Englands store prædikant
En skildring af Charles Haddon Spurgeons liv og gerning
Charles Ray

Første Kapitel - Et fremmeligt Barn.

"Som Dug af Morgenrødens Skød." Slm. 110, 3.

Hvem skulde vel have tænkt, at den lille Dreng, som den 19. Juni 1834 fødtes i Landsbyen Kelvedon i Essex, skulde blive en af Englands største Prædikanter. Hans Forfædre var et Par hundrede Aar tidligere flygtet fra Holland for at undgaa den katolske Hertugs Forfølgelse. Men ogsaa i England blev de forfulgt for deres Tros Skyld. En af dem blev flere Gange kastet i Fængsel, fordi han havde overværet fri kristelige Forsamlinger. Men Charles Haddon Spurgeon - han, hvis Levnetsløb vi i det følgende skal gøre Bekendtskab med - sagde en Gang, da der var Tale om hans Forfædre, at han hellere vilde nedstamme fra en Slægt, som havde lidt for sin Tros Skyld, end have alle Kejseres Blod i sine Aarer.

Det var et besynderligt gammelt Hus, den lille Charles blev født i; men selv har han ingen Minder fra sit første Barndomshjem; thi han var kun 10 Maaneder gammel, da hans Fader, som var Prædikant i Frikirken, med sin Familie flyttede til Colchester. Og ikke mange Maaneder efter blev den lille Dreng, 1 1/2 Aar gammel, ført fra sit Hjem til Bedsteforældrene i Stambourne for at blive hos dem i næsten 6 Aar.

Bedstefader, Bedstemoder og Tante Anne blev omtrent hans eneste Omgangsfæller i disse Aar. Kun sjældent traf han sammen med andre Børn; saa egentlig Leg blev der ikke meget af.

Bedstefaderen havde oprindelig været Haandværker, studerede derpaa i 2 Aar og blev saa ansat ved Frikirkens Kapel i Stambourne, og her blev han i 54 Aar. Ved det Kapel havde de kun 4 Prædikanter i Løbet af 200 Aar. Og denne sidste kunde hinimod Slutningen af sit lange Liv (88 Aar) sige: "Jeg har ikke haft een ubehagelig Time sammen med min Menighed." Han var bekendt som en dygtig Prædikant. Men mere end det: hvor han kom og forkyndte Evangeliet, fandt altid nogle Sjæle Frelse.

Det var saaledes et godt Hjem, Gud havde beredt for den lille Charles; og Omgangen med Bedstefaderen satte tidligt sit Stempel paa ham. For ikke at forstyrre lærte han snart at sidde roligt og se paa Billederne i et Missionsblad. Men det varede ikke længe, før han fik lært at læse, og han kunde da "sluge" den ene Bog efter den anden. Bunyans "Pilgrims-Vandringen" og lignende Bøger var det, han satte til Livs. Der var i Huset et Rum, hvis Vindu var tilmuret, fordi der den Gang skulde betales Skat af hvert Vindu. Her var et stort Bibliotek, hvor han hentede sig den ene Bog efter den anden; nogle af dem var saa store, at han knap nok kunde slæbe dem. Han læste dem sædvanlig siddende paa Gulvet foran Kaminen; thi Lys var en sparsom Ting i de Dage.

Om Søndagen var han med i Kirke og blev ikke søvnig som andre Børn; thi dersom han ikke hørte efter, var hans Tanker altid optaget af, hvad han saa i den mærkelige, gammeldags Bygning. Idet han voksede op i disse Omgivelser, var det ikke underligt, at han blev anderledes end andre Børn. Undertiden skjulte han sig og sad i Timevis og drømte om Fremtiden, som dog endnu var en lukket Bog for ham.

Da til sidst den Tid kom, da han atter skulde tilbage til sine Forældre, var det en stor Sorg baade for ham og for Bedstefaderen. En Trøst var det ham at blive gjort opmærksom paa, at de dog havde Maanen fælles i Stambourne og Colchester. Den betragtede han mangen Gang glædede sig ved der at møde sin Bedstefaders Øine. Senere fik han Forstand paa et mere aandeligt Samfund; og at det skete saa tidligt, skyldtes sikkert for en Del den Paavirkning, han fik i sin første Barndom.

