Den trofaste forjætter

Den 22de dag

"Han er trofast, som gav forjættelsen."

"Din sorgs dage skulle endes." (Esai. 60,20.)

Kristi folk er et bedrøvet folk, endskjønt der er meget i denne skjønne verden, som fryder og glæder dem. Dog, naar de tænker paa synden, kan vi da undres over, at de maa græde? - at de her kaldes sørgende, og deres pilgirms hjem en "taaredal!" Savn og sygdom og fattigdom og død - syndens følgesvende - forøger ofte deres bedrøvelse, og hos mange af Guds kjæreste børn er en taare neppe aftørret, før de attere maa græde. I bedrøvede, fryder eder! Naar høstens tid kommer, har graaden en ende. Naar de hvide klæder og den gyldne harpe skjænkes eder, da vil al eders bedrøvelse være glemt, glemt for evigt. Læser! Dersom du er en af disse bekymrede og bedrøvede, da vid, at dine sørgdage er talte. Naar dit ængstede og bedrøvede hjerte endnu har slaaet nogle faa slag, da skal den engel, som forkynder, at "der ikke mere skal gives tid" (Aabenb. 10,9) ogsaa forkynde, at der ikke mere skal være sorg og suk og bedrøvelse. Søg nu at være mere bekymret over dine synder end over dine sorger; lad det være din bitrelse smerte, at du saa ofte forglemmer din kjære Herre og Frelser. Det haardeste og tungeste savn, du kan føle, er, naar dine synder, som skiller dig fra ham, udpresser dig det angestraab: "Hvor er min Gud!"

"Kom det Ord i hu til din tjener, paa hvilket du lod mig haabe!"