. Der blev sagt til ham ligesom til Tolderen i Jeriko: "Zakkæus, stig ned!" Ned af de gode Gerningers, ned af Selvretfærdighedens Træ maatte han. Det var haardt; men det var nødvendigt, for at han kunde faa Ham at se, som sagde: "Det bør mig at tage ind i dit Hus!"

- - "En Dag var jeg Ude at spadsere," fortæller Spurgeon; "da blev det aabenbaret for mig, at min Ven, min bedste, min eneste Ven, Jesus, var bleven myrdet. Med Forfærdelse saa jeg, at grove Jernspiger var slaaet igennem Hans Hænder og Fødder; Hans Ryg var blodig af Piskeslag, Hans Pande fuld af blødende Rifter. Jeg vidste saa vel, at min Ven aldrig havde haft en Fejl; Han var den reneste af de rene, den helligste af de hellige; Han havde aldrig gjort noget Menneske Fortræd; tværtimod! Han gik omkring hele Sit Liv og gjorde godt - helbredte de syge, mættede de hungrige, oprejste de døde. Hvem kunde da have været grusom nok til at mishandle Ham saaledes? - Jeg blev fuld af Iver efter at straffe disse Mordere. Men idet jeg betragtede Hans Ansigt som selv i Døden var fuldt af Kærlighed, hørte jeg Fodtrin tæt ved mig. Det maatte være Morderen. Jeg greb efter ham; men det var mørkt, saa han undslap mig stadig; det var, som om han var mig saa nær, at min Haand ikke kunde faa fat i ham. Til sidst lagde jeg Haanden paa mit eget Bryst. "Nu har jeg dig!" sagde jeg; thi se! han var i mit eget Hjerte; han havde skjult sig dybt inde mit eget Bryst. O, hvor jeg græd over, at jeg her lige overfor min myrdede Ven skulde huse Hans Morder! Hvor jeg følte mig skyldig!"

- - -

I Slutningen af Aaret 1849 rejste den unge Spurgeon hjem sor at holde Juleferie. Han havde besluttet at besøge hver eneste Plads i Byen, hvor Guds Ord forkyndtes, for om muligt at udfinde Frelsens Vej. Han kunde ikke selv huske, hvor mange Steder han var; men alligevel fik han ikke det at høre, som han trængte til.

Men til sidst var hans Omflakken til Ende. Gud greb ind og styrede hans Skridt. Han havde begivet sig paa Vej til et Mødehus langt fra Hjemmet; men der kom saa stærk en Snestorm, at han maatte opgive at naa dertil. Da han nu gik igenuem en lille Gade, saa han for Enden af den et Kapel, som tilhørte de saakaldte "oprindelige Metodister" "Primitive Methodists"). Det var ikke kendt af mange i Colcheste; men ved den godt 15-aarige unge Mands Besøg skulde det naa at blive verdensberømt. Kun modvilligt gik han derind; thi han havde altid hørt sige, at den Slags Metodister var Folk, der sang saa højt, at man fik Hovedpine deraf. Men kunde de blot fortælle ham noget, hvorved hans Sjæl kunde blive frelst, saa gjorde det lige meget.

"Præsten kom ikke den Morgen," fortalte han selv senere; Sneen hindrede ham formodentlig. En Mand af magert Udseende, Skomager eller Skrædder saa han ud til at være, besteg Talerstolen. Det er vel ellers godt, at Prædikanter har nogen Kundskab. Men denne Mand var ligefrem uvidende. Han maatte holde sig nøje til Teksten, da han aabenbart ellers ikke havde ret meget at sige. Teksten var:

"Se til mig, alle Jordens Enden og bliv frelst!"

Han udtalte ikke engang Ordene rigtigt, men det brød jeg mig ikke om; thi selve Teksten indgav mig en Smule Haab.