Fra denne Tid fortælles der om hans første Missionsforetagende. E nMand ved Navn Roads var Medlem af Frikirken, men var forfaldet til Drik. Bedstefaderen talte ofte om, hvor bedrøvet han var over ham. En Dag sagde Charles:

"Jeg vil slaa gamle Roads ihjel; det vil jeg."

Man foreholdt ham, at saadan noget gik det ikke an at gøre. Men han blev ved i den alvorligste Tone at sige, at han vilde slaa ham ihjel, men han skulde nok lade være at gøre noget galt.

Bedstefaderen havde næsten glemt dette, da Charles en Dag kom ind til ham og sagde: "Jeg har slaaet gamle Roads ihjel; nu skal han aldrig mere gøre Bedstefar bedrøvet."

"Men hvad har du dog gjort?" spurgte denne forskrækket.

"Jeg har ikke gjort nogen Fortræd, Bedstefar; jeg har kun været i Herrens Gerning," svarede Barnet; og mere var det umuligt at faa ud af ham.

Senere kom Roads selv med en skamfuld Mine og gav Forklaringen:

"Jeg sad i Værtshuset med min Pibe og et Krus Øl da Drengen der kom ind - og tænke sig, at en gammel Mand som jeg skulde sættes i Rette af saadan et Barn! Han peger paa mig med Fingeren - saadan! - og saa siger han: "Hvad bestiller du her, Elias" at du sidder sammen med de ugudelige? Og du er Medlem af Kirken og gør din Vejleders Hjerte bedrøvet! Jeg skammer mig over dig. Jeg vilde ikke gøre min Vejleders Hjerte bedrøvet, er jeg vis paa." - Og saa gaar han sin Vej, Drengen. Jeg blev naturligvis vred; men jeg vidste jo, det var sandt alt sammen, saa jeg satte Piben fra mig og lod Øllet staa, og saa styrtede jeg af Sted ud til et Sted, hvor jeg var ene, og kastede mig ned for Herren og bekendte min Synd og bad om Tilgivelse. Og jeg tror, Herren i Sin Naade har tilgivet mig; men nu er jeg kommet for ogsaa at bede Dem om Tilgivelse og sige at jeg aldrig mere skal bedrøve Dem."

Roads blev en sand Kristen.

- - -

Nu kom Charles i helt andre Omgivelser. I sit ny Hjem fandt han en hel Flok yngre Søstende, som han straks med stor Iver tog sig af, skønt han endnu ikke var 8 Aar selv. Han bad med dem, prædikede og sang for dem; deres Bøger var i en Forfatning som han ikke var vant til, saa han fik travlt med at lægge Omslag om dem, numerere dem og ordne dem i et lille Bibliotek. Og for sine Søstendes Skyld skrev han flere smaa Bøger til Fremme af deres religiøse Liv.

Det var ikke underligt," at de smaa Søslende havde Respekt for en stor Broder, der var saa udviklet; han blev deres Leder i alting og næsten en anden Fader. Deres rigtige Fader saa de ikke meget til, da han ofte var paa Rejser; han var i øvrigt en Mand med baade aandelig og legemlig Kraft; han blev 91 Aar gammel og overlevede Sønnen Charles i 10 Aar.

Ogsaa i Kirken optraadte Charles til at begynde med meget selvstændigt Bedstefaderen havde nemlig tidskærpet ham altid at gøre, hvad han mente var ret, ligegyldigt hvad Følgerne deraf blev. Og nu havde man i Stambourne den Skik, naar man sang, altid at gentage den sidste Linie. Det maatte ogsaa gennemføres i Colrhester, enten Menigheden gjorde det eller ej; man kunde da efter hvert Vers høre Drengens Stemme gentage den sidste Linie: og først efter megen Irettesættelse lod han sig overbevise om, at her var det Faderen og ikke Bedstefaderen, der styrede.

