C. H. Spurgeon's
Morgen og aften
for måneden

FEBRUAR

02/01/AM

"og synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære" - Salme 138.5

Tiden da kristne begynder at synge om Herrens veje er når de først mister deres byrde ved korsets fod. End ikke de sange som engle syntes så søde som den første sang af opstanden som fremkommer fra det indre i sjælen af en tilgivet barn af Gud. Du ved hvordan Bunyan beskriver det. Han siger når den fattige pilgrim mistede hans byrde ved korset, så gav han tre store spring, og gik hans vej syngende.

"Velsignede kors! Velsignede grav! velsignet være den mand som der var gjort til skam for mig"!

Kristen, husker du den dag da dine lænker faldt af? Husker du stedet hvor Jesus mødte dig, og sagde, "jeg har elsket dig med en evig kærlighed; jeg har udvisket som en sky dine overtrædelser, og som en tyk sky dine synder; de skal ikke blive nævnt imod dig mere for evigt." Oh! hvilke en sød tid er det da Jesus fjernede syndens smerte. Da Herren først tilgav min synd, da var jeg så frydefuld at jeg kunne knap nok holde mig fra at danse.

Jeg tænkte på vejen hjem fra huset hvor jeg havde været sat i frihed, at jeg må fortælle stenene på gaden beretningen om min udfrielse. Så fuld af glæde var min sjæl, at jeg ønskede at fortælle hver snefnug som faldt fra himmelen om den underfulde Jesu kærlighed, som har renset alle synderne af en stor rebel. Men det er ikke kun ved begyndelsen af det kristne liv at troende har grund til at synge; så langt som de lever erfarer de årsagen til at synge på Herrens måder, og deres erfaring af Hans konstante kærlighed leder dem til at sige, "Jeg vil velsigne Herren til alle tider: Hans lovprisning skal fortsat være i min mund." Se til det, broder, at du ophøjer Herren denne dag.

"Så lang tid du vandrer i dette ørken land
Nye nådesbevsinger skal nye sange forlange."