Den trofaste forjætter

Den 31te dag

"Han er trofast, som gav forjættelsen."

"Se, Guds paulun er hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud. Og Gud skal aftørre hver taare af deres øine, og døden skal ikke være mere, ei heller sorrig, ei heller skrig, ei heller p ine skal være mere; thi de første ting er vegne bort.." (Aab. 21,3.4.)

Herlige fuldelse! Heri er al himmelens herlighed ligesom samfattet. Gud er "alt i alle". En himmel uden Gud vilde bringe en smertens gysen over englenes hærskarer, vilde formørke ethvert øie, bringe enhver harpe til at forstumme og forvandle de hvide klæder til sæk og aske. Men skal jeg da virkelig se Gud? Hvad! skal jeg faa beskue hans underbare herlighed? Ja, Gud selv skal være hos dem og være deres Gud; de skal se hans ansigt! og det skal ikke blot være et syn, men ogsaa en besiddelse af ham. O! hvorledes fordunkler ikke synden det, endogsaa i mine bedste timer, min glæde i ham. Det er kun de rene af hjertet, som kan se og fryde sig i Gud. Om han end aabenbarede sig nu, saa vilde disse mine øine ikke kunne taale hans herligheds glands, men der vil hjertet være renset fra al besmittelse, der vil ikke længer være nogen synd eller fristelse til synd, der vil sjelen som et blankt speil gjenstraale hans billede, der vil Guds kjærlighed alene herske og raade, der vil vi ikke have andet maal eller stræben end at forherlige Gud, der vil sjelen for første gang fatte sin herlige bestemmelse - at forherlige Gud og frydes i ham til evig tid.

"Kom det Ord i hu til din tjener, paa hvilket du lod mig haabe!"