Den første Skole, han kom i, var hos en Dame; men her havde han snart lært, hvad der kunde læres. Medens han gik her, paadrog han sig sin første og sidste Gæld. Han manglede en Griffel og turde ikke bede Forældrene om Penge dertil; heller ikke turde han møde paa Skolen uden den. Saa fandt han paa at tage den paa Kredit i en lille Butik nær ved Skolen i Haab om senere at faa Penge. Hans Fader fik det dog at vide og talte meget alvorligt til ham derom, idet han forestillede ham, at den, der skyldte Penge og ikke kunde betalevar ikke bedre end en Tyv. Naar han nu skyldte 2 Øre, kunde det en anden Gang blive 1000 Kroner, og saa kom han i Fængsel og gjorde sine Forældre Sorg og Skam.

Denne Tale gjorde et dybt Indtryk paa Charles, saa han besluttede aldrig mere at gøre Gæld. Grædende gik han til Butikken for at betale, og da han gik ned ad Gaden, troede han, at alle kunde se paa ham, hvilken Forbryder han var. "Siden den Tid" sagde han senere, "har jeg hadet Gæld, lige saa stærkt som Luther hadede Pavedømmet."

Paa denne Tid led hans yngre Broder James af svage Ben, saa han ofte faldt og blev snavset. Faderen truede med Straf, dersom det hændte tiere; og tilsyneladende virkede Truslen helbredende. Det viste sig dog senere, at James var faldet mange Gange siden, men Charles havde saa omhyggeligt børstet og vasket hans Klæder, at det ikke blev opdaget.

Nogle Aar gik han derefter i en anden Skole, hvor han kunde lære noget mere. Medens han gik der, var han en Sommer i Besøg hos sin Bedstefader. Her kom en Prædikant og holdt Møder sor Hedningemissionen; han tog flere Gange Charles med ud i Haven, talte med ham om Jesus og bad med ham; og før sin Bortrejse udtalte han den Profeti om ham, at han en Gang vilde komme til at prædike for mange Mennesker.

Charles kunde snart heller ikke lære mere i den anden Skole. Saa blev han og James sendt til Kollegiet (den høiere Skole) i Maidstone. Han var da 14 Aar gammel. Her var hans Onkel Lærer i Aritmetik; men han blev en Gang meget fornærmet paa Charles, fordi denne i hele klassens Paahør gjorde ham opmærksom paa, at han havde regnet forlert. Fra den Tid af lod Onklen ham læse paa egen Haand; og da han skulde foretage nogle Udregninger for et Assuranceselskab i London, lod han Charles gøre det. De Tabeller, han lavede bruges nok endnu paa Selskabets Kontor.

Religionen var dog der, der optog ham mest. Hjemme havde hans Fader flere Aar tidligere truffet ham staaende oppe paa Høloftet og prædike; nedenunder, i Stalden, sad James som Degn i en Krybbe; og paa Gulvet sad Søstrene. som Menigheden. De forskellige Lærebegreber havde han tidligt sine bestemte Meninger om. Og disse fik han flere Gange Leilighed til at fremsætte overfor højkirkelige Præsten som underviste ved Skolen i Maidstone.

Herfra kom han dog snart til en Skole i Newmarket, hvor han tillige skulde undervise de smaa Børn. Her var større religiøs Frihed. En gammel Kokkepige ved Skolen talte han meget med om Kristendom; og hun kunde holde lange teologiske Forelæsninger for ham. De søgte samme Kirke og drøftede bag efter Prædikenen. Marh King, saaledes var hendes Navn, var dog ingenlunde tilfreds med, hvad hun hørte.

Samtalerne med denne gamle Dame havde saa stor Betydning for hans aandelige Udvikling, at han aldrig glemte hende; senere, da hun ikke mere kunde arbejde, sendte han hende en ugentlig Understøttelse. Hun havde gjort mere til at klare hans religiøse Begreber, end 6 teologiske Professorer vilde have kunnet, sagde han. Medens han var i Newmarket, kom den aandelige Krise i hans Liv, som intet Menneske kunde hjælpe ham over, men den levende Gud alene.

Derom skal vi nu høre.