Den trofaste forjætter

Den 24de dag

"Han er trofast, som gav forjættelsen."

"Det skal ske, om aftens tid skal der være lys." (Sach. 14,7.)

Hvor oplivende er tanken paa den kommende herlighed! Hvor vilde vi hæve os op over vore synder og sorger og lidelser, dersom tanken paa det evige liv stod ret levende for os! Dersom troen til enhver tid kunde stige høit op over alt, hvad der end fængsler sjælen til jorden og de jordiske ting, dersom den kunde staa paa Pisga bjerg og skue henover og hinsides den taage og dunkelhed, som formørker dette skyggeland, og lade sit øie hvile paa det bedre land. Men ak! tiltrods for vore ønsker negter troens vinger ofte at hæve os op - en syndig frygt nedtrykker os - synden gjør det dunkelt og mørkt for os - Guds forsyn synes at se vred ned paa os - Guds veie misforstaaes - den kristne fornegter sit navn og sin høie bestemmelse. Men "om aftens tid skal der være lys." Saaledes som solen nu ofte gaar gjennem mørke og tykke skyer, men gaar ned i et leie af skinnende guld, saaledes vil, naar dette livs sol daler, mangen en lystraale gjennemskinne erindringens formørkede sky, og mange hemmelighedsfulde førelser gjennem dette livs ørken vil da fremkalde det udraab: "Alt er vel." Hvor ofte erkjendes og føles ikke da den Herres Jesu nærværelse og opholdende naade, og bekymringer og bange anelser maa vige for hans blide røst: "Vær frimodig, det er mig, frygt ikke." (Marc. 6,50). En triumferende dødsseng! Det er intet meningsløst Ord. Øiet lyser med en hellig glans, og frydefulde Ord, der vidner om en næsten himmelsk glæde, lyder fra læberne. Min sjæl! maatte du faa en saadan aftensstund!

"Kom det Ord i hu til din tjener, paa hvilket du lod mig haabe!"