Den trofaste forjætter

Den 1ste dag

"Han er trofast, som gav forjættelsen." (Hebr. 10,23)

"Kommer dog og lader os gaa irette med hverandre, siger Herren; dersom eders synder end vare som purpuret, da skulle de blive hvide som sne; om de end vare røde som skarlagenets farve, da skulle de dog blive som den hvide uld". (Esaias 1,18)

Min sjel! Gud kalder dig og vil tale til dig. Den uendelig rene vil tale med den urene! Guddommen nedlader sig til at talt til støvet! Frygt ikke for dette møde. Deter den naadigste saavelsom den forunderligste af alle samtaler. Jehova selv begynder samtalen. Han frembærer den bedste tidende, som en elendig sjel eller en fortabt verden kan høre: "Gud var i Kristus og forligste verden med sig selv, idet han ikke tilregnede den deres overtrædelser". (2 Kor 5,19) Hvad, purpurrøde synder, skarlagenrøde synder! og alle disse forladte og forglemte! den retfærdige Gud retfærdiggjør den uretfærdige! den allermægtigste er ogsaa den allerkjærligste! o, hvad er der hos dig, som fortjener en saadan kjærlighed som denne? Tænk, om Gud kun stod for dig som en fortærende ild, og du ikke havde andet for dig, end "en frygtelig forventelse af dommen!" (Hebr 10,27). Men nu byder Gud dig at lade din frygt fare! Han siger dig, at det ikke længer er forfærdeligt, men saligt at falde i den levende Guds hænder. Har du nu ogsaa modtaget hans frelsende naade? Forinden du har faaet fred med ham, kan du ikke nyde nogen sand glæde. Om dui end eiede alt, men ikke havde Gud, saa var du den allerfattigste! Herre! jeg kommer! Den tilgivelse, som du af fri naade skjænker mig, vil jeg uden betænkning modtage. Jeg vil nu straks lytte til den glædelige forsikring: "Søn, vær frimodig, dine synder ere dig forladte!" (Matth. 9,2).

"Kom det Ord i hu til din tjener, paa hvilket du lod mig haabe"