Prædikanten begyndte saaledes: "Mine Venner, dette er i Sandhed en ligefrem Tekst. Den siger: "Se!" og det koster ikke meget Besvær; det betyder ikke, at du skal løfte din Fod eller din Finger, men blot: "Se!" En Mand behøver ikke at gaa paa Universitetet for at lære at se. Selv om du er den mest uvidende Daare, saa kan du dog se. Du behøver ikke at have 20,000 Kroners Indtægt om Aaret for at kunne se. Enhver som helst kan se. Selv et Barn kan se. Og dernæst siger Tekste: "Se til mig!" Mange ser paa sig selv; men det nytter ikke noget; der finder man aldrig Trøst. Andre ser til Faderen. Men det kan du gøre senere; Jesus Kristus siger: "Se til mig!" Nogle siger: "Vi maa vente paa, at Aanden skal gøre sin Gerning". Men det har du ikke noget at gøre med nu. Se til Kristus som Teksten siger: "Se til mig!"

Og saa fortsatte han saaledes: "Se til mig! Jeg sveder Bloddraaber. Se til mig! Jeg hænger paa Korset. Se til mig! Jeg stiger op til Himlen. Se til mig! Jeg sidder ved Faderens højre Haand. O, stakkels Synder, se til mig! Se til mig!"

Da han havde talt henimod 10 Minutter, var han aabenbart ved Enden. Derpaa vendte han sig hen imod mig, som sad under Galleriet (der var kun ganske faa til Stede), og idet han fæstede sit Blik paa mig, som om han kendte mit Hjertes Indhold, sagde han: "Unge Mand, du ser meget elendig ud." - Ja, det gjorde jeg sikkert; men jeg var ikke vant til den Slags Bemærkninger fra Prædikestolen, saa det gav mig et ordentligt Slag. Han fortsatte: "Og du vil altid blive ved at være elendig, elendig i Livet og elendig i Døden, om du ikke gør, hvad min Tekst siger. Men om du adlyder i dette Øjeblik, vil du blive frelst!" Saa løftede han Hænderne op og raabte: "Unge Mand, se til Jesus Kristus! Se! Se! Du har ikke andet at gøre end blot at se og leve!"

"I det samme saa jeg Frelsens Vej Jeg ved ikke hvad der ellers blev sagt; det agtede jeg ikke paa; een eneste Tanke optog mig. Jeg gjorde ligesom Folket, der saa op paa Kobberslangen og blev helbredt. Jeg havde tænkt, at jeg skulde gøre et halvt Hundrede Ting; men hvor fortryllende blev nu ikke Ordet: "Se!" for mig. Jeg saa, til jeg var ved at se Øjnene ud af Hovedet. Skyerne rulledes sammen, Mørket forsvandt, og jeg saa Solens Lys.

Den lykkelige Dag, da jeg fandt min Frelser, var en uforglemmelig Dag for mig. Min Glæde var ubeskrivelig. Jeg kunde have sprunget, jeg kunde have danset; intet vilde have været for stærkt for at udtrykke, hvad jeg følte. Jeg var en fri Sjæl, en Arving til Himlen; jeg kunde have raabt det ud med lige saa kraftig Røst som nogen af de Brødre, i hvis Kapel jeg sad. Jesus havde draget mig op af det skidne Dynd, op af den brusende Grav og sat mine Fødder paa en Klippe og gjort mine Skridt faste. Jeg syntes, jeg kunde have danset hele Vejen hjem. Jeg forstod John Bunyan, naar han ønskede at fortælle Kragerne paa Marken om sin Omvendelse." -

Det var Søndag Morgen den 6te Januar 1850, at denne glædelige Begivenhed fandt Sted, som fik saa stor Betydning for Tusinder, som senere gennem Spurgeons Mund fik Frelsens Budskab at høre. Det er derfor ganske naturligt, at man har prøvet paa at udfinde, hvem den Mand var, som Gud brugte den Dag til at pege paa Jesus. Ikke mindre end 3 forskellige mente, det var dem, der prædikede i Metodist-Kapellet den Morgen; men Spurgeon har ikke i nogen af dem kunnet genkende den Mand, han hørte. De, der meldte sig, var Prædikanter; men han siger, det var "en uvidende Mand uden nogen Uddannelse, som man rimeligvis ikke vil høre noget om i dette Liv."

Det, der var afgørende for ham i Prædikenen, var det, at han blot skulde "se" til Jesus. Man kan maaske undre sig over, at han ikke havde hørt det før; men for ham var det et fuldstændig nyt Budskab, han hørte den Dag.